Hjem > Anmeldelse, Biograf > Antichrist (2009) Bio anmeldelse

Antichrist (2009) Bio anmeldelse


Antichrist 2009

Synops:
Et par i dyb sorg tager til ”Eden”, deres hytte i skoven, for at komme videre i livet og redde deres forhold. Men de mister kontrollen, da naturen griber ind…Charlotte Gainsbourg og Willem Dafoe spiller hovedrollerne i Lars von Triers ANTICHRIST. En intens fortælling om ondskab, magt og kærlighed mellem to mennesker.

He: “What do you think is supposed to happen in the woods?”

Anmeldt af: Thomas

Biografturen blev sponsoreret af: Moviezoo.dk

ANMELDELSEN INDEHOLDER SPOILERS

Thumbs Up:

Thumps Up!!!

Handling:
Filmens to hovedpersoner, Ham og Hende, lever lykkeligt i en lejlighed i byen. Han er psykolog og hun er forfatter. De dyrker sex. Det er sent om aftenen. De er helt fortabte i hinanden. De ænser ikke verden omkring dem. Deres lille søn vågner op og går forvirret rundt i lejligheden, med sin bamse i hånden. Han forstår ikke hvad hans forældre laver, men de lægger i hvert fald ikke mærke til ham. Han går videre og ser snevejret udenfor. Vinduet står tilfældigvis åbent og han kravler tættere på. Han stirrer ud på snekrystallerne. Alting foregår i slowmotion og klassisk musik spiller i baggrunden. Han falder. De elsker. Han falder. Bamsen rammer jorden. Scenen slutter. Musikken stopper.

Antichrist 2009

Dette er starten på Lars Von Triers nyeste film Antichrist. Vi hopper et par dage frem i tiden, hvor Hun er blevet tilset af en læge og fået recept på nogle stærke piller, der skal hjælpe hende igennem den hårde tid, efter tabet af deres søn. Han er ikke glad for medicinen. Han er psykolog/terapeut og går i gang med at prøve at hele hendes sår på sjælen. Der er en masse psykisk dialog imellem de to og Han kommer frem til Hun må møde hendes største frygt, ansigt til ansigt, for at kunne komme videre i livet. Hendes største frygt er skoven/naturen, især omkring deres sommerhus Eden, langt inde i en dyster skov. De beslutter sig derfor til at forlade storbyen og rejse ud til hytten. Hun må gennemgå nogle prøvelser og hytten bringer hele tiden minder om sønnen tilbage. Hun bliver mere og mere skør med tiden. Han prøver at hjælpe hende psykologisk, imens hun hellere vil gemme sine følelser væk og blot leve i nuet, dyrke sex og glemme det hele.

Imens Hun bliver mere og mere syg opdager Han nogle små interessante detaljer. Da Han ser på obduktionsrapporten af deres søn, opdager Han at sønnen havde nogle mindre brud på knoglerne på hans ene fod. Dette undrer Ham en smule. Han tænker tanken, om det måske er grunden til sønnen faldt ud af vinduet? Senere finder Han tilfældigvis nogle billeder af deres søn, fra ferien sidste sommer, hvor Hun alene havde deres søn, med i hytten. Hun havde givet sønnen sine sko på forkert på. Den højre sko, på venstre fod og omvendt. Hun slår det hen med at det havde hun nok overset den dag. Skoene var dog omvendt på, på samtlige billeder og dette gør Ham bekymret. Nu reagerer hun yderst overraskende, på det faktum, at han begynder at mistænke hende for at have gjort det med vilje. Jeg vil ikke afsløre mere af handlingen her, men det er helt sikkert at Antichrist vil overraske, chokere og røre dig, på måder du ikke er vant til med almindelige film.

Tekniske Detaljer:
Antichrist er instrueret af danske Lars Von Trier og har kun få skuespillere på rollelisten. Vi har Ham (Willem Dafoe; The Boondock Saints, Spider-Man) og Hun (Charlotte Gainsbourg; Nuovomondo, 21 Grams). Så er der sønnen, som kun er med i Prologen, samt i flash-backs og nogle få fotografier. Alle andre ansigter i filmen er ”blurred”, så man ikke kan se hvem de er. F.eks filmes begravelses-scenen, inde fra ligvognen, hvor vi formoder kisten står. Der er helt stille, bortset fra regnen der trommer på taget af bilen. Der filmes igennem bagruden af bilen og det regner. Han og Hun går stille efter bilen. Ansigterne på de andre mennesker i optoget er hele tiden i vinkel af en regndråbe, eller ude af fokus, hvilket er ret godt lavet. Ydermere har vi et Dådyr, en Ræv og en Krage, som er en slags hovedpersoner I filmen. De kommer ind i filmen i hver sit kapitel og symboliserer hvert kapitels overskrift: Grief, Pain & Despair. De har også en mere mystisk betydning senere i filmen.

Antichrist 2009

Filmen er 104 minutter lang og skudt i 2.35:1 widescreen format. Lyden er Dolby Surround Sound 5.1. Der er ikke meget af et soundtrack, bortset fra klassisk music i starten og i slutningen. I mellemtiden hører vi kun naturens naturlige, unaturlige og overnaturlige lyde, samt dialog og støn fra hovedpersoner, alt efter om de taler eller dyrker sex. Lars har benyttet sig af flash-backs i filmen, hvor Hun ofte tænker tilbage til sommerferien, hvor hun begyndte at blive bange for Eden og skoven omkring. Lars bruger også flere slow-motion sekvenser i filmen, optaget med et kamera der kan tage 1000 billeder per sekund. Dette giver nogle utroligt flotte sekvenser og billeder. Lars bruger det for eksempel, når Hun er i terapi og Han beder hende lukke øjnene og visualisere sin frygt. Filmen er meget mørk og dyster og det giver en uhyggelig stemning hele vejen igennem.

Trivia:
Antichrist er delt op i fire kapitler “Grief”, “Pain (Chaos Reigns)”, “Despair (Gynocide)” og “The Three Beggars”, plus en prolog og en epilog, som alle bliver vist via abstrakte malerier af den danske kunstner Per Kirkeby.
Charlotte Gainsbourg vandt De Gyldne Palmer for bedste skuespillerinde ved Cannes Film Festival 2009.
Antichrist har tydeligvis referencer til kristendommen på godt og ondt og kan tolkes på alverdens måder.
Filmen fik flere anmeldere på Cannes festivallen til at forlade biografen, da den overskrider mange grænser for hvad hver enkelt tilskuer har lyst til at se. Men ved ikke hvad man går ind til og netop derfor er der mange der reagerer med diverse handlinger. Alt denne omtale har hurtigt sat debatter i gang, samt skabt diverse rygter om at den er så ulækker at man kaster op osv. Dette er fantastisk PR for filmen, som helt sikkert får nogle ekstra mennesker til at tage turen i biffen.

Antichrist 2009

Vurdering:
Antichrist er en rigtig NicheFilm som er svær kategorisere og sætte i bås. I USA bliver filmen kategoriseret som en Gyserfilm, hvilket nok kommer til at skuffe eller overraske nogen. Her i Danmark vil vi nok mere kalde det en Dramatisk Psykologisk Thriller. Filmen vil med tiden blive en rigtig kult film og med årene vil den nok også blive accepteret som en klassiker og et mesterværk. Man kan sige meget om Antichrist. Man kan enten elske eller hade den. Men en ting er sikkert. Man vil have en mening om den og netop det har været Lars’ ide med filmen. Filmen får dig til at tænke en ekstra gang over hvad du lige har set, hvad du netop har oplevet. Mange af verdens anmeldere har ikke villet give en rigtig anmeldelse filmen, da de mener den er helt udenfor kategori.

Jeg vil dog gerne komme med min vurdering og give filmen 6 af 6 Thumb-Up.

Det er ikke den bedste film jeg nogensinde har set, og historien er ret basal, men den er så speciel og den virker bare. Den skræmmer, forbløffer og forarger, og den giver dig en ud-af-kroppen oplevelse, væk fra virkeligheden, hvor du bare må se med.

She: “When the 3 beggars arrive, someone has to die”

Læs mere om filmen på antichristthemovie.com:

Køb filmen på moviezoo.dk:

Se traileren her:



VN:F [1.9.13_1145]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
VN:F [1.9.13_1145]
Rating: 0 (from 0 votes)



Spam Protection by WP-SpamFree


Privacy Policy