Bomb The System (2002) DVD anmeldelse

Synops:
Blest er den mest berygtede graffitimaler, New York har oplevet. Om dagen hugger han spraydåser fra det lokale byggemarked, og om natten “bomber” han gaderne med sit graffiti-crew. Da han forelsker sig i den smukke Alexandra, må Blest vælge mellem sin nuværende selvdestruktive kurs og fremtiden. Situationen koger over, da det yngste medlem af hans crew, Lune, bliver anholdt og mishandlet af den korrupte betjent Bobby Cox. Som hævn går Blest og hans crew amok, erklærer graffitikrig mod politiet og tagger politibiler, skaber kaos og fører en personlig vendetta mod politiets anti-graffitikorps Vandal Squad. Blests ry vokser, men han synker dybt ned i vrede og jalousi, da konflikten optrappes og fører til en konfrontation, der koster mere end ét liv.
Anmeldt af: Thomas
Filmen er venligst stillet til rådighed af: Out Of Line Entertainment (Playground Music)
Thumbs Up:

Handling:
Bomb The System handler om en gruppe unge graffiti malere, bosiddende i New York. De bruger deres tid på at feste, ryge joints og male graffiti. Hver gang de har lavet et nyt flot ”Piece” (et stykke graffiti) går der ikke mange timer inden rivaliserende malere har ødelagt det med deres eget piece eller blot deres ”tags” (en form for signatur). I starten af filmen bliver man informeret om at en gennemsnits New Yorker ser omkring 50 forskellige graffiti pieces hver dag, for eksempel på vej til og fra arbejde. Det tager derfor ikke lang tid at forestille sig hvor meget graffiti der er rundt omkring i N.Y. Vi får også at vide, at rigtige graffitimalere ikke køber deres spraymaling, men altid stjæler det. Folk der betaler for dåserne, opfattes som nybegyndere. Politiet kan selvfølgelig ikke lide alt det graffiti, så de har oprettet en specialenhed, kaldet ”Vandal Squad” til at fange disse unge forbrydere. Vandal Squad bliver ledet af den meget korrupte politimand Bobby Cox (Al Sapienza) og han har fået den tidligere graffitimaler Nole Shorts (Bonz Malone) som kompagnon.
Hovedpersonen Blest (Mark Webber; Dear Wendy, Boiler Room) er en rigtig dygtig tegner. Han havde en berømt/berygtet storebror, som mistede livet før Blest blev teenager. Blest har ikke noget job, men bor ved storebroderens gamle kammerat. Han er nu blevet rig pga. en rolle i en TV serie, så han har penge og plads nok i sin Penthouse lejlighed. Blest er så dygtig til at tegne at han arbejder på at lave en udstilling med sine malerier. Han ved dog ikke helt hvad han ellers vil få livet til at gå med. Om natten ”bomber” (maler rigtig meget graffiti) han byen sammen med sine venner. Da Vandal Squad får fat i Blest bedste kammerat Buk’s lillebror, en sen aften, uddeler de nogle øretæver til ham, da de alligevel ikke kan anholde ham, da han ikke er fyldt 15 endnu. Da Blest og Buk finder ud af det, vil de selvfølgelig gerne have ram på politiet. Blest vil gerne tage den med ro og planlægge en hævn, imens Buk, tager sin lillebror Lune, med ud og bombe allerede natten efter. Blest har dog mødt en sød pige, så han er ikke så engageret som tidligere. Det skaber lidt komplikationer.
Buk og Lune får senere direkte ram på Bobby Cox og Shorts, da de tagger deres politibil, ved højt dagslys, imens de sidder på en cafe og spiser. Dette optrapper selvfølgelig situationen og gør Bobby Cox endnu mere gal i skralden og han indleder nu den vilde jagt, på alle New Yorks graffitimalere.
Tekniske Detaljer:
Bomb The System blev udgivet i 2002 men er først for nyligt kommet på DVD her i Danmark, via Playground Music, som har fået den fra Out Of Line Entertainment i Sverige. Filmen er instrueret af Adam Bhala Lough, født i 1979, som også selv har skrevet manuskriptet. Han er ikke rigtig kendt for andre film, men vandt dog en del priser for denne film. Filmen støtter sig hele vejen igennem til et godt soundtrack fra El-P med nogle gode beats, som underbygger stemningen i filmen. Der bliver også brugt diverse filmiske teknikker, så som at stoppe filmen i et sekund,en slags stop-motion, der slowmotion når det går hurtigt, der bliver filmet med et meget grynet objektiv, samt at bruge diverse andre effekter, når hovedpersonerne for eksempel er skæve eller fulde, der får seeren til at leve sig mere ind i situationen. Det er lidt som at se musikvideor fra 70erne. Det giver filmen sin egen visuelle stil og får den til at skille sig ud fra mængden. Menuen på DVD’en og selve coveret holder også graffiti stilen, med den specielle typografi. Bomb The System byder også på en del ekstramateriale til de personer, der vil have mere. Der er selvfølgelig den obligatoriske trailer. Så er der nogle slettede scener og nogle interviews og så er der en ”behind-the-scenes” dokumentar. En god mænge ekstramateriale. Filmen vises i formatet 16:9 og har desværre kun Dolby Digital 2.0 Stereo lyd. Den har undertekster til Danmark, Sverige, Norge og Finland. Den varer 91 minutter og man skal helst være 15 år for at se med.
Vurdering:
Bomb The System er en rigtig god nichefilm, som hovedsageligt omhandler graffiti kulturen i New York. Man få nogle stikpiller i løbet af filmen, om at selvom man er ung og graffitimaler, så kan man altså godt blive til noget alligevel. Politimakkeren Shorts har selv været maler, men er nu blevet headhuntet til Politistyrken. En anden maler i filmen, har fået sin succes, ved at udgive en bog om graffiti. Endelig har vi Blests storebrors ven, som er blevet TV serier stjerne. Blest selv er en lovende kunstner, så ham er der selvfølgelig også håb for. Hans mor håber jo på at han vil tage sig en uddannelse. Blests kæreste Alexandra sætter dog nogle tanker i gang i hans hoved, om han mon får noget ud af at løbe rundt i New York og male pieces, som alligevel forsvinder igen, inden ret mange dage er gået. Det kan jo nærmest ikke nå at blive til rigtig kunst, inden det er væk igen. Personligt er hun en anden type graffiti kunsterner, som ”tagger” med politiske budskaber. Hun tager jo også på en roadtrip for ramme hele landet med sine budskaber, i stedet for kun at opholde sig i N.Y. Filmens slutning er helt åben og man kan selv forestille sig hvordan livet videre kommer til at gå for Blest. Det er en god ting at slutte på en sådan måde, så der bliver lidt eftertanke for seeren.
Jeg vil give filmen 4,5 thumbs-up.
Se filmens hjemmeside på bombthesystem.com
Køb filmen på moviezoo.dk
Se traileren her:
Nye kommentarer