Its A Wonderful Life (1946) DVD-film anmeldelse

Synops:
George Bailey har store drømme om at erobre verden, men af pligt bliver han i sin hjemby, hvor han gifter sig med barndomsveninden Mary og viderefører sin fars idealistiske bankforretning. Da George får alvorlige uforskyldte problemer, vil han i desperation tage sit eget liv. Men så drager hans skytsengel Clarence ned på jorden for at vise ham, at hans liv har været alt andet end forgæves. Et tidsløst mesterværk af Frank Capra.
Anmeldt af: Thomas
Filmen er venligst stillet til rådighed af: NicheFilm.dk
Thumbs Up:

Handling:
It’s a Wonderful Life også kendt som ”Det Er Herligt At Leve” starter med vi ser stjernehimlen, hvor Englene sidder og snakker med Gud. For at blive en rigtig Engel og for at få sine Englevinger, skal man redde et menneskes liv. Clarence (Henry Travers) har endnu ikke fået sine vinger, og han er derfor glad, da han får at vide, at han skal en tur ned på jorden for at redde George Baileys (James Stewart) liv. Først fortæller gud og de andre Engle ham dog historien om George, så han har lidt baggrundsviden, inden han begynder sin mission.

Vi møder George imens han stadig er en ung dreng. Han leger med de andre børn i kvarteret og en kold vinter, hvor børnene er ude at kælke, redder han sin lillebror Harry (Todd Karns) fra druknedøden, da han falder igennem søens is. Dette koster ham hørelsen på sit venstre øre, da han efterfølgende får en infektion i øret. George får senere i livet et job hos købmanden. Her redder han igen et liv, da han opdager at den gamle købmand, putter de forkerte og giftige piller, i en pose, i stedet for de korrekte piller. George bliver først slået af købmanden, men de bliver dog gode venner igen, da George fortæller ham om fejlen. Georges far og onkel arbejder i en slags bank, der hedder Lån & Byg. Her kan mennesker låne penge til lave renter, med det formål at bruge pengene til at bygge huse for.

Da George bliver ældre og færdig med skolen, har han planlagt at han vil forlade den lille by og rejse ud og se Verden og få sig et arbejde i udlandet. Han vil være ingeniør og bygge ting. Lige før han tager afsted på sin rejse, besøger han familien for at sige farvel. Hans lillebror lokker ham med til skolefest om aftenen og han bliver enig med sig selv om, at han godt kan vente til næste dag med at rejse ud i Verden. Ved festen møder han mange af de gamle kammerater fra nabolaget og kan også sige farvel til dem. Her støder han ind i barndomsveninden Mary Hatch (Donna Reed), som han altid har været lidt lun på. Hun har udviklet sig til en smuk kvinde og aftenen ender da også med at George følger Mary hjem, alt imens de flirter og snakker om fremtiden.
George Bailey: What is it you want, Mary? What do you want? You want the moon? Just say the word and I’ll throw a lasso around it and pull it down. Hey. That’s a pretty good idea. I’ll give you the moon, Mary.
Mary: I’ll take it. Then what?
George Bailey: Well, then you can swallow it, and it’ll all dissolve, see… and the moonbeams would shoot out of your fingers and your toes and the ends of your hair… am I talking too much?
Romancen ender dog brat, da Georges bror og venner finder ham og overbringer den forfærdelige nyhed at deres far er død ved et slagtilfælde. Nu har George lidt svært ved at tage på sin rejse og bliver i stedet i byen, for at køre faderens firma videre, da det ellers vil blive solgt til konkurrenten. George tager det ikke så tungt, da han jo blot skal lede firmaet i nogle få år, så kommer broderen tilbage fra Universitetet og kan overtage firmaet. George bruger derfor de næste par år til at få styr på firmaet og holder sig ellers fra romancer med mere, som kan sætte en stopper for hans planer om at rejse ud og opleve verden.

Da broderen efter nogle år vender hjem fra Universitetet, har han fundet sig en kone. De er blevet gift og hendes far har tilbudt Georges bror Harry et godt job. Det kan George jo ikke så godt fornægte ham, så han bider i det sure æble og indser at han nok aldrig kommer ud at rejse. Han må blive i byen og han stifter derfor familie med Mary. Endnu engang er George tæt på at få en rejse, da de jo skal have en bryllupsrejse, men også den bliver de forhindret i, da der pludselig opstår problemer i banken og de derfor ikke kan tage af sted alligevel. Mary er dog så glad for George at hun arrangerer en slags bryllupsrejse ved at omdanne deres hjem til et midlertidigt hotel, med hjælp fra Georges venner i byen. Bryllupsrejse fik de ikke, men en god start på ægteskabet blev det dog til og snart får de børn sammen. Endnu en ting der holder George fæstnet til byen. Han lærer snart at acceptere sin skæbne.

En dag går det dog galt, da Georges onkel skal sætte månedens omsætning i banken, og på vejen taber pengene. Nu mangler de pludselig 8.000$. Skattevæsenet er efter dem og juleaften er lige på trapperne. George kan ikke rigtig se nogen løsning på problemerne og kommer mismodigt hjem, efter at have forsøgt at låne de forsvundne penge af sin værste konkurrent Mr. Potter (Lionel Barrymore). Han lader vreden gå ud over kone og børn og fortryder i næste øjeblik at have skældt dem ud. Han forsvinder derefter ud i snevejret og tager på den lokale bar og drikker sig fuld. Det bliver værre da han fuld kører ind i et træ og ødelægger bilen. Han er nu så fortabt at han blot vil dø og han beslutter sig for at hoppe i det iskolde vand fra en bro.
Nu træder Clarence så ind i billedet og skal redde George fra selvmordet. Men det er ikke nemt at overbevise en fuld og mistroisk mand om at man er en Engel, når ikke man har fået sine vinger endnu…
Tekniske Detaljer:
It’s a Wonderful Life hedder på Dansk ”Det er herligt at leve” og kendes på Svensk som ”Livet är underbart”. Den kendes også under navnet ”The Greatest Gift”. Filmen er indspillet i 1946 i USA. Den tager 2 timer og 10 minutter. Den er sort/hvid og vises i formatet 1.33:1 fullscreen. Undertekster kan vælges på Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk, Islands med flere. Lydsporet afspilles i 1.0 mono og ekstramaterialet består af en Trailer til filmen.

Trivia:
It’s a Wonderful Life er instrueret af Frank Capra, der også selv har skrevet manuskriptet, i samarbejde med Frances Goodrich og Albert Hackett. Frank har vundet 3 Oscars for filmene: It Happened One Night (1934), Mr. Deeds Goes To Town (1936) og You Can’t Take It With You. Han nåede at instruere 53 film i sin karriere og skrev manuskript til, samt producerede 40 af dem selv. I filmen hovedrolle som George Bailey ser vi James Stewart, der i 1941 vandt en Oscar for sin rolle i filmen The Philadelphia Story (1940) og har haft roller i cirka 100 film. Donna Reed som spiller Mary i filmen har i løbet af sin karriere spillet med i cirka 50 film og har også medvirket i TV-serien Dallas som Eleanor Ewing. Hun vandt i 1954 en Oscar for sin rolle i filmen From Here To Eternity (1953). It’s a Wonderful Life vandt dog ikke selv en Oscar, selvom den var nomineret til fem forskellige statuetter. Den har dog vundet 4 andre filmpriser og indtager i øjeblikket stadig en 30. plads på IMDb’s top 250 liste, over 60 år senere. Det må vist siges at være en tidsløs juleklassiker. Filmen er sidenhen blevet rost til skyerne og stemt ind på diverse klassikerlister i USA.

Måske har du set filmen ”Bruce Almighty” fra 2003 med Jim Carrey i hovedrollen, hvor han får Guds kræfter. Noget af det første Bruce gør, er at kaste en lasso omkring månen og hive den tættere på Jorden, for at imponere sin kæreste Grace (Jennifer Aniston). Hvor mon denne idé er hentet fra?
Vurdering:
It’s A Wonderful Life er en rigtig juleklassisker indenfor feel-good genren. Jeg havde det dog ikke ret godt under filmen, da jeg følte at George blev snydt gang på gang på gang og brugte hele sit ”korte” liv, på at hjælpe alle andre end sig selv. Man føler virkelig for ham. Men da Clarence dukker op og viser ham hvordan Verden ville se ud, uden ham, begynder man pludselig at få det meget bedre og selvfølgelig slutter filmen jo lykketligt. Det re jo en julefilm og en klassiker, så selvfølgelig skal det hele ende lykkeligt.

Det er herligt at leve hedder filmen på Dansk og det er jo netop temaet i filmen. Ind i mellem kan livet syntes surt, men i bund og grund har de fleste af os det jo meget godt. Og når vi oplever kærlighed, smil og lykkelige stunder, så opvejer det jo alt det dårlige, skænderierne, dødsfald i nærmeste omgangskreds og andre af livets negative sider. Man må tage det sure med søde, men er man positiv kan man altid finde noget at se lyst på.

Jeg vil give filmen 5½ af 6 Thumbs-Up og anbefale dig at se dette stykke filmhistorie hurtigst muligt, så fremt du ikke har nået det endnu.
Zuzu Bailey: Look, Daddy. Teacher says, every time a bell rings an angel gets his wings.
George Bailey: That’s right, that’s right.
George Bailey: Attaboy, Clarence.
Køb filmen på moviezoo.dk:
Se traileren her:
Nye kommentarer