Metropolis (1927) DVD-film anmeldelse

Synops:
I fremtiden (omkring år 2000) er jordens befolkning blevet delt ind i to grupper: Tænkerne, en lille overklasse, der får ideerne med ikke ved hvordan de udføres, og Arbejderne, der udfører ideerne i praksis, men som ikke har nogen visioner. Da en mand fra Tænkerne bliver forelsket i en Arbejder beslutter han sig for at drage ned i Arbejdernes underverden. Der opdager han Arbejdernes kummerlige forhold, og beslutter sig for at indføre nogle humane reformer. Men det er ikke alle der synes om den plan.
Anmeldt af: Carsten
Filmen er venligst stillet til rådighed af: Pan Vision
Thumbs Up:

Handling:
I en opdelt verden hvor overklassen lever i sus og dus på overfladen, i deres højhuse og med deres motoriserede køretøjer, arbejder underklassen under byen i lange ti-timers skift og presses til yderlighederne for at passe maskinerne der holder liv i byen ovenover. Når deres skift er færdig trasker de modløst mod elevatorerne ned til byen endnu længere nede, hvor de bor, mens et andet arbejdshold trasker den modsatte vej for at arbejde. Det er et hårdt liv og farligt, da udmattelse og uopmærksomhed kan føre til kollaps og fatale katastrofer blandt arbejderne, som hurtig bliver bragt væk og erstattet af andre arbejdere der fortsætter hvor de slap.

Dette er en verden, et hårdt liv, som Freder, byens overhovedes søn, aldrig har oplevet. Han lever et sorgløst liv med sine kammerater og dyrker sport og jagter damer og generelt bare nyder livet og den luksus han er født ind i, uden tanke om hvor strømmen kommer fra og hvem der holder liv i hele byen, men da han i en selskabsleg ser Maria, der er kommet op fra undergrunden med et stort følge af arbejderbørn for at vise dem at dem på overfladen er deres brødre og søstre, bliver hele verdens luksus ligegyldig for ham og det eneste han ser, er hendes uskyldsrene væsen.

Uden at tænke følger han efter hende ned i bugen af arbejderområdet, da hun og børnene bliver jaget bort fra overfladen og tilbage til deres egen klasse under jorden, og der oplever han arbejdernes vilkår og en dødelig ulykke, og bliver forfærdet over den behandling disse mennesker bliver udsat for og at ved deres død bliver de bare erstattet af andre, som om deres liv intet betød, men opretholdelsen af maskinerne der garanterer et arbejdsfrit samfund på overfladen er mere værd.
Han haster til sin far, Joh Fredersen, som styrer byen med hård hånd og i stedet for at kere sig om de døde arbejdere bliver sur på sin medarbejder Josephat for at han ikke kom med beskeden om ulykken først. Fredersen er ikke til at snakke med og Freder finder hurtigt ud af at han intet vil gøre for at forbedre forholdende for arbejderne, men derimod vil gøre hvad som helst for at fastholde dem i slavearbejde under byen, som de undermennesker de er.

Men Freder er opsat på at møde Maria igen og han bytter med en arbejder, for at komme til at møde hende, hvor han erfarer at hun prøver at mildne de hårdtarbejdende arbejdere fra at gøre oprør og han bliver endnu mere forelsket i hende. Men Fredersen har overhørt hende tale til menneskemængden og udtænker en plan for at udskifte hende med en maskine som skal opildne dem til oprør, så han kan slå hårdt ned på dem, og videnskabsmanden Rotwang, der var forelsket i Fredersens kone, indvilliger i at bruge den maskine som han ville have brugt til at genoplive sin elskede i Fredersens plan. Han har dog andre planer for at styrte Fredersen, men robotmennesket i form af Maria sendes afsted for at skabe ravage og hun opildner både de unge mænd på overfladen såvel som arbejderne under jorden og det ender i et altødelæggende oprør som lægger det meste af samfundet i ruiner, mens den rigtige Maria, Freder, samt faderens fyrede medarbejder febrilsk prøver at redde byen fra totalt kaos.
Tekniske Detaljer & Ekstramateriale:
Filmen var lige knap to timer med sin 1t59m, vist i 4:3 (1.33:1) med dansk : svensk : norsk : finsk tekst og Dolby Digital lyd. Ekstramaterialet består af en enkelt dokumentar om restaureringsprocessen og om hvor omhyggeligt de skabte den digitale kopi til opbevaring til fremtidige generationer.

Trivia:
Metropolis fra 1927 ligger i øjeblikket nummer 91 på IMDb.com’s top 250 filmliste. Listen er bestemt af IMDb’s bruger og dem er der nok af, med 57 millioner besøgende pr. måned. Metropolis er en stumfilm og den er blevet instrueret af Østriske Fritz Lang, der også er kendt fra Dr. Mabuse filmene. Metropolis er baseret på en novelle af Thea von Harbou, som selv har skrevet manuskriptet. Da Metropolis blev indspillet var filmpriserne ikke opfundet endnu, alligevel har filmen vundet 2 priser. Én i 2000 og én i 2002, blandt andet for den flotte restaurering af filmen. Der blev brugt mere end 37.000 statister i filmen. 25.000 mænd. 11.000 kvinder. 1100 skaldede mænd, 750 børn, 100 mørkhudede mennesker samt 25 asiater. Det kostede cirka 5 millioner D-mark at lave filmen og det var lige ved at Universum Film gik bankerot ved at investere i projektet. Omregnet og med inflation taget i betragtning havde filmen et budget på omkring 200 millioner $.
Vurdering:
Sikke et arbejde der er lagt i denne film fra 1927. Ekstremt imponerende og bedre end forventet, hvilket ikke siger så lidt da den har klassikerstatus og anset som en af de største science-fiction film overhovedet. At den lever op til rygtet og at effekterne stadig holder er jo ganske imponerende og siger lidt om hvilket arbejde der er lagt i den og at det er gjort med sådan en omhu og opfindsomhed. Restuationsarbejdet er også ganske imponerende og dette er den mest komplette udgave til dato, der er udgivet, men der mangler store dele af filmen, som i stedet beskrives i form af handlingstekst. Det rygtes at en endnu mere komplet version er fundet i sydamerika og at den måske udgives i løbet af nogle år, men selv med de manglende scener er filmen ganske fængslende og underholdende.

Det er sjovt at se skuespilstilen, som er noget anderledes end vi er vant til i dag – noget mere overdrevet, men dog ikke noget der som sådan trækker en ud af oplevelsen, da det ikke som sådan er dårligt skuespil, men derimod karikaturagtigt og mere som teater end film. Brigitte Helm er både Maria og robotmennesket, samt andre roller og hun gør det godt, med en sådan vitalitet at man ikke kan lade være med at beundre hende og den forskellighed som hun tillægger de forskellige roller.
Der er lange perioder hvor man lidt sidder og undrer sig over hvad karaktererne siger, da det ikke er det hele hvor der kommer tekstforklaringer til, men det er nogenlunde til at forstå meningen gennem deres fagter og udtryk. Det er ikke så slemt og musikken er også med til at sætte stemningen, samt de imponerende iscenesættelser.

Hele tanken om det opdelte samfund i en overklasse og en arbejderklasse er stadig noget der rykker i os alle, selv i disse mere ligestillede dage, hvor forholdende er blevet forbedret betydeligt for dem i de lavere klasser, men som dog stadig kan se langt op til den øverste klasse. Vi er blevet mere lige, med samme rettigheder og bedre sikkerhed og derfor er budskabet i Metropolis nok knap så stærkt som det måske var i 1927, men det er stadigt tankevækkende og en grusom fremstilling af ulighed, hvor de få udnytter de mange og hvor social arv bliver udøvet til det ekstreme. Bestemt ikke et samfund nogen af os skulle ønske os, så det er stadig en advarsel mod en opdeling af samfundet og manglende medfølelse for dem der driver hele maskineriet, arbejderen, der bare prøver at skabe sig et liv for sig selv og sin familie.
Efter at have hørt om denne film i så mange år og at robotmenneskets design direkte inspirerede George Lucas til C-3PO robotten i hans Star Wars univers, er det en fryd endelig at få den set og samtidig blive glædeligt overrasket over at den faktisk ER så god som det bliver sagt, endda bedre. Dette er bestemt en klassiker og en film som alle burde se.
Jeg vil give filmen 6 af 6 Thumbs-Up og flere hvis det var muligt.
Køb filmen på moviezoo.dk:

Maria: “We shall build a tower that will reach to the stars! Having conceived Babel, yet unable to build it themselves, they had thousands to build it for them. But those who toiled knew nothing of the dreams of those who planned. And the minds that planned the Tower of Babel cared nothing for the workers who built it. The hymns of praise of the few became the curses of the many – BABEL! BABEL! BABEL! – Between the mind that plans and the hands that build there must be a Mediator, and this must be the heart.”
Se traileren her:
Nye kommentarer