MoH: Dreams In The Witch-House (2005) DVD anmeldelse

Synops:
Walter ser frem til at fordybe sig i sine studier af interdimensionelle universer, da han lejer et loftsværelse i et gammelt hus i byen Arkham, New England. Men snart begynder et tilbagevendende mareridt, hvori et barn slås ihjel. Mens Walter kæmper med at skelne mellem virkelighed og fantasi, frygter han at hans studier har åbnet en port til et parallelt univers, hvor onde kræfter samles for at dræbe naboens barn. I sit forsøg på at forhindre drabet bliver Walter i tvivl om, hvorvidt han redder barnet eller egentlig er skyld i dets voldsomme død.
Anmeldt af: Carsten
Filmen er venligst stillet til rådighed af: Moviezoo.dk
Thumbs Up:

Handling:
Walter (Ezra Godden) har brug for et sted hvor han kan fordybe sig i sine studier om skæringspunkter og mulige dimensionsporte ud fra et matematisk standpunkt. Til hans held finder han et værelse til leje i det gamle hus med dets lettere mystiske beboere og vicevært og den unge enlige mor på første sal, som han ganske akavet begynder at blive tiltrukket af. Den gamle underbo advarer ham dog om mystiske hændelser og drømme der er forbundet med huset og det værelse Walter nu bor i. Hans studier bliver først interessante da hans udregninger og grafer af skæringspunkter viser sig at matche væggenes skæringspunkter i hans værelse, men så begynder drømmene og de bliver mere og mere skræmmende efterhånden som tiden går og han vågner op på mærkelige steder uden hukommelse om hvordan han er kommet dertil.

Onde kræfter i huset prøver langsomt på at tvinge ham til at gøre deres onde gerninger. Han kæmper imod, af et godt hjerte, men finder hurtigt ud af at han ikke er den første der er blevet indfanget af heksens magt til at udføre ubeskriveligt grusomme handlinger. Han erfarer hurtigt at naboens barn er i fare og prøver febrilsk at forhindre en mulig katastrofe, men ingen tror på ham.
Tekniske Detaljer:
Masters of Horrors Dreams In The Witch-House varer cirka 60 minutter og så er der også godt 60 minutter med ekstramateriale på DVD’en. Du kan vælge undertekster på Dansk. Filmen vises i 16:9 widescreenformat og lyden er Dolby Digital.

Ekstra Materiale:
Der er både trailers, interviews med skuespillerne og instruktøren og andre tilknyttet produktionen, samt nogle bag filmen sekvenser, der belyser forskellige aspekter af hvorfor og hvordan afsnittet blev lavet.
Trivia:
Grundstenen i instruktøren Stuart Gordons karriere lagde han med sin instruktion af kultgyseren “Re-Animator”. Herefter fulgte han gennem 80′erne og 90′erne op på succesen med blandt andet “Body Snatchers” fra 1993. Stuart Gorden har også selv skrevet manuskriptet, med hjælp fra Dennis Paoli, efter en korthistorie af H.P. Lovecraft, som også har Inspireret Stuart til Re-Animator filmene.

Gysergenrens største instruktører, fra USA, Asien og Europa, skrev historie, da de i 2005 gik sammen om projektet ‘Masters of Horror’. 13 gyserfilm fra 13 af genrens absolutte mestre. Masters Of Horror er en samling af film instrueret af Dario Argento, Joe Dante, John Carpenter, Lucky McKee, Stuart Gordon, Don Coscarelli, Mick Garris, John Landis, William Malone, Takashi Miike, Tobe Hooper, Larry Cohen og John McNaughton. Hver instruktør har bidraget med en film af 1 times varighed efter frit manuskript og egne visioner. Du kan læse mere om Masters of Horror på IMDb.com og MastersofHorror.net
Vurdering:
Stuart Gordon, ”Re-Animator”, har instrueret dette afsnit og formår at opbygge en rigtig grufuld stemning, mens han langsomt introducerer seeren for en verden udenfor den normalt accepterede, hvor hekse og andre væsner har magt over mennesker til at udføre deres ondsindede arbejde. Karaktererne og handlingen er ganske troværdigt bygget op og man sidder tilbage med en følelse af absolut forsvarsløshed der ikke sådan er til at ryste af sig.

I dette afsnit får man næsten mere information om karaktererne og deres individuelle motiver i Special Feature sekvenserne end i selve afsnittet, hvilket er med til at krydre oplevelsen endnu mere og gøre handlingen og karaktererne endnu mere nuancerede og interessante end før. Bestemt ikke en dårlig ting. Giver en helt anden oplevelse anden gang man ser afsnittet, når man er klar over de tanker og ideer der ligger bag.
Jeg vil give filmen 5 af 6 Thumbs-Up.
Køb filmen på moviezoo.dk:
Læs de andre anmeldelser fra Masters of Horror serien:
Chocolate
Cigarette Burns
Sick Girl
Se traileren her:
Nye kommentarer