NicheFilm.dk

Synops:
NYRESTAURERET Cinema Cut-version af filmen, 1941. ”Noget lignende er aldrig blev lavet tidligere – og vil aldrig blive lavet igen!”, skriver filmeksperten Scott Weinberg om 1941. Spielbergs mastodontfilm var så svimlende dyr, at det var nødvendigt med et unikt samarbejde mellem kæmpeselskaberne Universal og Columbia for at muliggøre projektet.

Anmeldt af: Carsten

Filmen er venligst stillet til rådighed af: Pan Vision

Thumbs Up:

Handling:
Det er midt i december måned, men ikke alt er julestemning, fryd og gammen. Der er en trykket følelse af frygt for invasion fra Japanerne, da det er en lille uge efter at de angreb Pearl Harbor. Paranoiaen står i fuldt flor og der skal næsten ingenting til før folk går i panik og frygter det værste. Hollywood bliver helt sikkert det næste mål og rygterne svirrer om formationer af Japanske Zero bombefly inde over land og ubåde ud for kysten med invasionsstyrker klar til angreb.

Midt i alt dette kaos øver den unge Wally (Bobby Di Cicco – Splash, The Philidelphia Experiment) sig med at danse, mens han arbejder på en lille restaurant, ejet af kammeratens far. Han vil gerne imponere den søde Betty (Dianne Kay), hvis far slet ikke synes om ham, da han havde ”lånt” hans bil uden at spørge om lov og lavede en bule. Men, det er svært at komme i nærheden af hende og endnu mere svært at komme til at danse med hende til det USO bal, hvor dansekonkurrencen skal afholdes, da det kun er for dem der har meldt sig til militærtjeneste.

Andetsteds prøver Major General Joseph Stilwell (Robert Stack) at mane til ro både hos befolkningen, men også indenfor egne rækker, da der er flere der ser japanere overalt og mistænker enhver for fjendevirksomhed. Han synes bestemt ikke at folk opfører sig eksemplarisk, men derimod at de er nogle ret så fjollede hystader. Men han er omgivet af soldater, der er rystet over snigangrebet og har let til at drage forhastede konklusioner, så han har et stort arbejde foran sig.

Det bliver ikke lettere af at en enlig pilot flyver USA tyndt i jagten efter en gruppe japanske fly, som han mistede kontakten til over Fresno. Ligesom så mange andre drager han den konklusion at de er på vej mod Hollywood for at gøre mere ravage på Amerikas selvværd og knække deres kampvilje totalt. Han er lidt af en karakter, en enlig ridder i luften med navnet kaptajn Wild Bill Kelso (John Belushi – Blues Brothers), som ynder at gnave på en cigar med vinduet rullet tilbage i rigtig cowboystil. Han finder dog et mål, men det er ikke ligefrem en japser, men derimod Kaptajn Loomis Birkhead (Tim Matheson – Sometimes They Come Back) der har taget den unge sekretær Donna Stratton med op at flyve, da hun er helt vild med fly og er let at score hvis man først får hende med op. Og de bliver jagtet af Kelso indover Hollywood, som er gået helt amok efter USO ballet, der endte i slagsmål mellem de forskellige militærenheder, hvor Wally havnede lige midt i det i et trekantsdrama mellem ham selv, Betty og så korporal Chuck ”Stretch” Sitarski, som er helt vild med hende. Da flyene, der er umulige at komme i kontakt med på radioen, da Birkheads fly ikke har en, så begynder at suse ind mod Hollywood lyder alarmen og alle går i alarmberedskab og venter det kommende angreb.

Der går ikke lang tid før der er kaos i gaderne, hvor alle bare skyder vildt op i luften, uden at vide om der er noget deroppe eller om de overhovedet rammer noget. Stilwell, der tog sig en kort pause fra kaosset til at se Dumpo, skynder sig ud på gaden, for at se om han kan få styr på soldaterne og få dem til at stoppe det meningsløse skyderi.

Men det er så lige det om det kaotiske tilstande i Hollywood, hvor ven skyder mod ven, blænder dem for den virkelige fare der lurer ved kysten, hvor en enlig japansk ubåd sejler rundt og hvis kaptajn overvejer at angribe et velegnet mål. Tyskeren, kaptajn Wolfgang von Kleinschmidt (Christopher Lee – Dracula, Lord of the Rings) der er med på ubåden, er af den opfattelse at de er nogle tumper, der skulle tage at sejle tilbage til Japan, før de ender med at sænke sig selv.

Hvad der ellers sker af kaotiske ting – om Wally vinder dansekonkurrencen, om de uheldige fly overlever og om japanerne bliver opdaget og stoppet inden de sender et knusende slag mod USAs selvværd og kampvilje og driver dem i knæ inden de når at gå ind i krigen – må I selv få lov at opleve. Mere skal ikke afsløres her.

Tekniske Detaljer:
Biografversionen vises i nyrestaureret anamorfisk widescreen – 2.35:1 – med Dolby Digital 2.0 Stereo lyd. Den varer 1 time og 54 minutter og er tekstet på dansk : svensk : norsk : finsk. Der er en lang dokumentar om tilblivelsen af filmen, der varer 1 time og 43 minutter. Director’s Cut versionen er ikke restaureret og heller ikke i anamorfisk. Den er grynet og lyden er ikke helt i top, hvilket er en skam, da det egentligt er en meget bedre film end bio-versionen. Men sådan er det jo tit. Det var ikke lige til at vurdere om den var længere eller kortere end bio-versionen, men er dog anbefalingsværdig over den anden, selv med disse mangler. Derudover er der på Dir Cut skiven også nogle slettede scener, tre originaltrailers, billedgalleri, plakatgalleri, trivia om filmen, biografier med Steven Spielberg, John Belushi og Dan Aykroyd, samt filmografier.

Trivia:
”1941” er indspillet i 1979. Instruktøren er Steven Spielberg og han havde årene forinden givet filmverdenen Jaws (1975) og Nærkontakt Af 3. Grad (1977). Disse blev så fulgt op af ”1941” i 1979, som skuffede fælt. Fadæsen blev dog hurtigt glemt da Spielberg siden bragte følgende film på banen. Blandt andet Indiana Jones 1: Raiders of the Lost Ark (1981), E.T.: The Extra-Terrestrial (1982), Indiana Jones 2: and the Temple of Doom (1984), The Color Purple (1985), Empire of the Sun (1987), Indiana Jones 3: and the Last Crusade (1989), Hook (1991), Jurassic Park (1993), Schindler’s List (1993), The Lost World: Jurassic Park (1997) Saving Private Ryan (1998), War of the Worlds (2005), München (2005) og senest Indiana Jones 4: and the Kingdom of the Crystal Skull (2008). Historie og Manuskriptforfatterne var Robert Zemeckis og Bob Gale, samt John Milius, der kun arbejdede på historien. Robert Zemeckis har blandt andet skrevet manuskripter til Back to the Future (1985), Back to the Future Part II (1989), Back to the Future Part III (1990), The Polar Express (2004) og A Christmas Carol (2009). Desuden har han også instrueret blandt andet Forrest Gump (1994), Contact (1997), Cast Away (2000) og Beowulf (2007). Bob Gale medvirkede også på manuskriptet til de tre ”Back To The Future” film.

Vurdering:
Den er fjollet, den er udover normalen, men ikke rigtigt på den gode måde. Det er vist ikke helt forkert at sige at det er en af Spielbergs dårligste film. Det føles ikke rigtigt som om der er noget formål med den. Den er så langt ude at man efterlades i en forvirret tilstand og undrer sig over hvad fanden det lige var man så. Den er ikke ligefrem autentisk – den er strikket sammen af nogle små episoder der skete i starten af ’42 til én stor sammenhængende begivenhed, gjort større og mere kaotisk og langt mere fjollet end de virkelige hændelser, alt sammen for at lave en farce over frygten og paranoiaen og den macho militærmand der kunne smadre hele verden, der fulgte i kølvandet på japanernes angreb, der sendte Amerika i chok.

Den er rodet. Der sker for meget. Den føles mere som de nye Star Wars film, der ikke rigtigt kan finde sin egen mening og årsag, men haster rundt fra den ene lille begivenhed til den anden og prøver at binde det hele sammen til en sammenhængende fortælling, men det er tydeligt at der ikke rigtigt har været en ordentlig styring af historien og hvad man egentligt havde lyst til at fortælle med den.

Det er også tydeligt at nogle af rollerne er blevet gjort meget større end de oprindeligt var tiltænkt, netop fordi at så ikoniske skuespillere blev hyret til at fylde dem ud. John Belushi er et af eksemplerne på en rolle, som egentligt ikke rigtigt bidrager ret meget til filmen, blev udvidet for rigtigt at udnytte hans komiske talenter, men det hele føles bare sådan lidt plat og ligegyldigt og er ikke rigtigt morsomt. En anden er Hollis Wood, som japanerne fanger og prøver på at overtale til at vise dem hvor Hollywood er. Det var også bare en lille rolle som blev større af at de hyrede Slim Pickens… og den især går helt ned til toilethumoren… og det er altså med til at hive det hele nedad.

Ikke fordi at resten egentligt er bedre. Dan Aykroyd, som ellers er ret morsom, falder også i fælden af infantil og plat humor, nærmest tegnefilmsagtigt, hvor han får et slag i hovedet og så egentligt bare begynder at te sig åndssvagt. Den eneste der egentlig var sjov, uden at det måske var meningen, var Christopher Lee og hans tørre, gnavne nazistrolle, som var træt af at være spærret inde med hvad han følte var inkompetente japanere, i en ubåd de havde erhvervet sig fra Tyskland, men som han mente var deres skyld at den var ved at falde fra hinanden. Der var intet plat i hans rolle, ingen toilet humor eller platte gimmicks… men alligevel var hans karakter sjov.

Man sidder lidt tilbage og tænker: hvad helvede tænkte Spielberg dog på, da han påtog sig at instruere denne film? Den er så langt fra hans normale kvalitet og man kan godt få følelsen af at han bare havde brug for at stresse af og bare lade snebolden rulle sig stor og voldsom og så først bagefter finde ud af at den egentligt ikke havde noget formål og så egentligt bare døde ud af sig selv. Der er i hvert fald meget skyderi, mange eksplosioner og folk der opfører sig som gedigne tumper.

Hvis du bare skal have den, så køb den for Director’s Cut versionen. Her får den 3 ud af 6.

Køb filmen på moviezoo.dk:

Se traileren her: