Alice In Wonderland (1999) DVD-film anmeldelse

Synops:
Historien om Alice, som falder i et kaninhul og havner i et eventyrland, er en hyldest til fantasien og har underholdt en hel verden siden 1865. 30 gange er bogen blevet filmatiseret, men det er først nu – takket være nutidens utrolige teknik – at man har kunnet gøre Lewis Carrols fantastiske figurer og omgivelser ret.
Anmeldt af: Thomas
Filmen er venligst stillet til rådighed af: NTC Film
Thumbs Up:

Handling:
Historien starter hjemme hos Alice (Tina Majorino). Hun bor i et stort flot hus, hvor hendes forældre i dag har inviteret en masse vigtige voksne gæster til te. Alice har lovet sine forældre at synge en sang for alle gæsterne, som hun for øvrigt ikke kender. Problemet er bare at hun egentlig ikke har lyst til at synge for gæsterne. Hun har sceneskræk. Hendes mor siger at det er okay hvis ikke hun vil synge for dem, men at alle gæsterne, far og mor inklusiv, vil blive meget skuffede, hvis hun vælger ikke at synge for dem. Det sidste Alice ønsker er at skuffe sin mor og far og hun står derfor midt i et stort dilemma.

Alice sniger sig til et kig ud af havedøren, på alle gæsterne, som hun aldrig tidligere har mødt. De sidder i haven og drikker te og spiser kager og sandwich. Hun beslutter sig for ikke at synge for dem og løber ud i haven og gemmer sig under et stort æbletræ. Inden længe sker der mystiske ting. Et stort æble falder ned fra træet, men det svæver og roterer og falder ikke straks til jorden. Snart ser Alice en stor talene kanin på størrelse med sig selv og beslutter sig for at følge efter den ned i et kaninhul. Kaninen har så travlt så travlt, så den venter ikke på Alice, der haster efter. Snart kommer hun til en lille dør som hun åbner og kommer ind i et rundt lokale, med en masse døre. Hun prøve at åbne dem alle, men de er alle låst. Pludselig ser hun en lille nøgle på et bord og åbner den mindste dør i lokalet. Der er en smuk have bag døren, men hun er for stor til at komme igennem døren. Herefter ser hun en flaske på bordet, hvorpå der står ”drik mig”. Hun drikker af flasken og pludselig bliver hun meget lille, og kan nu komme igennem døren, hvis altså hun stadig havde nøglen, som nu ligger oppe på bordet. Pludselig sidder hun på en dåse småkager. Chokoladestykkerne på kagerne danner ordet ”spis mig” og hun tager en stor bid af én af kagerne. Nu vokser hun pludselig, men bliver så stor at hun næsten ikke kan være inde i det runde rum mere.

Pludselig kommer kaninen tilbage og Alice begynder at græde og beder den om hjælp. Den har dog for travlt og skynder sig videre, men glemmer i farten sin vifte og sine hvide handsker. De hjælper Alice til at blive mindre igen og hun går nu igennem samme dør som kaninen. Hendes tårer har dannet en hel lille å, som hun svømmer afsted i. Her møder hun en mus/mand som også svømmer afsted. Han hjælper hende op af vandet. Han har også travlt for han skal holde tale. Hun følger efter og kommer ind i et lokale, der er fyldt med bøger så store som huse. Her kommer folk ud af bøgerne og kigger forundret på Alice. De opfører sig alle sammen meget sært. Talen er kedelig og de beslutter sig for at holde et handicapløb i stedet. Da Alice interesseret spørger hvad det er, er der ingen der sådan lige kan forklare det. Hun får at vide at det er nemmest at vise hende hvad det er. Herefter løber de skøre personer forvirret rundt og skubber og snyder så meget de kan. Det ender med at de alle sammen vinder og Alice må give dem sine bolcher i præmie. Herefter forsvinder de alle sammen ind i forskellige bøger. Hun er nu helt alene indtil Kaninen igen kommer forbi. Han har tabt sine handsker og sin vifte. Alice vil gerne hjælpe med at finde dem og åbner derfor en bog, der når den bliver slået op bliver til kaninens store hus.

Alice går ind i Hr. Kanins hus og finder hurtigt nye handsker og en ny vifte til ham, men der står også lige en flaske på hylden, som hun kommer til at drikke af, i håb om at blive lille igen. I stedet bliver hun nu så stor at hun ikke kan komme ud af huset og Kaninen ser udenfor en kæmpe arm stikke ud af sit vindue. Han får hjælpe fra sin gartner, der prøver at komme ind i huset via skorstenen, men lander på Alices sko, der sidder fast inden i skorstenen. Han bliver sparket ud igen og nu overvejer de i stedet at brænde huset ned til grunden. Det ender dog med at Alice får fat i en nød, der gør hende normal igen, så hun kan komme ud af huset igen.
Hendes eventyr bringer hende nu til et nyt hus, hvor der bor en baronesse. Hun har en baby der ligner en gris og en meget aggressiv kogekone, der vil have peber i alt maden. De behandler ikke Alice ret godt og da baronessen forlader huset for at tage ind til dronningen, beslutter Alice sig for at tage grisebabyen med sig. Hun ender en skov, hvor det viser sig at babyen faktisk er en gris og Alice slipper den derfor fri. Samtidig viser katten (Whoopi Goldberg) fra baronessens hus sig pludselig. Det er en kat der altid griner uanset hvad. Den forsvinder i den blå luft og dukker pludselig op igen med et stort smil. Den taler i tunger og er ikke rigtig til nogen hjælp. Den sender dog Alice i retning af nogle store svampe, hvor hun møder Major Caterpillar (Ben Kingsley), som forklarer hende at hvis hun spiser af den ene side af svampen, bliver hun stor og den anden side vil gøre hende mindre. Hun tager lidt af hver del af svampen med, så hun i fremtiden kan gøre sig enten større eller mindre efter behov. Hun vælger nu en ny sti i skoven.

Stien fører til et teselskab, hvor den skøre Hattemager (Martin Short) sidder til te med Hr. Syvsover og Hr. Hvalros (Peter Ustinov). De vil først ikke have flere gæster til teselskabet, selvom der er masser af frie pladser. Det ender dog med at Alice får lov til at sætte sig og høre på alle deres skøre historier, inden eventyret bringer hende videre til Hjerter Dronnings (Miranda Richardson) have, hvor der spilles kroket, med levende storke som køller og levende muldvarpe bliver brugt som kugler, imens dronningens tjenere må agere porte i kroketspillet.
Mange flere eventyrlige møder med sjove og ukendte personer venter Alice forude. Mon hun nogensinde kommer tilbage til hendes egen verden igen?
Tekniske Detaljer:
Alice In Wonderland fra år 1999 varer 130 minutter. Filmen vises i fullscreen formatet 1.33:1 og har et Engelsk Dolby Digital 2.0 Stereo lydspor. Underteksterne kan vælges på Dansk, Norsk, Finsk eller Svensk. Du skal blot være 7 år for at se filmen, da den er henvendt til børn og ikke er så uhyggelig. Ekstramaterialet på DVD’en består af tre skuespillerbiografier samt en trailer til filmen.
Trivia:
Alice I Eventyrland er navnet på eventyret her i Danmark. Internationalt kendes den som Alice In Wonderland og denne TV-film version er indspillet i 1999. Her cirka 10 år senere er der netop udgivet en ny version af Tim Burton, med Johnny Depp i en af hovedrollerne, som blev vist i 3D i biograferne. Eventyret er også lavet som ren 2D tegnefilm af Walt Disney i 1951 og blev Walt Disneys klassiker nummer 13. Denne version er instrueret af Engelske Nick Willing, som også har instrueret TV-miniserierne Tin Man (2007) og Alice (2009). Peter Barnes har skrevet manuskriptet efter Lewis Carrolls eventyr fra 1800-tallet. Peter Barnes har skrevet manuskripter siden 1959 men har først for nyligt fået travlt med at skrive manus til TV-film og mini-serier så som Merlin (1998), Noah’s Ark (1999), A Christmas Carol (1999) og Arabian Nights (2000).

Holdet af skuespillere består blandt andet af Tina Majorino, Whoopi Goldberg, Ben Kingsley, Miranda Richardson, Pete Postlethwaite, Martin Short og Gene Wilder. Tina er stadig ung men har allerede medvirket i blandt andet When a Man Loves a Woman (1994), Waterworld (1995), Napoleon Dynamite (2004) og TV-serierne Veronica Mars (2004-2007) og Big Love (2006-2010). Whoopi kender du nok fra Ghost (1990), Sisters Act (1992) og The Associate (1996). Ben Kingsley har medvirket i blandt andet Sneakers (1992), Schindler’s List (1993), Species (1995) og House of Sand and Fog (2003) .
Alice In Wonderland 1999 versionen vandt 4 Emmy priser i 1999 for ”Outstanding Costume Design for a Miniseries or a Movie”, ”Outstanding Makeup for a Miniseries, Movie or a Special”, Outstanding Music Composition for a Miniseries or a Movie (Dramatic Underscore)” og for ”Outstanding Special Visual Effects for a Miniseries or a Movie”. Desuden er der blevet brugt en del dukker fra Jim Hensons arsenal i filmen, samt masser af special-effects. Blandt andet blev der brugt 875 digitale VFX optagelser til hele filmen.
Vurdering:
Alice In Wonderland er et fantastisk eventyr. De fleste af os har nok hørt historien før, men denne TV-film udgave har været en af de mere nævneværdige tolkninger i det sidste årti. Special-effects og brug af dukker og animation løftede historien op på et helt nyt niveu, i forhold til hvad man tidligere havde oplevet. Et Cast af gode skuespillere og masser af gåpå mod sikrede filmen hele 4 Emmy priser, hvilket er noget af et kvalitetsstempel. Nu har jeg ikke set Tim Burtons nye kritikerroste version endnu, men det er ti år senere og Burton er kendt for at være en sand mester når det kommer til Animation og special-effekter, så det kan godt være at den vil byde 1999 udgave op til dans. Der er dog stadig tale om en produktion til TV publikum og en produktion til biografgængere, så det er klart nok at der er forskel på filmene, da der også har været forskel på budgetterne.

Historien har de fleste af os hørt før og om man helst vil læse Lewis Carrolls eventyr, se Disneys tegnefilm, Tim Burton nyeste tolkning i 3D eller Nick Willings bud fra 1999, er jo op til hver enkelt læser. Jeg var underholdt, selvom jeg måske nok vil mene, at man sagtens kunne have holdt filmen på under 2 timer, uden det havde gjort noget. Det blev lidt langsommeligt hen mod slutningen, men filmen endte selvfølgelig lykkeligt, som et rigtigt eventyr gør. Nick Willing følger konceptet for eventyr til punkt og prikke. Vores hovedperson starter i hjemmets sikre trygge rammer og tager på en rejse, med mange farer og nye indtryk, for til slut at vende hjem et forandret menneske. Filmen har mange små gode råd til seeren, f.eks da vi møder den hvide ridder, som konstant falder af sin hest. Han konstaterer blot ”Op på hesten igen – øvelse gør mester”, et godt lille råd til alle børn, der skal lære mange ting i løbet af deres opvækst, om det er at lære at cykle eller lære at regne i skolen. Alice I Eventyrland kan klart anbefales herfra, til alle forældre, der vil vise deres børn et godt og ikke alt for uhyggeligt eventyr.
Jeg vil give filmen 4½ af 6 Thumbs-Up.
Køb filmen på moviezoo.dk:
Se traileren her:

Nye kommentarer