Hjem > Anmeldelse, DVD > Departures (2008) DVD-film anmeldelse

Departures (2008) DVD-film anmeldelse


Departures / Okuribito 2008

Synops:
Daigo Kobayashi er cellist i et orkester, der lige er blevet opløst. Sammen med sin kone forlader han Tokyo for at rejse til sin fødeby, hvor hans afdøde mor har efterladt ham et hus. Nærmest ved en fejltagelse får Daigo en ny stilling som bedemand. Mens hans kone og venner ikke har meget respekt for hans nye karrierevej, så begynder Daigo selv at gå mere og mere op i arbejdet og perfektionere ritualerne til det yderste!

Anmeldt af: Thomas

Filmen er venligst stillet til rådighed af: NTC Film

Thumbs Up:

Thumbs Up!!!

Handling:
Filmen handler om Daigo Kobayashi (Masahiro Motoki), som er cellist i et stort orkester i Tokyo, Japan. Efter en stor koncert sidder Daigo og snakker med én af kollegaerne, om hvor lidt tilskuere der var til koncerten. Pludselig kommer ejeren af orkesteret ind. Han overbringer den sørgelige nyhed at han med øjeblikkelig virkning har lukket orkesteret. Hvad skal Daigo nu gøre. Da han kommer nedslået hjem må han fortælle sin kone Mika (Ryoko Hirosue), at han er blevet fyret. Først tager hun det meget roligt, da hun med hendes job, sagtens kan betale af på et lån på 1 million yen (cirka DKR. 50.000), som Daigo har fortalt hende at Celloen kostede. Hvad han lige kom til at lyve om, var at han faktisk gav noget mere for den…

Departures / Okuribito 2008

Daigo beslutter sig for at give afkald på Celloen, som han hele sit liv har været opdraget til at spille på. Hans drøm var at rejse Verden rundt med sin kone og spille koncerter. Han har dog ikke helt selvtilliden til at gå efter et nyt job, i et andet orkester. Han sælger istedet Celloen til en musikbutik og får overtalt sin kone, til at rejse tilbage til den by han boede i som barn. Hans far forlod familien imens Daigo stadig var dreng. Hans mor blev boende i den lille by og døde for et par år siden. Huset står nu tomt, og venter på Daigo.

Konen Mika, der arbejder som freelance webdesigner, tager det hele med et smil og rejser ubekymret med Daigo tilbage til den lille by. Huset er hyggeligt og hun har ikke brug for at være et bestemt sted, for at kunne udføre sit arbejde. Imens hun bliver hjemme i huset, drager Daigo ud for at finde sig et nyt job. Han læser om et job i den lokale avis og får en jobsamtale i stand. Da han kommer ind til samtalen med Chefen Ikuei Sasaki (Tsutomu Yamazaki), bliver han nærmest ansat med det samme og bliver tilbudt så stor en løn, at han ikke kan sige nej. Lidt for sent opdager han hvad jobbet egentlig går ud på.

Departures / Okuribito 2008

Han skal arbejde som en ‘Nokanshi’, som er den person, der gør døde mennesker klar, til at blive lagt i kisten, inden de skal brændes. Det er den normale procedure i Japan. Jobbet betragtes som noget af det laveste man kan lave i Japan. Det er meget tabu-belagt og Daigo ved godt det er noget skidt han har rodet sig ud i. Han tør ikke fortælle Mika om jobbet og glider derfor hurtigt af på hendes spørgsmål om jobbet, da han kommer hjem første dag.

Anden dag på jobbet bliver han sendt hen til et teater for at møde Sasako, som er ved at optage en undervisnings-video, om hvordan ceremonien med at klargøre de døde foregår. Daigo bliver testperson i videoen og bliver udsat for hele ritualet, imens han spiller død. Da hans chef kommer til at skære ham under barberingen, bliver han dog ret gal og forskrækket. Han får dog beroliget ham igen og han må hjem og fortælle endnu en løgn til sin kone, om hvordan han har fået et snitsår på kinden.

Departures / Okuribito 2008

Da Daigo endelig kommer med ud til den første ceremoni, er liget selvfølgelig en gammel dame, som har ligget død 14 dage, uden nogen har fattet mistanke. Hun er ved at gå i forrådnelse. Hun lugter helt forfærdeligt og Daigo er ved at kaste op flere gange. Hans chef, som er noget mere hårdfør beder ham tage sig sammen og de får da også klargjort dette lig. Efter dagens hårde arbejde går det op for Daigo at han stinker ret meget af død, da han sidder i sine egne tanker i bussen på vej hjem. Han går derfor ind i et lokalt badehus, og bliver gjort rent. Her møder han en gammel kammerat, hvis mor ejer stedet. Moderen praler med Daigos job som cellist, og spørger hendes egen søn, hvorfor han ikke tager sig sammen og bliver til noget ligesom Daigo. Daigo smiler selvfølgelig blot og tør ikke fortælle at han er flyttet tilbage til byen og har fået job ‘Nokanshi’.

Efterhånden begynder Daigo at finde sig godt til rette med sit job. Vennen opdager godt nok hvad han laver, og vil derfor ikke længere snakke med ham. Han begynder dog at indse at der er et behov for at udføre dette job og at de afdødes familier er ret glade for det arbejde han er med til udføre, selvom de stadig ser ned på professionen. Daigo begynder også at tænke mere over livet og begynder så småt at spille Cello igen. En nat da han sniger sig ud til et pludseligt dødsfald, får konen Mika dog mistankte til hvad han går og laver og da hun finder videoen, men Daigo, der bliver “forberedt” som én død person, får hun nok. Hun konfronterer ham med jobbet og kræver at han stopper. Da han ikke kan få sig selv til at sige jobbet op til chefen, beslutter Mika sig for at rejse væk. Mon hun vender tilbage eller er deres veje skiltes for evigt, på grund af Daigos noget specielle job?

Departures / Okuribito 2008

Tekniske Detaljer:
Departures varer 125 minutter. Filmen vises i widescreenformatet 1.85:1 (16:9) og har et Japansk Dolby Digital 2.0 Stereo lydspor. Underteksterne kan kun vælges på Dansk. Filmen er tilladt for alle. Det anbefales dog at du er over 7 år når du ser filmen.

Trivia:
Departures hedder originalt Okuribito. Filmen er Japansk og indspillet i 2008 i Japan. Instruktøren bag filmen hedder Yôjirô Takita og er født i 1955. Hans første film blev lavet i 1981 og hed Chikan onna kyôshi (1981). Siden da er det blevet til over 40 film som instruktør. Senest har Takita lavet Tsurikichi Sanpei aka “Sanpei the Fisher Boy” (2009), og har også stået bag blandt andet Batterî aka “The Battery” (2007), Ashura-jô no hitomi aka “Blood Gets in Your Eyes (2005), Mibu gishi den aka “When the Last Sword Is Drawn (2003), som vandt Bedste Film kategorien på ”Awards of the Japanese Academy” i 2004. I 2001 lavede han special effect fantasy filmene ”The Ying Yang Master” og Nettai rakuen kurabu aka “The Tropical People blev lavet i 1994. Yôjirô Takita vandt i 2009 en Oscar med ”Departures” for den Bedste Udenlandske Film. Yderligere har filmen vundet 32 andre filmpriser, blandt andet hele 10 priser ved ”Awards of the Japanese Academy”, som er det Japanske svar på Oscar-uddelingen. Manuskriptet er skrevet af Kundo Koyama, som tidligere har arbejdet med manuskripter til en Japansk TV-serie i 1990erne. Han har efter Departures skrevet manuskript til det Japanske drama Sunô purinsu: Kinjirareta koi no merodi aka “Snow Prince” (2009).

Departures / Okuribito 2008

Hovedpersonen Daigo Kobayashi spilles af skuespilleren Masahiro Motoki. Han har tidligere medvirket i og vundet filmpriser for, filmene Asobi no jikan wa owaranai (1991), Shiko funjatta (1992), Last Song (1993) og Chûgoku no chôjin (1998). Daigos kone Mika Kobayashi spilles af Ryoko Hirosue, som blandt andet også har medvirket i Himitsu aka “Secret” (1999), Renai shashin aka “College of Our Lives” (2003), Viyon no tsuma aka “Villon’s Wife” (2009) og Zero no shôten aka “Zero Focus” (2009).

Den Japanske titel ”Okuribito” betyder frit oversat ”at sende folk [væk/afsted]” (som i: person der sender) – men ordet bruges normaltvis ikke på Japansk.

Departures / Okuribito 2008

Vurdering:
Departures er en rigtig god og tankevækkende film. Kulturen med dødsfald og døde personer er helt anderledes i Japan, end vi kender det her i Danmark. Jobbet som ‘Nokanshi’ er ikke velset i Japan og derfor bliver filmen jo lidt af et tabu, når den tager fat på et sådant emne, som så mange Japanere ser ned på og helst ikke taler om.

Filmen handler også om familie. Både Daigo og Mika som en lille familie, men også om Daigos egen familie, fra da han var dreng og blev forladt alene med sin mor, som måtte stå for hans opdragelse. Han blev tidligt manden i huset og måtte ikke vise svaghed og tårer. Han græd ofte når han var alene, men aldrig foran sin mor. Han forstod ikke hvorfor hans far forlod familien, og voksede op med et had til sin far, som han senere bliver konfronteret med. Filmen blander også god humor ind i historien og den er ikke så “død-seriøs” som man måske kunne forvente, emnet taget i betragtning.

Departures / Okuribito 2008

Departures er en rigtig god drama-komedie film der giver dig noget at tænke over. Den er med garanti ikke som de andre film du plejer at se og som man siger: ”forandring fryder”. I hvert fald i denne films tilfælde. Desuden er der yderst smukke billeder fra det naturrige Japan, samt dejlig og smukt klassisk cellomusik. Det er velfortjent at filmen vandt en Oscar, samt alle de mange andre filmpriser, den har vundet. Helt sikkert et kig værd og en oplevelse til sindet.

Jeg vil give filmen 5 af 6 Thumbs-Up.

Køb filmen på moviezoo.dk:

Vind filmen på nichefilm.dk:

Se traileren her:

Departures / Okuribito 2008

VN:F [1.9.13_1145]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
VN:F [1.9.13_1145]
Rating: 0 (from 0 votes)



Spam Protection by WP-SpamFree


Privacy Policy