Dragnet – Benhårde Strømere (1987) DVD-film anmeldelse

Synops:
Joe Friday er en samvittighedsfuld betjent, som følger reglementet til punkt og prikke. Hans makker, den sprælske Pep Streebek, er retfærdighedens forkæmper i kampen mod et indviklet samarbejde mellem byens pornomiljø og religionsbusiness. Disse to kapitalstærke interesser har udtænkt en snedig plan: narko og porno skal malke den ene halvdel af byens indbyggere for penge, mens den anden religiøse halvdel bliver malket ved indsamlinger til at bekæmpe fordærvet.
Anmeldt af: Carsten
Filmen er venligst stillet til rådighed af: NTC Film
Thumbs Up:

Handling:
Regelrytteren Joe Friday (Dan Aykroyd – Ghost Busters, Blues Brothers) lever i sin onkels skygge som betjent hos LAPD. Hans nye makker, Pep Streebeck (Tom Hanks – Splash, Cast Away) er hans diametrale modsætning i næsten alt – udseende, livsstil, mangel på respekt for regler og reglement, men da det ikke kan være anderledes, så bliver de nød til at arbejde sammen for at opklare nogle tyverier, så som forsvundne magaziner tilhørende pornomogulen Jerry Ceasar, samt en enorm slange, en flagermus og en løvemanke fra zoologisk have. Derudover er der forsvundet kemikalier der kan mikses til en dødelig gas og der er en stigning af biltyverier, men Joe og Pep fik deres civile politibil stjålet før de blev klar over den kendsgerning, så de må tage sig til takke med at køre rundt i en gammel Ford Escort.

En del af pornobladbeholdningen brændte op under tyveriet, der blev orkestreret af en gruppe der kalder sig selv for P.A.G.A.N., som går ind for dårlig sex og stoffer, og som har set sig sure på Jerry Ceasar, fordi han ikke ville trykke deres manifest i sit blad og det er så deres måde at straffe ham på ved at stjæle hele 25 år jubilæumsoplaget. Joe ser selvfølgelig kun det afskyvækkende og uanstændige ved Jerry’s profession og de mange bikiniklædte babes som holder til ved hans palæ, men Pep er i syvende himmel og kender næsten hver eneste af de mange smukke kvinder de møder.

Opfølgningen på et tyveri af en brudekjole fører de to betjente til Emil Muzz, der udover brudekjolen også skylder husleje, og ved gennemrodningen af hans personlige ejendele havde udlejeren fundet en bunke P.A.G.A.N. kort og dermed tilkaldt politiet. De finder hurtigt ud af at han arbejder som chauffør for Jerry Ceasar, men da de finder frem til ham flygter han fra dem og de tvinges ud i en vild biljagt gennem Los Angeles, hvor de rammer enhver tænkelig forhindring indtil han til sidst fanges af et livreddertårn og anholdes for adskillige overtrædelser.
Han er ikke meget for at snakke, men Pep har sine metoder til at få ham til spytte ud med hvad han ved, mens Joe henter kaffe og en Snickers bar, som den gode betjent han nu er, da han jo bad om det. Og hver gang han nægter at fortælle mere foreslår Joe at hente andre ting og efterlade Emil alene med Pep.

De to går derpå undercover til et planlagt P.A.G.A.N. møde, hvor de mødes af en stor skare af byens kriminelle miljø og størstedelen af de tyvstjålne artefakter, men det er ikke det hele. De store bannere, podiet og gedemaskerne er en del af en okkult ceremoni, hvor ypperstepræsten hidkalder alskens ukristelige guder, mens han fremviser flagermusen og løvemanken, inden det ender med at en ung kvinde ofres ved at blive smidt ned i et stort bassin, hvor den store slange venter på at blive fodret. Der er ingen tid at spilde, så de to betjente hopper i efter hende og kæmper bravt for at redde hende og det er da også lige med nød og næppe at de slipper væk. I stedet for at tilkalde assistance, vælger Joe at køre den unge jomfru Connie Swail (Alexandra Paul – Baywatch) hjem og først derefter forelægger de hele forløbet til den mistroiske politiinspektør (Harry Morgan – M*A*S*H*). De får overbevist inspektøren og den kvindelige kommissær til at tage med ud og beskue
stedet, men da de kommer derud er alle beviser for at der foregik et stort arrangement helt væk og det får dem til at fremstå som useriøse. Problemet bliver ikke bedre da Joe senere, hvor han har inviteret sin bedstemor ud at spise på hendes fødselsdag og samtidig har inviteret Connie Swail og Pep der bare trænger sig på, anholder den fromme tv-prædikant Jonathan Whirley, da Connie udpegede ham som ypperstepræsten til P.A.G.A.N. mødet. De manglende beviser og det at han spiser til middag sammen med politiinspektøren og kommissæren, samt de tidligere fiaskoer, gør hende så arrig at hun suspenderer ham øjeblikkeligt og Pep forbydes at fortsætte efterforskningen af præsten.

Det ser sort ud for dem og muligheden for at løse sagen og det er et stort knæk for Joe Friday, da politilivet var alt for ham. Men der er større ting i gære end bare små tyverier og sære sekter og selvom det piner Pep Streebeck, så bliver han nød til at følge reglerne, hvilket strider imod hele hans væsen, og samtidig er Joe Friday ganske langsomt ved at bløde lidt op og finde ud af at der er mere i livet end reglementer. Om de løser opgaven og finder ud af hvad der foregår må I selv få lov at se.
Tekniske Detaljer:
Filmen vises i widescreen formatet 1.85:1 med engelsk Stereo 2.0 lyd og varer 1 time og 41 minutter. Man kan vælge at se filmen med dansk : svensk : norsk : finsk undertekst. Du skal blot være 11 år gammel for at leve op til censuren på denne film. Der er ingen ekstramateriale på DVD-skiven.
Trivia:
Dragnet (Benhårde Strømere) er instrueret af Tom Mankiewicz, der efter udgivelsen af dragnet kun har instrueret yderligere tre film, hvoraf Delirious (1991) er én af dem. Til gengæld har han været manuskriptforfatter på blandt andet Diamonds Are Forever (1971), Live and Let Die (1973), The Man with the Golden Gun (1974), Superman (1978), Superman II (1980) og Ladyhawke (1985). Manuskriptet til Dragnet er skrevet af Dan Aykroyd, Alan Zweibel og Tom Mankiewicz, selvfølgelig baseret på radioshowet og TV-serien af Jack Webb, som blev vist i 1951. Jack Webb instruerede også den originale Dragnet film i 1954. I 1967 udkom TV-serien ”Dragnet 1967” så og i 1989 udkom der endnu en TV-serie kaldet ”The New Dragnet”.

Vurdering:
Hmm… sjovt. Jeg husker den som værende noget sjovere. Den er en lille smule plat, men den følger den gængse politifilmskabelon, hvor alt går galt og de modige betjente afholdes fra at løse gåden af deres chefer og tvinges til at gå lidt udenfor reglementet for at knække sagen og fange forbryderen. Det er lige det om de to modstridende personligheder, Pep og Joe, kan finde en gylden middelvej i deres måde at være betjente på til at arbejde sammen. Pep er som den legesyge snothvalp med tungen ud af halsen efter alting og alle de fristende kvinder, mens Joe er den gnavne, punktlige og gravalvorlige vagthund, der ikke viger fra sin post. Hvordan kan det dog gå godt?
Det er svært at skrive om de sjove ting i filmen, da det lyder mere plat og kedeligt når man skriver det, end det faktisk er i filmen. Selvom karaktererne er karikaturer, så er de alligevel ikke så ekstreme at det bliver plat. Dan Aykroyd er så firkantet en karakter og hele hans skuespil er simpelthen perfekt som regelrytter, som går til ekstremerne og irriterer alle omkring sig, for selvom politiet er hans liv og han er en god og punktlig betjent, så har han alligevel ikke forstået det at være betjent og i det hele taget, det at være i live. Selvom han føler afsky for Tom Hanks’ karakter til at begynde med, så er det alligevel lige det der skal til for at få ham til at rykke ved hans selvoptagethed og glorificering af reglerne og gør at han vågner op og tør leve livet, da han endelig støder ind i Connie Swail.

Filmen er en spoof på tv-serien fra halvtredserne og tredserne, men er også en slags efterfølger, da karakteren Bill Gannon, der dengang var betjent, er politiinspektøren i denne version. Har ikke selv set serien, men hører at den måske er en smule mere seriøs end Aykroyd og Hanks versionen, men det er en sjov ting at finde de små detaljer der binder de forskellige inkarnationer sammen.
Hvis man godt kan lide politiskolen filmene, så er den her i hvert fald værd at se. Der er knap så mange *gags* med i Dragnet, men den er slet ikke kedelig. Det er ikke Tom Hanks’ bedste film, men han har da også lavet værre. Den er sjov, hyggelig, lidt fjollet og kan sagtens anbefales til en god film aften, hvor man har lyst til at grine og have det godt.
Jeg vil give filmen 4 af 6 Thumbs-Up.
Køb filmen på moviezoo.dk:
Se traileren her:

Nye kommentarer