Hjem > Anmeldelse, Biograf > Eclipse (2010) Biograf-film anmeldelse

Eclipse (2010) Biograf-film anmeldelse


Twilight Sagaen: Eclipse / Formørkelse 2010

Synops:
I ‘The Twilight Saga: Eclipse’ er Kristen Stewart og Robert Pattison igen tilbage som Bella Swan og Edward Cullen i seriens tredje film. Bella finder sig endnu engang i yderste livsfare, da Seattle rystes af en række brutale mord og en iskold vampyr fortsætter sin ustoppelige søgen efter hævn. Præcis mens Bella er allermest presset, tvinger omstændighederne hende til at vælge mellem sin kærlighed til Edward og venskabet med Jacob, vel vidende, at hendes valg kan blive den gnist, der antænder den skrøbelige våbenhvile mellem vampyrer og varulve. Eksamenstiden i hendes gamle verden nærmer sig samtidig hastigt og truende, og Bella konfronteres nu med sit livs vigtigste beslutning: Skal hun bare forsøge at leve videre; eller vil hun leve for evigt?

Anmeldt af: Thomas

Filmen er venligst stillet til rådighed af: NicheFilm.dk

Charlie Swan: What’s going on?
Jacob Black:
I kissed Bella.
[pause]
Jacob Black: And she broke her hand.
[pause]
Jacob Black: Punching my face.
[pause]
Jacob Black: It was a complete misunderstanding.

Thumbs Up:

Thumbs Up!!!

Handling:
Filmen starter en mørk og regnfyldt aften i Seattle. Riley (Xavier Samuel) bliver jagtet af et eller andet i mørket. Det bevæger sig så hurtigt at han ikke kan se hvad det er. Først bliver han skubbet omkuld. Da han kommer på benene igen bliver hans taske revet ud af hånden på ham. Han tror ikke sine egne øjne, for hver gang han bliver angrebet, når han ikke at se hvem der jagter ham. Han hører mystiske lyde og er meget skræmt. Han beslutter sig for at tage benene på nakken og løbe for livet. Desværre standser han op da han når kanten af havnebassinet. Det mørke vand er ikke tiltalende. Med ét bliver han bidt i sin hånd og når igen ikke at se hvad der angreb ham. Få sekunder senere falder han om i smerter og kramperne går igennem hans krop. Vampyren Victoria (Bryce Dallas Howard) har fået ram på ham og han bliver dermed den første soldat, i hendes hær af nyskabte vampyrer.

Twilight Sagaen: Eclipse / Formørkelse 2010

Tilbage i Forks lever Bella (Kristen Stewart) i nuet og er dybt forelsket i vampyren Edward (Robert Pattinson). Varulven Jacob (Taylor Lautner) er som forsvundet fra hendes erindring. Hendes far, politimanden Charlie Swan (Billy Burke), har dog ikke glemt, at Bella rejste til Italien (i slutningen af film nummer 2), uden at få lov af ham. Hun har lidt svært ved at fortælle sin far at det var for at redde Edwards liv, så Bella må acceptere faderens milde stuearrest, der kræver at hun er hjemme hver eftermiddag kl fire. Hende og Edward ligger ellers lige så godt på engen, som er deres hemmelige romantiske mødested, midt inde i Forks store skove. Det forelskede par snakker om fremtiden. Bella vil gerne have at Edward forvandler hende til en vampyr. Edward vil gerne have at hun vil gifte sig med ham først, hvilket hun ikke er helt klar på eftersom, hendes mor og far, blev gift i en ung alder og siden gik fra hinanden og blev skilt. Bella vil dog gerne tage forskud på ægteskabets glæder og have sex med Edward, men han er meget gammeldags og vil giftes først. Desuden er han bange for at elske med hende, imens hun stadig er et skrøbeligt menneske. Dilemmaet finder de ikke sådan lige en løsning på, da klokken nærmer sige fire og Bella skal være hjemme. De aftaler dog at Bella, snart skal laves til en Vampyr, da Volturi-klanen helt sikkert vil kontrollere om Cullen-familien overholder den aftale de lavede i Italien, om at Bella fik lov til at leve, hvis Edward lovede at gøre hende til vampyr, snarest!

Twilight Sagaen: Eclipse / Formørkelse 2010

Hjemme ved Charlie får hun noget overraskende opløst sin stuearrest, hvis blot hun vil love ham, at hun vil besøge nogle af sine andre venner ind i mellem, i stedet for blot at være sammen med Edward hele tiden. Da Edward hører den gode nyhed, minder han Bella om at hun har flybilletter, der snarest muligt skal bruges. Hun fik dem i gave sidste år og deres udløbsdato nærmer sig. Han har en lille plan om at få Bella ud af byen, så de andre vampyrer i Cullen-familien, plus alle vareulvene kan bruge weekenden på at jagte vampyren Victoria, som stadig er efter Bella, da hun var årsagen til at Victorias kæreste James, blev slået ihjel af Edward, i den første Twilight film. Bella ligger sin egen mening i Edwards forslag og tror han ønsker hun skal besøge sin mor i Florida hurtigst muligt, da han vil gøre hende til vampyr, efter at hendes High-School eksamener er overstået. Hun føler det er på tide at blive gode venner med Jacob igen, da hun indser hun måske ikke har ret lang tid til at dyrke sit venskab med ham, før hun bliver omdannet til vampyr. Hun beslutter sig for at besøge Jacob om aftenen, men det besøg bliver hurtigt spoleret af at hendes gamle bil ikke vil starte.

Twilight Sagaen: Eclipse / Formørkelse 2010

Edward tager med Bella til Florida og besøger hendes mor. De har en lille dækhistorie om at Bella vil søge ind på College i Alaska, da hun i så fald ikke behøver at besøge sin familie hele tiden, hvilket jo kan være lidt svært, efter hun er blevet en vampyr. Moderen Renee (Sarah Clarke) håber dog forgæves på at Bella vil komme til Florida og gå i College der, men hun forstår også godt at Bella gerne vil gå på College, samme sted som Edward.

Da Bella og Edward vender tilbage fra weekenden i Florida, møder de Jacob foran deres High-School og straks finder Jacob en yderst provokerende attitude frem overfor Edward. Han stiller desuden Edward i dårligt lys, ved at fortælle Bella om den virkelige årsag til at Edward gerne ville have hende væk i weekenden, så de andre vampyrer i familien, samt varulvene, kunne jage Victoria i skoven, uden at bekymre sig om hvor Bella befandt sig. Bella hopper derefter bagpå Jacobs crosser og kører væk med ham. De finder hurtigt deres gamle venskab igen og Bella er glad for at møde alle de andre ”venner”, som ind i mellem gemmer sig i de forskellige varulvekroppe. Da Bella kommer tilbage venter Edward på hende og har været noget så bekymret. Endnu mere bekymret bliver han dog, da han opsnuser færten af en anden vampyr, der har været i Bella og hendes fars hus. Dette skaber først panik, men efter samråd med Cullen-familien finder de ud af at alle de mord og forsvundne personer, som i øjeblikket sker i Seattle, skyldes at nogen er ved at lave en hær af nyfødte vampyrer. Hurtigt kan de godt regne ud at det nok er Cullen-familien hæren er efter, da de er de eneste vampyrer i nærheden af Seattle. Alice Cullen (Ashley Greene) er god til at se fremtiden og begynder at få nogle syner, men en forbindelse til Victoria, kan hun ikke lige umiddelbart spotte.

Twilight Sagaen: Eclipse / Formørkelse 2010

Edward vil gøre alt for at gøre Bella glad og indvilliger derfor i at hun må bruge noget af sin fritid sammen med ham. Hun bliver blandt andet taget med til et Quileute møde, der normalt er yderst hemmeligt, men Jacob mener at hun er en del af stammen, og sammen med de nyeste medlemmer af varulvene, Seth (BooBoo Stewart) og Leah (Julia Jones), skal høre historien om ”De Kolde” og om Quileute forfædrene, der i kampen imod de første vampyrer udviklede sig til varulve, for at kunne beskytte deres stamme og naturen, imod disse overnaturlige ”kolde” dræbere. Jacob prøver at overbevise Bella om at hun burde droppe Edward og blive kærester med ham i stedet. Det ender i et stjålet kys fra Jacob, hvorefter Bella langer ham en lige højre, med det resultat at hun forstuver sin hånd. Jacob kører hende hjem og her venter Edward. Rasende. Det er lige før at de to bejlere flyver i totterne af hinanden, men heldigvis kommer Charlie ud og stopper den ventende kamp. Bella er også sur og siger de to kamphaner skal betragte hende som Schweitz. Hun er neutral og vil ikke have at de skændes over hende. De to finder dog også fælles grund, da Jacob undskylder og Alice får et syn om at hæren vil angribe Cullen-familien, samt Bella, hvis trøje Riley har sneget sig ind på hendes værelse og stjålet. Nu giver det hele pludselig mening og Jacob, samt de andre varulve erklærer deres troskab til den vegetariske vampyr-familie og lover at hjælpe dem i kampen imod Victorias hær af nyfødte vampyrer, hvis lyst til at dræbe, er langt større, end ældre og mere erfarne vampyrer.

Twilight Sagaen: Eclipse / Formørkelse 2010

Hvad der videre sker og om Bella mon bliver forvandlet til en vampyr af Edward, eller vælger et liv med varulven Jacob, skal vi ikke afsløre her. Du må en tur i biffen eller læse den tredje bog, hvis du vil vide mere.

Tekniske Detaljer:
Twilight Sagaens tredje film Formørkelse / Eclipse varer 125 minutter. Filmen vises i widescreenformatet 2.40:1 og har et Engelsk Dolby Digital 5.1 Surround Sound lydspor. Underteksterne vises i biografen på dansk og vil kunne vælges på Dansk,Svensk, Norsk eller Finsk, når filmen udgives på DVD og Blu-Ray af Nordisk Film. Du skal blot være 11 år for at se filmen, da den indeholder langt mere romantik, end blod og afbidte lemmer. Hvilket ekstramateriale der kommer på DVD og Blu-Ray må vi afvente og se, imens vi venter kan du se en masse clip og featuretter på TrailerAddict.com. Traileren kan du dog se nederst i anmeldelsen. Husk at du ved at tilmelde din email, kan overvåge udgivelsen af filmen, på DVD og Blu-Ray, på moviezoo.dk

Trivia:
Twilight Sagaens 3. film Eclipse kaldes på dansk Formørkelse. Filmen er denne gang instrueret af engelske David Slade, som du måske kan genkende som instruktøren fra Hard Candy (2005) og 30 Days of Night (2007). Catherine Hardwicke instruerede den første film og Chris Weitz den anden. Chris havde simpelthen så travlt med at få New Moon færdig til tiden, at han sagde nej tak til at stå for denne tredje film også. Man overvejede både Paul Weitz og Drew Barrymore som instruktør, før valget faldte på David. Heldigvis er manuskriptet til alle filmene blevet skrevet af den samme forfatter, nemlig Melissa Rosenberg, der også er kendt fra TV-serierne Dexter og The O.C. Den sidste bog i serien Breaking Dawn / Daggry vil blive instrueret af instruktøren Bill Condon, kendt som instruktør fra Kinsey (2004) og Dreamgirls (2006), samt manusforfatter på Chicago (2002). Som det ser ud i øjeblikket vil filmen blive udgivet som to separate film, som vi kender det fra den sidste Harry Potter bog også. Del 1 udgives i 2011 og Del 2 kommer i 2012.

Twilight Sagaen: Eclipse / Formørkelse 2010

Hovedrolleindehaveren Kristen Stewart (Bella) måtte faktisk bære paryk under optagelserne til denne film, da hun klippede sit hår kort til filmen The Runaways (2010). Jackson Rathbones (Jasper) favoritskuespiller er Bryce Dallas Howard, kendt fra The Village (2004), Manderlay (2005), Lady in the Water (2006), Spider-Man 3 (2007) og Terminator Salvation (2009). Hun som spiller rollen som Victoria i denne film, men i de første to film i serien spilledes rollen af Rachelle Lefevre, der blandt andet tidligere har medvirket i Noel (2004).

Skuespillerne i denne film er mange, eftersom vi i denne tredje historie er ved at kende en del forskellige karakterer. Vi prøver lige at dele dem lidt op herunder.

Bellas familie:
Kristen Stewart spiller Bella Swan, hvis mor hedder Renee (Sarah Clarke) og far hedder Charlie Swan (Billy Burke).

Twilight Sagaen: Eclipse / Formørkelse 2010

Edwards familie:
Robert Pattinson spiller Edward Cullen. Dr. Carlisle Cullen (Peter Facinelli ) forestiller hans far og Esme Cullen (Elizabeth Reaser) spiller hans mor. Hans brødre er Emmett Cullen (Kellan Lutz) og Jasper Hale (Jackson Rathbone). Hans søstre er Rosalie Hale (Nikki Reed) og Alice Cullen (Ashley Greene).

Twilight Sagaen: Eclipse / Formørkelse 2010

Jacobs Quileute-indianer (varulve) stamme:
Taylor Lautner spiller Bellas ven Jacob Black. Hans far Billy Black spilles af Gil Birmingham og de andre ”ulve” spilles af henholdsvis Kiowa Gordon som Embry Call. Tyson Houseman som Quil Ateara. Bronson Pelletier som Jared. Alex Meraz spiller Paul. BooBoo Stewart spiller Seth Clearwater. Julia Jones spiller Leah Clearwater og deres mor Sue Clearwater spilles af Alex Rice. Tinsel Korey spiller Emily og Chaske Spencer spiller Sam Uley.

Twilight Sagaen: Eclipse / Formørkelse 2010

Victorias hær:
Bryce Dallas Howard spiller Victoria som opbygger en hær af nyfødte vampyrer, bestående af blandt andet Xavier Samuel i rollen som Riley og Jodelle Ferland som. Bree.

Twilight Sagaen: Eclipse / Formørkelse 2010

Volturi-klanen:
Volturi-klanen repræsenteres i denne film af blandt andet Daniel Cudmore som Felix. Dakota Fanning som den onde Jane. Hendes tvillingebror Alec spilles af Cameron Bright og Charlie Bewley spiller Demetri.

Twilight Sagaen: Eclipse / Formørkelse 2010

Vennerne fra High-School:
Bellas klassekammerater har vi mødt før og de medvirke ikke så meget i denne tredje film. Der er dog gensyn med Anna Kendrick i rollen som Jessica. Michael Welch spiller igen Mike. Christian Serratos spiller Angela og Justin Chon er igen Eric.

Twilight Sagaen: Eclipse / Formørkelse 2010

Vurdering:
Den tredje film synes jeg ikke er helt når op på de tidligere films standard, men er man fan af Twilight universet og af skuespillerne, så går man bestemt ikke fejl af denne film. Stephenie Meyers bøger bliver længere og længere og der er dermed mere og mere information, man skal have indbygget i filmens manuskript. Side-historierne om Jasper (Jackson Rathbone) og Rosalie (Nikki Reed) og Quileute-indianerne bliver derfor rimelig korte i filmen, i forhold til de noget mere forklarende kapitler i bogen. En ”Extended Edition” af filmen, kunne måske hjælpe dette på vej, ellers må man jo læse, eller genlæse bogen, hvis man synes man mangler noget.

Twilight Sagaen: Eclipse / Formørkelse 2010

Man har også lidt svært med at skelne alle de forskellige skuespillere der optræder i denne film. Heldigvis kender vi nogen af dem i forvejen, men vi bliver også introduceret for yderligere nye ansigter. Hvis ikke man har læst bøgerne eller set de første film er man pænt lost, men det forventes selvfølgelig af instruktør og manuskriptforfatter at biografgængeren kender universet på forhånd. Kristen Stewart gør som Bella igen en habil præstation på det store lærred og kan ikke klantres for sit skuespil. Taylor Lautner lyser op i denne tredje film, med sjove replikker og provokerende attitude, går han hårdt til Robert Pattinson i rollen som Edward. I blandt de nye skuespilIere ses blandt andet Jodelle Ferland, i rollen som Bree Tanner, der efter seriens afslutning på bog-form, har fået sin helt egen lille novelle. BooBoo Stewart, der spiller den nye varulv Seth bør vi også ligge mærke til, da han gør det rigtigt godt. Fra Volturi-klanen kigger også Jane (Dakota Fanning) forbi og spreder skræk og rædsel iblandt cullen-familien. Vi har tidligere set hende som en sød lille pige i blandt andet Spielbergs sci-fi serie ”Taken”, men i Twilight universet, og som teenager, er hun altså noget mere skræmmende :o)

Twilight Sagaen: Eclipse / Formørkelse 2010

Er du fan af Twilight, på bog eller film, så er det bare afsted til biografen. Du vil elske det. Er du nybegynder i Twilight-universet, bør du starte med at købe Twiligt og New Moon på DVD eller bog og tygge dig igennem dem først. En habil film, men lidt for lidt action efter min smag, hvor man til sammenligning kan tage kampscenerne i New Moon, som var noget bedre korigraferet og havde en langt ondere og uhyggelig stemning over sig. Twiligt er godt nok mest henvendt til pigerne, men denne tredje film var lige en tand for ”tøset” til mig.

Jeg vil give filmen 4 af 6 Thumbs-Up.

Læs anmeldelsen af Twilight Sagaen: Twilight / Tusmørke (2008) her:

Læs anmeldelsen af Twilight Sagaen: New Moon / Nymåne (2009) her:

Køb Twilight / Tusmørke (2008) på moviezoo.dk:

Køb New Moon / Nymåne (2009) på moviezoo.dk:

Køb Eclipse / Formørkelse (2010) på moviezoo.dk:

Køb Bree Tanners Korte Liv Efter Døden på Bog på moviezoo.dk:

Se traileren til Eclipse her:

Twilight Sagaen: Eclipse / Formørkelse 2010

VN:F [1.9.13_1145]
Rating: 9.9/10 (7 votes cast)
VN:F [1.9.13_1145]
Rating: +8 (from 8 votes)
Eclipse (2010) Biograf-film anmeldelse, 9.9 out of 10 based on 7 ratings



  1. Ingen kommentarer endnu.
  1. Ingen Trackbacks endnu.

Spam Protection by WP-SpamFree


Privacy Policy