Hjem > Anmeldelse, DVD > KES (1970) DVD-film anmeldelse

KES (1970) DVD-film anmeldelse


Ken Loach's KES  1970

Synops:
Dette er Ken Loach’s gennembrudsfilm fra 1970. Yorkshire, Nordengland. Den 15-årige Billy Casper bor i den fattigste del af kulminebyen Barnsley. Billy har store problemer med at koncentrere sig og klarer sig derfor meget dårligt i skolen. På hjemmefronten går det ikke meget bedre, han får ikke den store opmærksomhed fra sine forældre, og når han endelig får noget, er det i form af tæsk og mobning. En dag finder Billy imidlertid en rede med tårnfalke. Herfra snupper han en af ungerne, som han begynder at pleje og træne. Arbejdet med falken giver Billy håb om, at fremtiden vil byde på noget andet og bedre end hans hidtidige liv.

Anmeldt af: Carsten

Filmen er venligst stillet til rådighed af: NTC Film

Thumbs Up:

Thumbs Up!!!

Handling:
I en lille nordengelsk mineby bor Casper sammen med sin mor og storebror. Faren er skredet for længe siden, så de har kun hinanden. Han er en lille splejs, der ikke rigtigt kan engagere sig eller koncentrere sig om skolen og fremtiden, men kæmper hårdt for eksistere i det lille samfund, fuld af kummerlighed, fattigdom og hårdt arbejde. Det eneste han egentligt kan se frem til når han er færdig med skolen er at begynde at arbejde i den lokale mine, ligesom sin storebror, og det huer ham ikke rigtigt.

Ken Loach's KES  1970

Tidligt om morgenen skal han op og ud med aviser til egnens beboere, hvor han kæmper mod fordomme og trusler om at miste arbejdet, hvis han ikke snart opper sig lidt med hensyn til at være mere punktlig. Men det er egentligt ligemeget hvad han gør, for han har sin sociale baggrund imod sig og efter avisomdelingen skal han i skole, hvor lærerne er smålige og går ind for korporlig afstraffelse for selv mindre forseelser og ikke har interesse i at høre børnenes forklaring før spanskrøret tages i brug. De er selvfede og tåler ingen kritik eller modsigelser, men går gerne en ekstra meter for at sætte et eksempel overfor andre hvor lidt de accepterer.

Det er en kold og kynisk verden lille Casper er opvokset i og der er ingen megen sympati eller omsorg at hente fra familien, der nærmest forventer at han klarer sig selv, og som har for travlt med deres egne liv til at interessere sig for ham. Han har ingen fremtidsudsigter og har ikke noget at gå op i eller se frem til, men alt dette ændrer sig den dag hvor han øjner et par falke der har rede i en faldefærdig mur fra en gammel ruin på en farmers grund. Han spørger om lov til at klatre op at kigge for at se ungerne, men beslutter sig først for at få fat i en bog om falke og hvad der kræves for at passe dem, efter at have snakket lidt med landmanden, på hvis grund falkereden er.

Ken Loach's KES  1970

Der er ikke megen forståelse for hans nye interesse, men han står imod de hånlige bemærkninger og læser ivrigt den bog han stjal fra en boghandel for at lære om hvordan man passer en falk. Det er første gang Casper føler at der er noget at stå op til og noget der er værd at gå op i. Der går heller ikke lang tid før han føler at han har lært nok til at han vover sig ud på den hasarderede klatretur for at se reden og se om han kan få fat i en af ungerne. Den lille falkeunge navngiver han Kes og lader den bo i det lille skur, hvor han fodrer den med mus og småfugle, som han skyder med sig lille luftgevær og langsomt begynder han at træne den til at flyve hen til ham når han kalder.

Skolen bliver mere og mere noget der bare skal overståes og han kan slet ikke vente med at komme hjem og træne med Kes, men en af hans lærere quizzer klassen om hvad fakta er og får dem til at fortælle historier fra deres eget liv som er sande og som de mener har værdi for de andre at høre. Til at begynde med har Casper intet at sige og føler ikke han har noget af værdi at fortælle, før en af klassekammeraterne nævner at han har en falk, som han træner. Uden at vide det er han den med den mest interessante historie, der faktisk er værd for de andre at høre og de sidder da også tryllebundet, mens han fortæller hvilke overvejelser og forberedelser han har gjort sig med træningen af Kes.

Ken Loach's KES  1970

Falken er blevet hele hans hverdags omdrejningspunkt og det fascinerer andre hvad han er i stand til. Det gør ham en smule speciel, men han bliver også gal på andre, da de ikke helt har den rette indstilling til at omgås falken, som han har: at den ærer ham ved at lade ham se på sig og være sammen med sig. Men en dag er falken væk og han er bange for at storebroren har sluppet den fri, da Casper valgte ikke at spille på de to heste som broren havde bedt ham om, men brugte i stedet pengene på noget godt at spise. Han havde spurgt en af de velkendte spillere om hestenes chancer og fik en nedslående tilbagemelding, men hestene vandt faktisk, så broren fik ikke den store gevinst, som han kunne have vundet, hvis Casper bare havde spillet på dem.

Om Casper finder falken igen eller om den er væk for evigt, skal så ikke afsløres her. Det overlades til seeren at finde ud af…

Tekniske Detaljer:
Filmen vises i widescreen formatet 1.66:1, med engelsk mono 1.0 lyd og varer 1 time og 46 minutter. Som undertekst kan der vælges dansk : svensk : norsk : finsk. Der er intet ekstramateriale.

Trivia:
KES er baseret på bogen ”A Kestrel For A Knave” som er skrevet af Barry Hines. Ken Loach har instrueret filmen og skrevet manuskriptet i samarbejde med Barry Hines selv, samt Tony Garnett. Barry Hines har også skrevet The Gamekeeper, Looks And Smiles og Shooting Stars samt diverse episoder til TV-serierne ”Play For Today” og ”Screen One”. Ken Loach har blandt andet også instrueret disse film: 11’09”01 – September 11 (2002) [det Engelske segment af filmen], The Wind That Shakes the Barley (2006), It’s a Free World… (2007), samt den anmelderroste Looking for Eric der udkom i 2009. I øjeblikket arbejder han på filmen Route Irish, der udgives senere i år. KES (1970) var kun Kens anden film som instruktør. Han debuterede med at instruere filmen Poor Cow i 1967, efter at have arbejdet nogle år med at instruere episoder af to TV-serier.

Ken Loach's KES  1970

Hovedrollen som Billy Casper spilles af David Bradley, som efter filmen blandt andet har fået roller i Malachi’s Cove (1974), Absolution (1978), Zulu Dawn (1979), og Asylum (2003). Ydermere har han medvirket i en masse TV-serier i England.

KES har vundet 2 BAFTA priser. Bafta står for ”the British Academy of Film and Television Arts awards” og er en pendent til den Amerikanske Oscar uddeling. KES vandt Collin Welland og David Bradley vandt priserne i henholdsvis kategorien ”Best Supporting Actor” og kategorien ”Most Promising Newcomer to Leading Film Roles”. Filmen har desuden vundet yderligere to priser og er blevet nomineret til yderligere fire.

Vurdering:
Hvis man ikke kender til genren eller har hørt om filmen kunne man godt tro at den ville være en lille smule kedelig, men karaktererne er gennemført realistiske og engagerende i deres fremtoning og holdninger og den måde samfundet skildres på et det fattige samfund, hvor livet er hårdt og fordommene lever i bedste velgående.
Den viser til fulde den lettere håbløshed der findes i tiden og samfundet hvor det mest sandsynlige arbejde er det hårdt belastende og lavtlønnede knokkelarbejde i minen. Der er ikke rigtigt nogen fremtidsudsigter, ingen muligheder for rigtigt at blive til noget eller komme ud af den kummerlighed der hersker og man er dømt til at leve et liv på grænsen til fattigdom, hvor man arbejder sig ihjel for en ringe fortjeneste.

Ken Loach's KES  1970

Der er meget rapseri, da der ikke rigtigt er penge til mere end det allermest nødvendige, og selv det er der næsten ikke råd til. Det er ikke rigtig en verden som mange har oplevet eller rigtigt kan sætte sig ind i, da de fra barnsben har haft det overmådeligt godt i forhold, hvilket er en af filmens absolutte styrker. At den viser den skinbarlige sandhed om hvordan det var at vokse op i en tid, der ikke ligger særligt langt tilbage fra vores, men som alligevel var en helt anden verden. Der er ikke mange der oplever at det er en konstant kamp bare at få mad på bordet, tøj på kroppen og tag over hovedet, for slet ikke at nævne alt det andet vi fylder vores hverdag med, som i bund og grund er luksus og ikke nødvendigheder.

Ken Loach's KES  1970

Det føles som om man ganske langsomt får en bedre forståelse for hvor godt vi egentligt har det og i de scener hvor Casper træner med falken kan man ikke lade være med at krybe tættere på skærmen for at indprente sig det hele i fascination over hvor æstetisk hentagende det hele er. Der er ikke lagt fingre imellem at dette er filmens absolutte højdepunkter og de bliver gjort endnu mere specielle ved den kummerlighed der udspiller sig i resten af filmen – men bliver mindet om at selv i en verden så kynisk og uden egentlige fremtidsudsiger, så kan der ske noget så fantastisk som at se en lille dreng, som ingen havde nogensomhelst forventninger til, kan holde en falk og flyve rundt med den uden at den flyver væk. Man kan ikke lade være med at håbe på det bedste for knægten og hans falk og det er da også hjertensskærende at se ham løbe fortvivlet rundt i slutningen for at finde den forsvundne falk.

Må indrømme at den skolestruktur der var dengang på ingen måde er en jeg som person ville kunne acceptere eller ønske at opleve. Kan forstå at der var større respekt for lærere dengang, men, at se dem nedgøre, prygle og generelt være ret ligeglade med børnenes ve og vel var en ret voldsom oplevelse, som ingen burde være foruden.

Ken Loach's KES  1970

Selvom den godt kan føles lidt kedelig i forhold til majoriteten af de film der laves i dag og især de hjernedøde actionfilm, så er denne film, med dens mangel på action og hastighed, proppet med en god historie, stærke karakterskildringer og en hovedperson som ikke rigtigt kan tage sig sammen i det liv der er stukket ud for ham, men kæmper med alle kræfter for at opnå noget som andre ikke kan – en mening med livet.

Er lidt i tvivl om karakteren til denne her film, da den er så langt udenfor den slags film jeg finder interessante, men det ville være en hån mod filmen at give den mindre end 5 ud af 6.

Køb filmen på moviezoo.dk:

Se traileren her:

VN:F [1.9.2_1090]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
VN:F [1.9.2_1090]
Rating: 0 (from 0 votes)
| More

  1. Ingen kommentarer endnu.
  1. Ingen Trackbacks endnu.

Spam Protection by WP-SpamFree

Privacy Policy