Legenden Om Jordhavet (2006) DVD-film anmeldelse

Synops:
Prins Arren af Enlad er på flugt, fordi mørke kræfter i hans indre har tvunget ham til at myrde kongen – hans egen far. Med sig har han det kongelige sværd, som gemmer på mystiske kræfter. Men der er andre, som gerne vil have fat i dette sværd. På sin vej møder den unge prins den magtfulde troldmand Spurvehøg og den hjemløse pige Therru, som forsøger at hjælpe prinsen. Men før han kan få fred, må Prins Arren se sine indre dæmoner i øjnene. LEGENDEN OM JORDHAVET er baseret på Ursula Le Guins elskede fantasy-romaner og er skabt af ingen ringere end Hayao Miyazakis søn Goro Miyazaki. Resultatet er en magisk og storslået tegnefilm fuld af drager, hekse og troldmænd.
Anmeldt af: Thomas
Filmen er venligst stillet til rådighed af: Moviezoo.dk
Once humans and dragons were one. Then, humans chose land and sea, and dragon chose wind and fire.
Thumbs Up:

Handling:
Filmen starter et sted på havet ud for kongeriget Enlad. Kaptajnen har svært ved at styre skibet, da han ikke kan finde vej i det kraftige uvejr. Han beder sin troldmand om at få vinden og havet til lægge sig, men troldmanden har mistet sine kræfter og kan ikke længere huske vinden og vandets rigtige navne, som er nødvendigt for at kunne udøve magi over elementerne. Pludselig kommer en drage susende ned mod båden og retter op og flyver tæt hen over havets overflade. Kort efter følger endnu en drage, der jager den første. De stiger begge til vejrs igen, hvor det komme til kamp i mellem de to drager. Den ene får flænset hovedet af kroppen og styrter ned i havet og forsvinder i dybet. Den anden drage flyver væk og menneskene på båden tror ikke deres egne øjne. Ingen har set drager i mange mange mange år og det kan ikke være et godt tegn, hvad de netop har bevidnet.

På slottet sidder Kongen (Kaoru Kobayashi) og holder møde med sine rådgivere. Noget er galt i Enlad. Dyr og kvæg bliver syge, vejret er dårligt og høsten slår fejl. Det er ikke en god tid og troldmændene har alle mistet deres magiske evner. Kongen hæver mødet og beder hoffets troldmand om at prøve at finde ud af hvad der går galt. Selv trækker han sig tilbage for aftenen. På vej til sine gemakker bliver han afbrudt af to tjenestepiger, som fortæller at Kongens søn Prins Arren (Junichi Okada) er forsvundet og har været det i et stykke tid. Dronningen (Yui Natsukawa) beder tjenestepigerne om at tie stille og lade Kongen være i fred. Hun mener at Prins Arren nok skal vende tilbage.
Kongen får endelig lov at være alene og går videre imod sit kammer. Som han er på vej til at låse døren op hører han løbende skridt bag sig. Han når lige at vende sig om og ser sin søn, Prins Arren, komme stormende imod ham. Arren stikker Kongen med en kniv i hjertet og han falder død om på stedet. Arren stjæler det kongelige sværd, der er smedet med magi, og stikker af fra slottet i Enlad. Han rider hastigt afsted på sin hest og er snart langt væk fra sit hjem.

Imens møder vi overtroldmanden Spurvehøg (Teruyuki Kagawa), der vandrer alene rundt i ørkenen kaldet Jordhavet, udenfor kongeriget Enlad. Engang var der fyldt med vand og bølger, men som tiderne er skiftet, er havet blevet til ørken og en masse store sejlskibe er strandet midt i sandbankerne. Spurvehøg går rundt og udforsker området, da han på afstand ser nogle ørkenulve, der jager et bytte. Han beslutter sig for at kigge nærmere og ser Arren på sin hest, der bliver jagtet af ulvene. Ulvene har omringet Arren og hesten og han er nu stoppet op og er klar til kamp, men pludselig ombestemmer han sig og indser at det nok er ulveflokken, der skal blive hans død. Han sænker sværdet og gør sig klar til at dø. Netop som den første ulv gør klar til angreb bliver den slået til jorden af magi. De andre ulve bliver skræmt og flygter. Frem træder nu Spurvehøg, der tager Arren med videre på sin rejse. De gør holdt for natten og hviler sig ved et bål. Arren falder hurtigt i søvn ovenpå dagens strabasser og vågner med et sæt midt om natten, hvor Spurvehøg stadig sidder ved bålet og vogter.

Da det bliver morgen tilbyder Spurvehøg at de skal følges ad til den næste by, og hvor de derefter skal hen må tiden vise. I den næste by er der fyldt med menneskehandlere og slaver, samt diverse udskud. Spurvehøg får fat i en kappe til Arren, ved en gammel heks, der er blevet gadesælger i stedet for. Spurvehøg mener det er bedst at Arren skjuler sit sværd under kappen, så der ikke er nogen der stiller spørgsmål ved det eller får lyst til at røve det fra ham. De går videre igennem byen og pludselig er Arren blevet væk for Spurvehøg i menneskemængden. Han bliver antastet af en grim mand der vil sælge ham noget Hazia og det er lige ved at Arren lader sig overtale, inden Spurvehøg bryder ind og får ham væk. Hazia er et farligt stof, der stjæler menneskenes sjæl, gør dem bekymringsløse og ligeglade med livet.

Spurvehøg og Arren går videre igennem byen og finder et sted hvor de kan overnatte. De går om eftermiddagen ud og kigger på byen, hvorefter Spurvehøg går tilbage til deres værelse, imens Arren bliver siddende og tænker over livet. Pludselig ser han nogle slavehandlere jagte en ung pige og han beslutter sig for at hjælpe hende. Slavehandlerne har fået tvunget hende op i en krog, da Arren træder frem bag en stor stenpille. Han beder dem først lade pigen være, men da de ikke hører efter trækker han sværdet frem. Arren er sådanset ligeglad med at de er tre imod én. Han har mistet lysten til at leve og ofrer gerne sit liv for pigens. Først angriber den ene slavehandler, men bliver slået i jorden, uden at Arren tager sværdet ud af hylsteret. Han er en habil fægter og behøver ikke et skarpt sværd for at slå fjenden ned. Den næste mand angriber og får samme tur. Lederen slipper nu pigen og kalder sine undersåtter til sig. De stikker af og råber skældsord efter Arren, som nu går hen for at se om pigen er okay. Hun vil dog ikke vide af ham, selvom han lige har reddet hendes liv. Hun kan ikke klare mennesker der ikke værdsætter livet. Hendes mor kalder så pludselig på hende og hun stikker af, før Arren kan nå at sige mere. En interesse for pigen er dog vakt i hans sind og han har lyst til at lære hende bedre at kende, men for sent. På vej hjem går Arren i et baghold, da slavehandlerne har hentet forstærkning. Arren bliver fanget og smidt ind i en slavetransport, der skal transportere fangerne op til den onde heks Cob (Yûko Tanaka), som bor på det mørke slot udenfor byen.

De når ikke langt udenfor byen, inden Spurvehøg finder dem. Han befrier Arren og sammen rider de videre på Arrens hest, indtil de når til en lille gård, hvor Spurvehøgs gamle kæreste Tenar (Jun Fubuki) bor. Her kan de to få husly og mad i bytte for deres arbejdskraft i markerne. Da det bliver aften og de kommer ind for at spise opdager Arren at pigen han mødte tidligere også bor i huset. Hun hedder Therru (Aoi Teshima) og hun hader ham stadig lige så meget. De to voksne er dog lidt forundrede over de to unges afsky for hinanden, da de jo ikke har set episoden, hvor Arren reddede Therru fra slavehandlerne.
Da slavehandlerne når op til det mørke slot, hvor den onde heks Cob residerer, bliver hun vild og arrig, da hun finder ud af at Spurvehøg har reddet nogle af hendes slaver. Hun og Spurvehøg er gamle ærkefjender og hun har længe tørstet efter hævn over ham, da han efterlod hende ved porten til dødsriget i sin tid. Hun har dog vokset sig stærkere i sin magi og er nu en af de meste frygtede hekse i live. Snart har hun udtænkt en plan for hvordan hun skal få Spurvehøg til at komme op på slottet, hvor hans magi vil være ubrugelig. Hun sender sine soldater (slavehandlere) afsted igen, med bud om at finde Spurvehøg og Arren.
Tekniske Detaljer:
Legenden Om Jordhavet varer 110 minutter. Filmen vises i widescreen formatet 1.78:1 og har et japansk Dolby Digital 5.1 Surround Sound lydspor. Undertekster kan vælges på Dansk,Svensk, Norsk eller Finsk. Du skal være minimum 7 år for at se filmen, men jeg vil anbefale at man venter til man er 10 før man ser filmen. En trailer til filmen kan ses nederst i anmeldelsen.

Trivia:
Legenden Om Jordhavet er lavet i Japan i 2006. Filmens original titel er ”Gedo Senki” og internationalt kendes filmen som ”Tales From Earthsea”. Filmen er instrueret af Goro Miyazaki, som også har skrevet manuskriptet i samarbejde med Keiko Niwa og Hayao Miyazaki, der har stået for konceptet. Manuskriptet er udarbejdet efter Ursula Le Guins fantasy romaner. Goro Miyazaki er søn af Hayao Miyazaki, som tidligere, via sit animations studio Studio Ghibli, har givet os filmene: ”Tonari no Totoro” aka ”My Neighbor Totoro” aka ”Min Nabo Totoro (1988)”, ”Majo no takkyûbin” aka ”Kiki’s Delivery Service” aka ”Kiki Den Lille Heks(1989)”, ”Kurenai no buta” aka ”Porco Rosso” aka ”Den Flyvende Gris (1992)”, ”Heisei tanuki gassen pompoko” aka ”The Raccoon War” aka ”Pom Poko (1994)”, ”Mononoke-hime” aka ”Princess Mononoke (1997)”, ”Sen to Chihiro no kamikakushi” aka ”Spirited Away” aka ”Chihiro & Heksene (2001)”, ”Hauru no ugoku shiro” aka ”Howl’s Moving Castle” aka ”Det Levende Slot (2004)” og ”Gake no ue no Ponyo” aka ”Ponyo on the Cliff by the Sea” aka ”Ponyo (2008)”.
Det japanske stemmer er indtalt af Junichi Okada som Arren, Aoi Teshima som Theru, Bunta Sugawara som Haitaka, Yûko Tanaka som Den Onde Heks Cob, Teruyuki Kagawa som Spurvehøg, Jun Fubuki som Tenar, Takashi Naitô som Hazia sælger, Yui Natsukawa som Dronningen og Kaoru Kobayashi som Kongen.

Oprindeligt ønskede forfatteren Ursula Le Guin at Hayao Miyazaki skulle instruere filmen, men han havde på daværende tidspunkt travlt med at lave ”Det Levende Slot” og kunne derfor ikke involvere sig alt for meget i projektet. Hayaos søn, der er arkitekt og designer, var på daværende tidspunkt ved at re-designe Studio Ghiblis lokaler og produceren inviterede ham ved lejligheden til at instruere studiets næste projekt som var ”Legenden Om Jordhavet. Goro takkede ja og gjorde filmen til sin første film og hidtil eneste film, som instruktør. Selvom Studio Ghibli ejer rettighederne til filmen, har de solgt dem til Disney, så de kan markedsføre og distribuere filmen i Amerika. Dermed blev ”Legenden Om Jordhavet” den første Disney film der fik en PG-13 rating i USA. I Danmark og Norden distribueres filmen af Scanbox Entertainment, som har givet filmen en aldersgrænse på 7år, men jeg vil nok hælde mere til den amerikanske rating og mene man skal være minimum 11 år for at få noget ud af filmen, der både er lidt uhyggelig og blodig, og har en lidt kompliceret historie.
Vurdering:
Legenden Om Jordhavet er én af Studio Ghiblis bedre film synes jeg. Den er ikke henvendt så meget til de mindste børn, selvom man i Danmark kun behøver at være 7 år for at se filmen. Den henvender sig nok mere til børn over 11, da historien og mytologierne i filmen, kræver en vis viden om verden, historie og samfund. Historien filmen er bygget på er rigtig god og spændende og man skal lige følge lidt med, for at holde styr på det hele. Der er mere imellem himmel og jord end blot et normalt eventyr. Her drages drager ind i historien, og de har en gammel gammel historie, fra oldtiden hvor mennesket og dragnerne deltes om verden. Samtidig behandler eventyret også basale ting som livet og døden og lysten til at leve, samt frygten for at dø. Der er godhed imod ondskab og der er helvede og himmerrige og verdener i mellem de to. Der er mystik og magi og der er kærlig og naturens kræfter.
Standarden af animationerne lever fint op til de andre film fra Studio Ghibli og farverne er flotte i tegningerne. Baggrundene er som malerier og selve figurerne og animationerne har rene og klare linier. Det er rigtig godt lavet og skuffer ikke i min verden.

Nu er jeg jo voksen og derfor synes jeg måske at denne historie er bedre end nogle af de andre Ghibli film, som henvender sig til et noget yngre publikum end mig. Legenden Om Jordhavet er lidt mere actionpræget og der ligger noget mere kultur og historie gemt mellem linierne, om man så kan sige. Lydsporet er kun på japansk og der er ikke mulighed for at vælge dansk lydspor på filmen. En ting der ikke gør mig noget, men igen noget der burde give filmen en ”11 års” mærkning, da de mindste børn måske ikke selv kan læse underteksterne. Det japanske lydspor er også med til at sætte stemningen i filmen og til tider får man associationer til Ringenes Herre 3, når Therru synger sin sang op imod aftensolen og når Spurvehøg rider afsted med sin troldmandsstav hævet over hovedet. Et lille tegn på at Goro måske har hentet lidt inspiration fra Ringenes Herre filmene. Ikke at det gør filmen dårligere. Er du fan af japansk animation, så er dette en ”must-see” film, som du bør få kigget, hellere før, end siden.
Jeg vil give filmen 5½ af 6 Thumbs-Up.
Køb filmen på moviezoo.dk:

Se traileren her:



Nye kommentarer