Min Nabo Totoro (1988) DVD-film anmeldelse

Synops:
De to søstre, Mei og Satsuki, flytter på landet med deres kærlige, men nogle gange også lettere distræte far. Moderen ligger på et hospital i distriktet, men vil nok komme i bedring – det skal børnene nok sørge for. Først skal den lille familie dog indtage det nye hus, der at dømme efter naboernes grimasser ikke er det mest trygge sted i verden. Huset er hjemsøgt af små, levende nullermænd, som dog ikke er mere faretruende, end at de forføjer sig bort, så snart det runger af latter i stuerne.
Anmeldt af: Thomas
Filmen er venligst stillet til rådighed af: NicheFilm.dk
Thumbs Up:

Handling:
Min Nabo Totoro handler om familien Kusakabe der flytter ind i et gammelt hus. Familien består af Far Tatsuo (Jens Jacob Tychsen) og Mor Yasuko (Sofie Gråbøl), samt søstrene Satsuki (Emilie Claudius Kruse) og Mei (Frida Marie Reynberg), på henholdsvis 11 og 4 år. Yasuko ligger på hospitalet og Tatsuo må derfor klare hverdagen selv. Da de flytter ind i huset, møder de Bedste (Lily Weiding), som hidtil har passet det gamle hus. Nabodrengen Kanta antyder for familien at der er spøgelser, men Bedste slår det hen med at det bare er støvalfer (Sod-Spøgelser), som nok skal forsvinde, hvis blot der bliver grinet meget i huset og gjort lidt rent. Og bedste har ret. Den første aften i huset er lidt uhyggelig, da vinden blæser i skoven og på husets tag, men da familien blot begynder at grine højt i badekarret, så bliver alting trykt og støv-alferne forsvinder som lovet.

Efter et kort besøg på hospitalet for at besøge moderen indfinder hverdagen sig igen. Satsuki skal starte i skole, imens Mei må blive hjemme ved Bedste, imens Far tager på arbejde på Universitetet. Heldigvis skal Far ikke arbejde hver dag, så nogen dage er det ham selv der passer Mei. En dag leger Mei alene i haven og udforsker alle de spændende planter. Pludselig ser hun et ligge gennemsigtigt væsen, der piler afsted og skifter farve imellem hvid og gennemsigtig. Den gemmer sig under huset. Snart kommer et lidt større Blå væsen ud og den lidt mindre Hvide følger efter. De skynder sig ind i skoven, der omkranser et gigantisk egetræ. Det træ var faktisk skyld i at faderen valgte at købe netop dette hus. Han elsker naturen. Lille Mei følger hastigt efter de to små væsener ind i skoven. De er bange for hende, så de løber for deres liv og Mei følger grinende efter.

Mei når til roden af det enorme egetræ og falder ned i et hul iblandt rødderne. Hun lander i en eventyrlig hule indeni træet, hvor der ligger en gigantisk stor Totoro. Hun synes han er så sød og blød og falder snart i søvn på hans store mave. Hjemme i haven leder Satsuki og far efter Mei. Satsuki finder hende sovende i skoven. Da hun vågner, fortæller Mei om sine utrolige oplevelser og om mødet med Totoro. Faderen mener at det må være skovens hersker hun har mødt og at hun har været yderst heldig at se ham. Desværre kan Satsuki ikke finde ham da hun løber af samme sti ind i skoven.
Nogle dage senere, da det styrtregner fra den mørke himmel, har far glemt at tage sin paraply med på arbejde. Pigerne beslutter derfor at møde faderen ved busstoppestedet med paraplyen. Desværre er han ikke med den første bus. Mørket falder på og pigerne venter tålmodigt i regnvejret. Mei bliver træt og kravler op på ryggen at Satsuki, hvor hun falder i søvn. Snart kan Satsuki se en stor lodden fod nede på jorden udenfor paraplyen. Hun kigger op og ser at det er Totoro, som Mei har beskrevet ham. Hun giver ham den ekstra paraply og han bliver helt vildt glad, når dråberne rammer paraplyen, for det lyder så sjovt og kilder på hans store ører. Han laver en ordentligt hop og lander trampende på jorden igen. Det ryster træerne over dem og sender en kaskade af regndråber ned på de to paraplyer. Inden længe kommer der en bus, der ser ud som en kat. Totoro stiger ind og giver Satsuki lille pakke, inden han kører væk.

Pakken viser sig at indeholde små agern, som pigerne sår i køkkenhaven. Men agernene vil desværre ikke gro. En nat, da pigerne ligger trygt og sover, vågner de pludselig op og ser Totoro gå rundt, med de to små væsener fra tidligere. Pigerne står op og løber ud til væsnerne, og sammen udfører de en slags regndans rundt om køkkenhaven. Det får agernene til at vokse til en stor skov med masser af grønne træer, der hastigt vokser op imod himlen. Lykkelige hopper pigerne op på Totoros bryst og flyver, ved hjælp af en stor snurretop, med ham og hans venner, op over toppen af den nye skov. Da de vågner næste morgen indser de at det bare var en drøm, men da de kommer udenfor er agerne dog begyndt at vokse stille og roligt.
En dag kommer der et telegram fra hospitalet, hvori der står, at faren skal kontakte hospitalet. Han er på arbejde, og med bange anelser drager Satsuki afsted til en nabo, for at låne telefonen og ringe til ham. Faren lover at ringe tilbage til Satsuki, når han har talt med hospitalet. Han fortæller Satsuki, at moren er blevet forkølet og derfor ikke kan komme hjem som planlagt. Mei bliver nu helt ulykkelig og stikker derfor af, for at besøge sin mor på hospitalet. Nu er hun væk og ingen kan finde hende. Kan Totoro mon hjælpe Satsuki?

Tekniske Detaljer:
Min Nabo Totoro varer 86 minutter. Filmen vises i widescreenformatet 1.85:1 / 16:9 og har et Japansk eller Dansk Dolby Digital 2.0 Stereo lydspor. Underteksterne kan vælges på Dansk eller slåes fra. Filmen er tilladt for alle, selvom de mindste nok bør se den sammen med en voksen. Ekstramaterialet består af trailers til Det Levende Slot, Kiki Den Lille Heks og til Min Nabo Totoro.
Trivia:
Min Nabo Totoro hedder originalt ”Tonari no Totoro” på Japansk og kendes på Engelsk som ”My Neighbour Totoro” Filmen er lavet i 1988 af Hayao Miyazaki, som både har skrevet og instrueret filmen. Hayao har også har stået bag den Oscarvindende Chihiro & Heksene aka Spirited Away aka Sen to Chihiro no kamikakushi (2001), Det Levende Slot aka Howl’s Moving Castle aka Hauru no ugoku shiro (2004), Porco Rosso – Den Flyvende Gris aka Kurenai no buta (1992) , Kiki Den Lille Heks aka Kiki’s Delivery Service aka Majo no takkyûbin (1989), Ponyo På Klippen Ved Havet aka Ponyo on the Cliff by the Sea aka Gake no ue no Ponyo (2008) og mange mange flere. Min Nabo Totoro er udgivet på DVD i Danmark af Scanbox Entertainment.

Det danske lydspor på DVD’en er indtalt af Frida Marie Reynberg (Mei), Emilie Claudius Kruse (Satsuki), Lily Weiding (Bedste), Sofie Gråbøl (Mor) og Jens Jacob Tychsen (Far). Der er dog også mulighed for at høre filmen med de originale Japanske stemmer og så have Danske undertekster på samtidigt. De Japanske stemmer er indtalt af blandt andre Noriko Hidaka (Satsuki), Chika Sakamoto (Mei), Hitoshi Takagi (Totoro) og Shigesato Itoi (Far).
”Min nabo Totoro” hører til tegnefilmgenren animé, der udspringer af den japanske tegneseriestil manga. Filmens instruktør, Hayao Miyazaki, er et af animégenrens største navne, og vel den mest kendte i Vesten. Han har skabt flere mesterlige tegnefilm, der har bidraget til genrens popularitet i vores del af verden Animé er i familie med de populære japanske tegneserier kaldet manga. På japansk betyder manga skitse eller tegneserie.

Denne film er partialt autobiografisk, da Miyazaki og hans brødre som børn, havde deres mor liggnede på hospitalet i 9 år med tuberkulose. Det antydes, men afsløres aldrig i filmen, at Mei og Satsukis mor også lider af tuberkulose. Filmen gik faktisk ikke ret godt i Japan i starten. Det tog to år før den tjente sig selv hjem. Delvis på grund at salget af Totoro bamser, der kom frem i legetøjsbutikkerne. Sidenhen er Totoro blevet Hayaos ”trademark” for hans animationsstudio Studio Ghibli. Som i de fleste Miyazaki film er der nogen der flyver! Denne gang er det børnene der holder fast i Totoros mave, imens de flyver rundt højt over træerne og Katte-bussen kan også flyve. I ”Porco Rosso” er det grisen i sin flyver og i ”Kiki Den Lille Heks” er det Kiki der flyver på sin kost. I ”Det Levende Slot” er det selveste slottet der flyver. En sjov lille note er at Sod-spøgelserne på loftet også medvirker i filmen ”Chihiro Og Heksene”.
Vurdering:
Med ”Min Nabo Totoro” har Hayao Miyazaki igen lavet et fantastisk animeret eventyr, der henvender sig til hele familien. Filmen handler om de forandringer og uforudsigelige hændelser der sker i enhver families liv. Den handler om det at vokse fra barn og til teenager. Den handler om de ting vi er bange for og frygter som børn og hvordan vi overkommer vores frygt, ved hjælp af gode råd og sjove historier fra de voksne. Hvem vidste at Sod-Spøgelser pakker sine grejer og planlægger afrejsen, hvis blot man griner af dem?

Filmen er moralsk bevidst og viser stor respekt for naturen. Naturen og familien er nogle af de gennemgående temaer. Hayao tegner med stilistisk skønhed og enkelhed i sin animation af landskaber og personerne i filmen. Drømme og fantasi bliver også blandet ind i handlingen. Min Nabo Totoro er dog ikke kun fyldt med lykke, men tager også problemet om at være en ”alene-forældre” til to små børn og hvordan det skal tackles at den anden part ligger på et sygehus. Uvisheden om hvornår børnenes mor igen bliver rask nok til at komme hjem til den lille familie, er noget der virkeligt bekymrer de to små piger.
Jeg kan kun anbefale dig at skaffe denne film hjem til Hayao Miyazaki samlingen. Den kan købes ret billigt og så er der to sikre timers underholdning til hele familien.
Jeg vil give filmen 5 af 6 Thumbs-Up.
Køb filmen på moviezoo.dk:
Se traileren her:

Dette er simpelthen en utrolig film, jeg har aldrig før syntes så godt om en film hvor der reelt set ikke sker en skid! :>
Der er ikke rigtig nogle konflikter eller problemer, andet end hvad de selv skaber. Bare en utroligt varm og fantasifuld fortælling der går lige i hjertet! Men man får aldrig indtryk af noget er bare halv-alvorligt galt, men den er så fuld a twists og forløb der bare ikke er til at forudse at man (og med man mener jeg mig) alligevel sidder tilbage med en rigtig god fornemmelse bagefter.
P.S. De små piger løber fandeme stærkt >.>