Mord i Gorky Park (1983) DVD-film anmeldelse

Synops:
Politimanden Arkadi Renko bliver tilkaldt, da man nær skøjtebanen i Gorky Park i Moskva finder tre lig. De er blevet skudt på tæt hold. Det mest uhyggelige er, at deres ansigter, fingre og tænder er fjernet! Ligene er derfor umulige at identificere. Renko går alligevel i gang med arbejdet, men meget modvilligt, da det hele lugter af, at den magtfulde kommunistiske efterretningstjeneste KGB er involveret. Renko har tidligere været på kant med KGB og ved, at ikke alene hans job, men også hans liv kan være på spil…
Anmeldt af: Thomas
Filmen er venligst stillet til rådighed af: NTCFilm.dk
Thumbs Up:

Handling:
Mord i Gorky Park starter på skøjtebanen i Gorky Park i Moskva, Rusland. Her findes tre personer myrdet i nærheden af skøjtebanen og Arkadi Renko (William Hurt) kaldes til gerningsstedet midt om natten. Inden han når at få set sig omkring ankommer KGB manden Major Pribluda (Rikki Fulton) og blander sig i efterforskningen. Renko er ikke glad for Pribluda fra tidligere sager og hans kollegaer frygter nu at deres karrierer står på spil, når nu KGB viser interesse for sagen.

Renko er dog ikke sådan lige at skræmme væk fra sagen, så fortsætter undersøgelserne. De tre myrdede personer er blevet skudt. Samtidig har man skudt tænderne ud af munden og flået huden af ansigterne på dem, således at de ikke lige er sådan at genkende. Renko finder dog hurtigt frem til ejeren af et par skøjter, som et af ligene havde på sig. De tilhører Irina Asanova (Joanna Pacula) som Renke udspørger. Hun vil dog ikke hjælpe ham og siger blot at hendes skøjter er blevet stjålet.
En sen aften hvor Renko holder øje med Gorky Park ser han en mistænksom mand og jagter ham da han stikker af. De kommer op at slås og Renko får nogle tæsk. Han finder dog dagen efter ud af hvem manden er. Han er amerikansk politimand og hedder William Kirwill (Brian Dennehy) og er bror til en af de myrdede personer. Han tror at Renko er korrupt, som så mange andre russere. Det kommer til en konfrontation på Williams hotelværelse, men snart finder de to fælles fodslaw og hjælper hinanden videre i sagen.

Irina møder Renko igen til en fest hos en af hans venner, hvor også en amerikansk forretningsmand, Jack Osborne (Lee Marvin), deltager. Renkos mistanke rettes hurtigt imod amerikaneren, men han kan stadig ikke bevise noget. Aftenen ender med at han giver Irina et lift hjem, men hun er stadig ikke til meget hjælp. Da Renko senere redder hende fra at blive myrdet og tager hende med hjem i sin lejlighed bløder hun lidt op. De forelsker sig i hinanden og hun afslører pludselig at Jack Osborne er ude på at eksportere nogle meget specielle russiske dyr, kaldet Zobler, der kun lever i Rusland. De har det fineste pels og han vil starte en produktion af disse dyr udenfor Rusland. Han har haft de tre myrdede personer til at hjælpe sig med at skaffe disse dyr ud af landet, og har til gengæld lovet dem at hjælpe dem ud af Rusland. Irinas gode veninde var iblandt dem og hun nægter at tro på at hun skulle være myrdet. Hun regner med at veninden er sluppet ud og lever lykkeligt i Amerika. Osborne har lovet Irina at hun er den næste han vil hjælpe ud af landet, hvis blot hun går i seng med ham. Hvordan historien videre udspiller sig skal vi ikke afsløre for dig her.
Tekniske Detaljer:
Mord i Gorky Park varer 123 minutter. Filmen vises i widescreenformatet 1.85:1 og har et engelsk Dolby Digital 2.0 Stereo lydspor. Underteksterne kan vælges på Dansk, Svensk, Norsk eller Finsk. Du skal være minimum 15 år for at se filmen da det er en krimi. Der er ikke noget ekstramateriale på DVD’en, men du kan se filmens trailer i bunden af anmeldelsen.

Trivia:
Mord i Gorky Park, eller blot Gorky Park, som filmen hedder på engelsk er optaget i 1983 i Rusland og Sverige. Filmen hører under Thriller/Krimi genren og er skrevet af Dennis Potter efter novellen af Martin Cruz Smith. Dennis Potter instruerede masser af film og TV-serier i fra 70′erne til 90′erne hvor han døde kun 59 år gammel. Han er nok bedst kendt for filmen Pennies From Heaven (1981), der blev nomineret til en Oscar. Han desuden blevet nomineret til to BAFTA priser for episoder til TV-serierne Casanova (1971) og The Wednesday Play (1964). Gorky Park har vundet 1 filmpris, nemlig en Edgar i kategorien Bedste Film, ved Edgar Allan Poe Awards i 1984. Samme år blev filmen nomineret til en Golden Globe pris og året efter til BAFTA pris.

Instruktøren bag Mord i Gorky Park hedder Michael Apted og du kender ham måske for succes’en han fik senere i karrieren med blandt andet The World Is Not Enough (1999), Enigma (2001), Enough (2002), Amazin Grace (2006). Michael arbejder i øjeblikket som instruktør på den tredje genindspilning af Narnia filmene, på The Chronicles of Narnia: The Voyage of the Dawn Treader, som udgives i løbet af 2010. Desuden har han instrueret tre episoder af den storslåede TV-serie Rome fra 2005. Hovedrollerne i Gorky Park spilles af William Hurt (Robin Hood 2010, The Incredible Hulk 2008, Into The Wild 2007 og The Good Shepherd 2006), Lee Marvin (Cat Ballou 1965, The Killers 1964 og The Dirty Dozen 1967), Brian Dennehy (Romeo & Juliet 1996 og Tommy Boy 1995), Ian Bannen (Braveheart og Original Sin), Michael Elphick (EastEnders) og Joanna Pacula (Black Widow 2009, The Cutter 2005, Dinocroc 2004, Moscow Heat 2004 og Virus 1999).

Vurdering:
Mord i Gorky Park er en ret god Krimi/Thriller, som har sine drejninger og plot-twists og det hele er ikke lige som man forventer. Der er godt detektiv arbejde for politimanden Renko, som utallige gange føres på vildtspor, men finder vejen tilbage til mordefterforskningen alligevel.

Stemningen i filmen er lige sådan som jeg forestiller mig Rusland. Koldt og kynisk og meget korrupt. Filmen er spændende hele vejen igennem. Nu om dage har vi alle nok set nyere film, som er noget bedre, men taget sin tid i betragtning er det en vellykket film, som godt kan underholde dig i to gode timer. Der er action og der mordgåder. Der er kærlighed og korruption. Der mangler bestemt ikke noget. Alligevel kan man godt se at filmen er fra starten af 80′erne. Der er ikke mange special-effekts og bilerne der fragter vores personer rundt er ikke ligefrem af mærket Mercedes, BMW eller Porche. Jeg kan dog sagtens anbefale dig at se filmen, hvis du kan lide Thriller/Krimi genren.
Jeg vil give filmen 4½ af 6 Thumbs-Up.
Køb filmen på moviezoo.dk:
Se traileren her:
Nye kommentarer