Piranha (1978) DVD-film anmeldelse

Synops:
To teenagere er forsvundet, og da Maggie McKeown beslutter sig for at snuse lidt omkring, løber hun ind i eventyreren Paul Grogan. Snart møder videnskabsmanden Dr. Hoak, der udfører bizarre eksperimenter med muterede piratfisk. Ved et uheld får de tømt reservoiret med fisk ud i den tilstødende flod, og gode råd er dyre, da de blodstørstige og genmanipulerede fisk bevæger sig mod den lokale lejerskole, hvor bl.a. Grogans datter befinder sig…
Anmeldt af: Thomas
Filmen er venligst stillet til rådighed af: Another World Entertainment
Thumbs Up:

Handling:
Filmen starter om natten hvor en ung pige og en ung dreng er på eventyr i et bjergområde. Det er sommer og de er forelskede. De leder efter et sted at slå lejr for natten og når pludselig til et hegn, med adgang forbudt skilt på. De er dog ligeglade og sniger sig under hegnet og kommer ind på et militært anlæg. Her er et dejligt stort bassin, fyldt med køligt vand, og de to bliver enige om at tage sig en svømmetur i bassinet. Pludselig bliver drengen dog bidt af et eller andet og beskylder straks pigen for at have bidt ham. Hun bliver noget forvirret og tror først at han laver sjov med hende, men pludselig bliver han trukket ned under vandet og kommer ikke op igen. Hun bliver nu for alvor bange og svømmer hen til bassinets kant. Desværre når hun kun til kanten før hun selv bliver bidt og flået i. Hun prøver at komme op af bassinet, men for sent.

Næste dag møder vi Paul Grogan (Bradford Dillman) der bor alene i en hytte på bjergsiden. Han er blevet skilt fra sin kone og lever nu alene med sin lille datter. Datteren er dog på sommerlejr sammen med en masse andre børn, længere nede af bjerget. Paul har derfor hytten for sig selv og bruger tiden på at fiske og drikke både Tequlia, Bourbon, Gin og Rom, som han får bragt ud af købmanden Jack (Keenan Wynn) og hans hund Brandy. Næste aften dukker den smukke privatdetektiv Maggie McKeown (Heather Menzies) op ved hytten og spørger Paul om han har set to unge forsvundne mennesker. Han har ikke set nogen, men fortæller hende om området og det militære forskningsanlæg der ligger længere oppe af bjerget.

Den unge smukke privatdetektiv får snart kløerne i Paul og insisterer på at han skal vise hende rundt på bjerget og Paul kan ikke rigtigt sige nej til den pågående unge dame, selvom han helst var fri for at forlade sin hytte. De kører lidt rundt i hendes jeep og ender til sidst ved forskningsstationen, som ser forladt ud. De sniger sig ind og kigger sig omkring. Snart finder Maggie en halskæde fra den forsvundne pige og bliver nu endnu mere opsat på at finde ud af hvad der blev af hende og kæresten. Maggie formoder at de måske er druknet i bassinet, selvom begge de unge mennesker var elitesvømmere. Hun lokker Paul med ind i en bygning for at finde ud af om de kan tømme vandet i bassinet. De når lige at åbne sluserne før de bliver angrebet af forskeren Dr. Robert Hoak (Kevin McCarthy). De får ham dog overmandet og slået bevidstløs. Snart ser de at han har gem de to forsvundne unges oppakninger inde på kontoret. De går udenfor for at se om der er lig i bassinet, men finder kun et skelet fra noget der kunne være en hund. Pludselig hører de jeepen starte og opdager at Dr. Hoak har stjålet den og prøver at stikke af. Han når dog ikke langt før han kører galt. Maggie og Paul får fat i ham, binder ham og slæber ham ned til Pauls hytte. De vil bringe ham ned til byen, så de kan overlade ham til politiet, men Paul mener ikke de kan nå derned til fods, så han slæber Dr. Hoak ud på en tømmerflåde.

Da Dr. Hoak vågner op på flåden, som allerede driver afsted ned af floden, bliver han noget skræmt. Han forklarer at de har lavet tests på Piratfisk oppe på forskningsstationen og at Maggie og Paul har sluppet dem ud i floden. Fiskene skulle bruges som et hemmeligt våben i Vietnamkrigen, men projektet blev stoppet da krigen stoppede. Man prøvede at dræbe piratfiskene med gift, men nogen af dem var muterede og kunne ikke slåes ihjel. Snart når de til købmand Jacks grund, hvor hans lille hund Brandy sidder ved vandkanten og gør. De går i land og finder købmanden halvt spist af piratfisk. Det er dog lykkes ham at komme op af vandet og kravle halvvejs op til sit hus inden han er død af sine mange bid.

Paul får nu virkeligt travlt med at komme ned til byen og alarmere politiet, da hans egen datter jo er på sommerlejr ved en søbred længere nede af floden, som piratfiskene snart vil kunne angribe. Værre bliver situationen da de støder på en kæntret kano, hvor der sidder en lille dreng ovenpå. Hans far er blevet spist af piratfiskene, hvilket betyder at de allerede er nået frem til denne del af floden. Dr. Hoak hopper i vandet for at redde drengen og får ham ombord på tømmerflåden. Desværre når han selv at blive kraftigt bidt af en del piratfisk inden han kommer op på tømmerflåden igen. Han er dog stadig i live men bløder kraftigt. Inden længe dufter piratfiskene blod og begynder at spise de snore, som tømmerflåden er bundet sammen med. De er nødt til at ofre Dr. Hoak og smide ham i vandet, men det stopper ikke piratfiskenes angreb på tømmerflåden, som falder mere og mere fra hinanden.
Jeg vil ikke afsløre mere af historien her, men kan kun opfordre dig til selv at se resten af filmen.
Tekniske Detaljer:
Piranha varer 99 minutter. Filmen vises i widescreenformatet 1.85:1 og har et Engelsk Dolby Digital 2.0 Stereo lydspor. Underteksterne kan vælges på Dansk,Svensk, Norsk eller Finsk. Du skal være minimum 15 år for at se filmen. Ekstramaterialet på DVD’en består af blandt andet af en Trailer, Biografier og Filmografier for skuespillerne, samt diverse Trivia om filmen. Desuden er der billedslideshow og trailers til andre film fra Another World Entertainment.

Trivia:
I midten af 70erne gik Steven Spielbergs seer succés Jaws land og rige rundt og slog alle rekorder. Dette skabte nærmest en helt ny genre indenfor filmens verden, da Jaws blev fulgt op med blandt andet Codfish (1975), Shark Kill (1976), Orca The Killer Whale (1977), Barracuda (1978), Jaws 2 (1978) og Shark Hunter (1979). Roger Corman var kendt som B-films producent i 70erne og ville også være med. Han fik idéen til en film om piratfisk der spiste alt og alle og gav instruktørstolen til den unge Joe Dante, hvis eneste erfaring var co-instruktør på Hollywood Boulevard (1976). Siden da er det dog blevet til en del flere film fra hans side. Du kan læse meget mere om Piranha og diverse trivia, i den 4-siders booklet, der følger med DVD-filmen.

Vurdering:
Piranha er efterhånden en 30 år gammel film, men gode plot idéer og gys mangler den bestemt ikke. Filmen fulgte kort efter publikumssuccésen Jaws fra 1975, som den tydeligvis er blevet inspireret af. Den hylder da også Jaws allerede i starten af filmen, hvor Maggie står og spiller på en spilleautomat. Spillet hun spiller er nemlig Jaws-spillet. Filmen er dog ikke den samme som Jaws, men har sin egen historie at fortælle og sine egne uhyggelige scener og flotte men uhyggelige undervands og overvands billeder. Man forstår godt hvis folk i 70erne blev bange for at bade i havet, i søer og floder og åer efter disse film. Som om almindelig vandskræk ikke var nok, så skulle der også lige blandes hajer og muterede piratfisk ind i billedet.

Filmen har nok været rimelig billig at producere og special-effekterne med piratfiskene er ikke ret gode. Jeg tror ikke man rigtig ser piratfiskene på noget tidspunkt, men masser af kunstigt blod, hurtige klip og rystende kameraføring, skaber en illusion for seeren om at der virkelig at gang i piratfiskeflokken under vandets overflade.

Skuespillerne gør for det meste et fint job, selvom de ikke var ret kendte dengang. Især pædagogen Betsy (Belinda Balaski) og Grogans datter Suzie (Shannon Collins) spiller godt, da sommerlejren pludselig angribes af store mængder piratfisk, der skaber panik i blandt de skrigende børn. Piranha er en rigtig 70er B-film, tilsat et par scener med bare bryster, for at lokke ungersvendene i biffen. Den har været billig at producere og konceptet er måske ”tyvstjålet” fra hittet Jaws, men det er altså en rigtig kult film og guf for splatter og gyserfans, der vil se blod og piratfisk i massevis.
Jeg vil give filmen 5 af 6 Thumbs-Up for rigtig god underholdning.
Køb filmen på moviezoo.dk:
Se traileren her:

Nye kommentarer