And then they were uninteresting – En af os er morderen (Ten Little Indians) anmeldelse

Synops:
En gruppe af ti mennesker som ikke kender hinanden bliver inviteret til en fest i et Palads i en ørken 200 kilometer fra civilisationen, af en vært som ingen af dem kender. Mistænkeligheden ved den manglende vært vækker ikke nogen opsigt i de godtoende gæster, men de får sig dog noget af en overraskelse første aften de tilbringer på paladset, da en af dem bliver forgiftet, og derefter begynder søgen efter morderen som kender til hver af deres skumle fortider.

Anmeldt af: Nedim

Filmen er venligst stillet til rådighed af: Another World Entertainment

Thumbs Up:

Handling:
Det skal lige siges før jeg går i gang med anmeldelsen, jeg har læst Agatha Christies krimiroman Ten Little Indians så mine synske evner blev pludselig forstærket, for så snart filmen gik i gang og alle karaktererne blev introduceret vidste jeg med det samme hvem der var morderen. Ja spoiler alert en af dem er morderen, den burde du have fanget i titlen.

Men lad mig spørge dig, ja dig, læseren af denne anmeldelse, hvis du modtog et brev hvor du blev inviteret til en fest, så langt ude i vildmarken at selv Bubber og B.S. ikke ville vove at tage derud, af en påståede gammel ven af en ven, ville du hoppe om bord på det næste fly med et smil og en italiensk score skjorte? Selvfølgelig ville du ikke det, men det ville de ti hovedpersoner i filmen En af os er morderen. Men ja ti personer, som ankommer til denne mystiske rigmands palads, ti personer, som alle har en skummel fremtid, ti personer, som alle sammen skal udvikles som karakterer igennem en film på 91 minutter.

Man glemmer hurtigt navnene på dem da de alle bliver introducerede i samme scene, så som en service til jer vil jeg give jer en liste som i kan huske dem efter: Hoved person, dommer, general, doktor, skummel detektiv som vi alle skal mistænke, sød pige, slem pige, Fredo Corleones lookalike, inspektør Culombos lookalike og hans kone. Ja gennem filmen ryger den ene efter den anden mindre udefinerede karakter, som lige præcis nåede at fortælle deres livshistorie hvorefter de ender, med vilje eller ved et uheld, med at blive adskilt med resten af gruppen.

Filmen går først rigtigt i gang når der kun er halvdelen af indianerne tilbage, for det er først her at personerne får noget egentlig screen time. Det er her mistilliden begynder at opbygges og publikum langsomt begynder at vælge side. Eller gør de? Udover en enkel scene eller to bliver der ikke vist nogen udvikling i karakterernes mistillid til hinanden, der er slet ingen udvikling udover et pludseligt skift i personkarakteristikken da den 5 indianer dør. Hovedpersonen og den søde pige begynder at have et forhold, hvorfor? Fordi fuck all… nej virkelig, de har en samtale, og i næste scene suger de kranier.

Men ja filmen ender ikke særlig komplekst, jeg vil ikke ødelægge noget for jer, men jeg ved ikke hvordan jeg kunne da ens interesse for karaktererne er minimal, men det viser sig at de gode er de gode og at de onde er de onde.

Tekniske Detaljer:
Filmen vises i 16:9 anamorfisk widescreenformat med engelsk eller italiensk Dolby Digital 2.0 Stereo lydspor. Den varer 1 time og 34 minutter og er tekstet på dansk, svensk, norsk og finsk. Ekstramaterialet består af Biografier, Slettede Scener og Trivia om filmen, samt Biograftrailer, Trailershow for andre AWE film og et Slideshow med billeder fra filmen.

Trivia:
Hvis man kender bogens forfatter Agatha Christie, hvilket jeg ikke gør, men har læst om på Wikipedia, så ved man at hendes skrivestil er således at:

1.Hun placerer både ægte og falske spor naturligt i personernes samtale.
2.Ingen person kan, uanset position eller tilsyneladende sympatiske karaktertræk udelukkes som morder.
3.Opklaringen diskuteres normalt helt åbent, men (naturligvis) lyver morderen om sin færden.

Hvilket i hendes tid måske var revolutionerende og spændene, men enhver der er født, efter Poul Schlüter fejede noget ind under gulvtæppet, har allerede set denne historie, i form af Scream, I Know What You Did Last Summer og Saw, men man er nødt til at forstå at det var Agatha som inspirerede folk som Wes Craven til at ødelægge gysergenren for al tid fremover, Fuck dig Wes… Fuck dig.

Filmen er af samme instruktør som lavede den originale the Italien Job, Peter Collinson. Som imodsætning til denne rent faktisk var en god film.

Hvis du farer vild på imdb.dk når du læser om filmen og synes at der er noget der ikke stemmer overens, så frygt ej, for det samme skete for mig. For så vidt kan jeg se, er denne film blevet lavet 4 gange. I 45, 65, 74(den som jeg anmelder nu) og Russerne lavede også deres version i 1987 og to år efter kom den sidste version af filmen, og hvis jeg ikke tager fejl så skal Hollywood nok spytte en til ud en af de her dage.

Agatha Christies roman hed originalt: Ten Little Niggers…. Ingen joke her, syntes bare at I skulle vide det.

Vurdering:
Tidligere i anmeldelsen fordømte jeg personerne i filmen for blindt at følge en invitation til en fest af en ukendt vært, men man er nødt til at anerkende at denne film var før internettet, og før at nigerske prinser bad mig om mit kontonummer. Nej man burde hellere dømme dem for ikke at bruge logik, når de har den ulempe, at der er en morder i huset. Jeg kunne godt tænke mig en 11. person i huset som lige kunne række en finger i vejret og sige ting som fx: ”skal vi ikke bare alle blive i en gruppe så der ikke er nogen der på mystisk vis forsvinder”, ”Er der nogen der har lagt mærke til at morderen kender til alle vores tidligere problemer med loven, og der er en dommer og en privatdetektiv i huset?” og ”De to tjeneste folk og sekretæren har vel nogle løn sedler, skal vi ikke kigge på dem?”. Kom nu sønner det her er ting som Jaime Kennedy kunne finde frem til med bind for øjnene.

Der er ingen rigtig suspence i filmen, fordi som sagt så har man ikke særlig meget investeret i disse personer, man sidder egentlig bare og venter på det næste mord, uden nogen rigtig følelsesmæssig respons. Og det virker som om at personerne i filmen mener det samme, der er ingen rigtig reaktion til mordene, udover lægen som erklærer det åbenlyse og kvinderne der skriger. Endnu engang advarer jeg om spoilers, men der er på et tidspunkt en kvinde der dør, og hendes mands fælder ikke en tåre, heller ikke et smil… INTET!!! Han siger bare en enkel gang til sig selv at han advarede hende men at hun ikke ville lytte… Kom nu giv mig nogen menneskelige følelser, noget personlig udvikling, en grund til at give en fuck, et eller andet!! Det er som om filmen er klar over dens mangel: den er fyldt med lange og kedelige indstillinger, som ja viser det smukke scenarie, men stadig INGEN FØLELSER!!

2 ud af 6 Thumbs-Up

-Nedim ”Warszawa” Zahirovic

Nej virkelig fuck dig Wes Craven…

Bestil filmen på: moviezoo.dk

Filmtrailer:

Filmplakater:

Synops:
Pusheren Oscar har lovet sin søster, stripperen Linda, at han aldrig vil forlade hende. Men hans tvivlsomme erhverv kommer til at koste ham livet. Tro mod sit løfte zoomer Oscars sjæl derfor omkring over storbyen Tokyo, forfulgt af mareridtsbilleder af nutid, fortid og fremtid. Filmen er instrueret af Gaspar Noé, der tidligere har givet os den berygtede franske film “Irréversible” fra 2002, der havde Monica Bellucci i hovedrollen.

Anmeldt af: Thomas

Filmen er venligst stillet til rådighed af: Another World Entertainment

Thumbs Up:

Handling:
Filmen starter i en lille lejlighed i et boligkompleks i Tokyo. Vi møder Oscar (Nathaniel Brown), som har besøg af sin søster Linda (Paz de la Huerta). Linda prøver at få Oscar til at stoppe med at tage stoffer sammen med vennerne Alex og Victor.

Linda forlader efter nogen tid lejligheden for at tage på arbejde. Da hun er gået finder Oscar noget DMT og LSD frem, som han indtager og bliver godt høj af. Imens han ligger i sin rus ringer vennen Victor (Olly Alexander), som vil have Oscar til at komme ned på baren ”The Void” med nogle stoffer, som han opbevarer for ham. Imens han gør sig klar til at gå, får Oscar kort efter besøg af Alex (Cyril Roy) som er hans bedste ven og kunstner. Han bliver enig med Oscar om at gå ud i natten sammen.

På vej til baren snakker de to om livet og Alex’ mening er at Oscar bør droppe at sælge og tage stoffer og i stedet finde sig et rigtigt job, som f.eks. DJ. Han er også efter ham, da han har et forhold til en ældre kvinde. Alex mener at Oscar bør finde en smuk japansk pige på sin egen alder i stedet.

Alex ønsker ikke at gå med ind på baren for at mødes med Victor, så han bliver ude i gaden og går efter noget fast food. Oscar går alene ind i baren for at mødes med Victor. Da han sætter sig ved Victors bord er alt han siger bare ”Undskyld” og så helvede løs. Politiet er på baren og vil knalde Oscar efter tip fra Victor. Oscar stikker af ud på et klaustrofobisk lille WC og får låst døren for næsen af politiet. Han prøver at skylle Victors piller ud i pissoiret, men vandet løber ikke så stærkt i det lille lokum, og ydermere har Oscar top-stress og paranoia fra sit trip. Pillerne ligger overalt på gulvet og de vil ikke skylles ud.

Oscar råber til det dørbankende politi at han har en pistol. Det skulle han ikke have gjort, for kort efter skyder de ham igennem døren. Han falder blødende om på gulvet og snart er politiet inde på WC’et. Oscar er død.

Da politiet lidt senere bærer den anholdte Victor og den døde Oscar ud af baren, kommer Alex tilbage fra sin aftensmad. Victor genkender Alex og da Alex ikke vil blandes ind i sagen stikker han af fra politiet. Da han slipper langt nok væk prøver at han at ringe til Oscars søster Linda, for at give hende nyheden. Hun ignorerer dog opkaldet, da hun er midt i en sexakt med chefen på stripklubben ”Sex Money Power”, hvor hun arbejder som stripper. Hun får dog nyheden fra sin telefonsvarer, da chefen kort efter er færdig med hende og på vej videre i de daglige rutiner.

Tekniske Detaljer:
Filmen vises i 2.35:1 anamorfisk widescreenformat i 1080p High Definition med engelsk Dolby Digital 5.1 Surround Sound lydspor. Den varer 2 timer og 58 minutter og er tekstet på dansk eller norsk. Der er ikke noget ekstramateriale til filmen, måske på grund af pladsmangel ift. den lange spilletid.

Trivia:
Den argentisk fødte instruktør Gaspar Noé slog for alvor igennem, da han i 2002 instruerede den franske film Irréversible – en uforglemmelig filmoplevelse, der var ligeså voldsom som den var stilskabende. Bedst kendt er den nok for den 15 minutter lange voldtægts-scene af Monica Belluci og rygter nok at folk kastede op på stribe, da filmen blev vist for første gang i biffen. Nu kan du langt om længe opleve Gasper Noés seneste film Enter the Void på DVD og blu-ray. Filmen har taget ham ni år at lave, og siden premieren på Cannes festivalen i 2009 har den delt vandene både hos kritikere og filmfans – men alle synes dog at være enige om at den ligesom Irréversible er umulig at glemme!

Hovedrollerne spilles af Paz de la Huerta (Boardwalk Empire), som Linda. Nathaniel Brown som Oscar. Cyril Roy spiller Alex og Olly Alexander (Gulliver’s Travels) er Victor.

Enter The Void var nomineret til en Palme d’Or ved Cannes Fillmfestival i 2009 og den vandt 2 priser på Sitges – Catalonian International Film Festival, også i 2009.

Vurdering:
Jeg kan rigtig godt lide Enter The Void. Specielt når jeg har ”Irreversible” i baghovedet, som var lige en tand for meget af det gode. Introen ligger godt nok ud i flippet farveorgie, der fortæller om gud og hver mand, der har været med til at skabe dette lille mesterværk, men så snart det er ovre og filmen begynder falder der lige lidt mere ro på.

I starten af filmen oplever man Oscars verden fra Oscars synspunkt, indtil han på tragisk vis skydes af politiet. Det er nogle af de bedste Point Of View -scener jeg har set i mindre filmproduktioner. Det er næste som at være der selv – som jo er meningen med POV optagelser ;-)

Da Oscar dør på toilettet flyver hans sjæl ud af hans krop, men forstår ikke helt at han er død. Sjælen flyver derfor rundt resten af filmen og overværer hvad der sker med de andre hovedpersoner i historien. Dette ”spøgelse” kan ikke røre ved ting eller forskrække folk, som man har set det i andre spøgelseshistorier. Oscars spøgelse følger bare med og oplever hvad der sker uden at kunne gøre til eller fra. Det er sindsygt godt lavet og filmen er værd at se bare på grund af denne opbygning. Det er en flyvende kameraføring der giver os nogle sjælde og spændende kameravinkler, som vi ikke er vant til fra andre film. Det hele suppleres med Flashbacks til Oscar og Lindas barndom, som har spillet en væsentlig rolle i hele plottet. Det snakker vi ikke mere om her i anmeldelsen.

Filmen er tæt på at vare tre timer, nogen jeg måske godt kunne have undværet. Jeg vil mene at Gaspar nok skulle kunne have klemt den ned på et par timer og stadig opnået et fint resultat. Resultatet af filmen som Gaspar har valgt at lave er også fint nok og man får virkelig lov til at tænke nogle tanker ind i mellem, imens sjælens rejse tager os med på flyvetur over Tokyos tage. Det er disse flyveture der ind i mellem trækker det hele lidt i langdrag.

Historien, handlingen og en masse små hints bindes flot sammen til sidst, hvor filmen måske lige er ved at blive erotisk nok, for et almindeligt publikum, men sexscenerne er flotte og langt fra så ubehagelig, som den lange voldtægtsscene i Irreversible. Her går de indtryk og tegner et portræt af et Tokyo man ikke lige ser hver dag.

Jeg kan varmt anbefale Enter The Void. Det er filmisk oplevelse, som du bør opleve, men gør dig selv den tjeneste, at have tid nok til at sidde alle tre timer. Den får 5 Thumbs-Up med herfra.

Find filmen på DVD eller Blu-Ray Disc på: MovieZoo.dk

Filmtrailer:

Filmplakater:

Synops:
Jack er en arbejdsløs forfatter, der ikke rigtig kan få gang i den store roman. For at klare dagen og vejen tager han job som dealer i et kasino. Det går op for ham, at spilleverdenen vil være den perfekte baggrund for hans roman. Iskoldt og kynisk betragter han verden omkring sig, ikke bleg for at manipulere sine omgivelser bare for at prøve grænserne af og siden bruge sin viden i romanen. Jack er esset i sit eget spil, men snart går det op for ham, at han ikke selv er dealeren.

Anmeldt af: Thomas

Jack Manfred: ”Hang on tightly, let go lightly”.

Filmen er venligst stillet til rådighed af: NTC Film

Thumbs Up:

Handling:
Jack Manfred (Clive Owen) er en arbejdsløs forfatter. Filmen starter med at han er til møde hos sin publisher som foreslår ham at skrive en historie om en fodboldspiller. En historie med korruption, stoffer og slagsmål med mere. En spændende historie.

Da Jack går fra mødet er han ikke videre optimistisk og klar på idéen. Han vil hellere selv finde på hvad hans historie skal handle om. Et opkald fra hans far Jack Senior (Nicholas Ball), ændrer dog situationen en smule. Hans far tilbyder Jack et arbejde som ”dealer / croupier” på det lokale casino ”Golden Lion Casino” i London. Han skal bare lige besøge casino-chefen og lade sig interviewe. Jack har tidligere været croupier på et casino i Sydafrika, hvor han voksede op, så han er ret god til det. Jobbet bliver da også hans, efter kort tids jobsamtale, hvor hans stolthed for jobbets udførelse og hans perfektionisme skinner igennem. Det er noget casinochefen godt kan lide.

Jack begynder at arbejde på casinoet om aftenen og natten, hvor der er allermest gang i den. Desværre arbejder hans kæreste Marion (Gina McKee) om dagen, så hun står op og tager på job, når Jack kommer hjem og går i seng. Pludselig er det ikke meget de ser til hinanden i hverdagen.

Hvad værre er, er at Jack begynder at hænge ud med de andre ansatte på casinoet, selvom Jack fik at vide til jobsamtalen, at det ikke var noget man brød sig om, i frygt for at nogen ville begynde at stjæle fra casinoet og at de andre i så fald ville dække over ham, så frem de var venner i fritiden udenfor casinoet. Det er selvfølgelig lige det der sker inden længe for Jack. Han kommer i lag med en anden ung mand der også arbejder som dealer og han lokker Jack med til fester efter arbejde. Hans nætter bliver længere og længere hvilket hans kæreste ikke bryder sig om. Dette får Jack til holde lidt igen med festerne.

Da Jack ikke længere tager med til festerne, går han samtidig glip af sit normale lift hjem. Så en aften hvor han går alene hen til togstationen bliver han overfaldet af en sur casinokunde, der tidligere er blevet smidt ud fordi han prøvede på at snyde ved Jacks bord. Jacks kvindelige kollega Lucy (Loretta Parnell) kommer dog og redder ham væk derfra og tager ham med hjem for at gøre ham ren, inden han skal hjem til sin kæreste. Det ender efterfølgende medd at de går i seng sammen. Næste dag kommer Lucy forbi Jacks kælderlejlihed. Hun er blevet fyret fra casinoet, da hun har fået skylden for Jacks mandlige kollegas snyderier. Hun er fuld og fortæller åbent Jacks kæreste at de har været i seng sammen. Nu bliver kæresten Marion vred på Jack og forlader ham og han sidder derefter alene i lejliheden.

Han er dog blevet hooked på casinolivet igen og han får den idé at skrive sin bog om en person som ham selv, der arbejder i et casino. Han er draget af denne specielle verden og bryder sig ikke længere om sit almindelige liv. Han savner ikke sin kæreste og snart starter han en affære med en kunde fra casinoet, som også stammer fra Sydafrika. Hun hedder Jani de Villiers (Alex Kingston) og snart skaber hun store problemer for Jack. Hvad det går ud på må du selv se filmen for at finde ud af. Får han mon skrevet sin bog? Finder han kærligheden? Spørgsmålene er mange, men de skal nok blive besvaret ;o)

Tekniske Detaljer:
Filmen vises i widescreenformatet 1.85:1 med engelsk Dolby Digital 2.0 Stereo lydspor. Den varer 1 time og 30 minutter og er tekstet på dansk, svensk, norsk og finsk. Du skal være 15 år for at kigge med. Ekstramateriale er der ikke noget af på DVD’en, men filmens trailer kan ses i bunden af anmeldelsen.

Trivia:
Filmens skaber er Mike Hodges der blandt andet tidligere har instrueret Get Carter (1971), Jens Lyn (1980) og Black Rainbow (1989). Manusforfatteren er Paul Mayersberg, der tidliger har skrevet The Man Who Fell to Earth (1976), Eureka (1983) og Merry Christmas Mr. Lawrence (1983)

Hovedrollerne indtages af Clive Owen (Bourne Identity, King Arthur, Children Of Men, Closer, Shoot ‘Em Up ) som Jack Manfred. Gina McKee (Notting Hill, Soning) som kæresten Marion Nell. Alex Kingston (This Space Between Us, Essex Boys, Alpha Dog) er den sydafrikanske elsker Jani de Villiers som virkelig skaber problemer for vores helt og hovedperson. Rhona Mitra (Ali G Indahouse, Hollow Man, The Number 23, Shooter) har også en lille birolle i filmen, hvor hun spiller “pige med joint” hvilket virker fuldstændig malplaceret på hende. Men smuk ser hun ud.

Om filmen kan det fortælles at den lå på hylden i to år, før den blev sendt i biografen i 2000/2001. Den blev indspillet allerede i 1998. Filmen blev også diskvalificeret af Oscar-uddelingen, da den blev vist på hollandsk TV, inden Oscar-uddelingen fandt sted. Clive Owen, Kate Hardie samt de andre skuespillere der skulle være croupiers blev trænet af professionelle casinoarbejdere. Manuskriptforfatteren Paul Mayersberg, lod sig inspirere af Akira Kurosawas film ”Den Skjulte Fæstning” fra 1958, inden han skrev manuskriptet.

Vurdering:
Croupier er en udmærket europæisk casinofilm, skabt på tværs af landegrænser i Frankrig, Tyskland, England og Irland. Handlingen foregår i London, med referencer til Sydafrika. Det er en stille og rolig film med en ung Clive Owen i hovedrollen, med affarvet hår. Det ser lidt firser-agtigt ud, selvom filmen er fra slutningen af 90erne. Handlingen og historien er ret smart skrevet og har en overraskende afslutning.

Jeg havde ikke set filmen tidligere og endnu mindre hørt tale om den, før muligheden for at anmelde den tilbød sig. Jeg kan godt lide Clive Owen, især efter hans deltagelse i Sin City i 2005 og hans medvirken i bankrøverfilmen Inside Man fra 2006. Samtidig plejer film der foregår i casinomiljøet at være ret spændende. Oceans 11 + 12 + 13 filmene var alle fyldt med spænding, imens Matt Damon, som Mike McDermott, i filmen Sidste Spil også vakte min interesse. Selvfølgelig er der også klassikeren over dem alle ”Casino” fra 1995 med Robert De Niro, Sharon Stone og en sindssyg og super godt spillende Joe Pesci i hovedrollerne. For nylig er også filmen “21: The Movie” kommet på min favoritliste. Spændingen om at vinde penge eller tabe er jo det der driver værket når det kommer til casino og gambling, men der er altdi nogen der prøver at skaffe sig gevinsterne ved at snyde. Nogle som ikke tør stole på deres eget held.

Det er ikke det film der er postet flest penge i at skabe, men den klarer sig fint med det den har og de skuespillere der er med og historien holder 100%. At hovedpersonen starter som forfatter, men bevæger sig over i casinomiljøet, samtidig med at han er den stille mystiske og hemmlighedsfulde type, gør at vores interesse bliver vagt og holder os fast ved skærmen til filmen er færdig.

Filmen kan klart anbefales og får smidt 4½ Thumbs-Up efter sig.

Køb filmen på: moviezoo.dk

Se traileren her:

Diverse Covers:

Synops:
Endnu en Truffaut til samlingen over tidens største filmklassikere. François Truffauts alter ego Antoine Doinel (som blev introduceret i ”De 400 Slag / Ung Flugt”) er vokset op og blevet en kærlighedssyg ung mand, der driver rundt på Paris’ livlige gader i 1968. Truffauts mest poetiske mesterværk er et subtilt erotisk, humoristisk og nostalgisk drømmeri. Hverken Paris eller kærligheden er nogensinde blevet skildret mere smukt.

Anmeldt af: Thomas

Filmen er venligst stillet til rådighed af: Pan Vision

Georges Tabard: Do you speak English, Antoine?
Antoine Doinel: I’m learning from records, but it’s not easy.
Georges Tabard: Records are a joke. There’s only one way to learn: in bed with an English girl. It’s time you learned. I learned with an Australian girl while her husband was at work painting houses.
Fabienne Tabard: Like Hitler.
Georges Tabard: Don’t ever say Hitler was a housepainter. That’s slander. Hitler painted landscapes.

Thumbs Up:

Handling:
Stjålne Kys handler om den unge mand Antoine Doinel (Jean-Pierre Léaud), som er lidt af en rod. Han møder ikke op til sine opgaver i militæret og han møder heller ikke op når der uddeles straf. Militæret vil egentlig hellere end gerne slippe af med ham og det er noget Antoine ser frem til, selvom han ikke får en anbefaling med derfra.

Han skynder sig ud i Paris’ gader efter han er blevet fritstillet af generalen. Han har været militær-fængsel i nogen tid så han har savnet en kvindes selskab. Derfor går turen fra militærfængslet og direkte hen til det nærmeste bordel, hvor han samler en strid prostitueret op. Hun vil ikke smide tøjet og hun vil ikke kysse på munden og han må heller ikke røre ved hendes hår der lige har fået lak. Det kan han ikke leve med og skynder sig ud igen, men finder snart en anden prostitueret.

Efterfølgende går turen forbi Darbon familiens hus, hvor Doinels ekskæreste bor hjemme ved sine forældre. Desværre er hun ikke hjemme, men hendes far kan da lige skaffe Doinel et job som nat-poitier på et hotel. Han takker ja til jobbet som ikke kræver det store. Et par dage senere kommer Christine forbi og deler en cola med ham og de får snakket lidt. Hun troede ikke hun ville få ham at se igen. Han beskylder hende for ikke at svare på sine breve og hun beskylder ham for at have skrevet alt for mange. På en uge modtog hun 19 breve, hvilket var lige rigeligt at svare på, så deres forhold har været på pause, men hun inviterer dog Doinel hjem til middag hos forældrene.

Næste dag mister Doinel dog sit job, da han lukker to mænd ind på en af hotelgæsternes værelse. Det viser sig at være en privatdetektiv og en mand til en kone, som har en affære. De har dog bildt Doinel ind at de skal hente en dame, som skal med en taxa, så de kan nå en bus, der kører hen til et fly. Doinel når derfor ikke at tænke og hjælper derfor de to mænd, uden at spørge gæsten på værelset først. Han bliver efterfølgende fyret, men der går ikke længe inden privatdetektiven ansætter ham i sit firma.

Det giver noget at tale om da Doinel kommer hjem til middag hos Darbon familien, hvor han i kælderen kommer til at ”stjæle et kys” fra Christine. Hun er dog ikke helt med på den og trækker sig væk fra ham og skynder sig op i stuen igen med vinen. Aftenen går dog stærkt og han fortæller om sit nye spændende job.

Det viser sig dog hurtigt at Doinel ikke er den bedste til detektiv jobbet. I hvert fald ikke til at følge efter folk og skygge dem uden at blive opdaget. Han bliver i stedet planet som muldvarp i en en skobutik, hvor han opgave er at finde ud af, om de andre ansatte bagtaler chefen Georges Tabard (Michael Lonsdale). En dag kommer Georges kone Fabienne Tabard (Delphine Seyrig) forbi butikken og Doinel bliver med ét forelsket i den mere modne dame. Hvordan resten af filmen forløber og hvilken pige Doinel ender ud med skal vi selvfølgelig ikke afsløre endnu.

Tekniske Detaljer:
Filmen vises i widescreenformatet 1.78:1 med fransk Dolby Digital 1.0 Mono lydspor. Den varer cirka 1 time og 30 minutter og er tekstet på dansk, svensk, norsk eller finsk. Som det eneste ekstramateriale er der trailer til filmen.

Trivia:
I Danmark går filmen under navnet ”Stjålne Kys” imens den originale franske titel er Baisers Volés. Internationalt kendes filmen som Stolen Kisses. Instruktøren af filmen er den berømte François Truffaut, som vi også kender fra filmene Bruden var i sort (1968), Den falske brud (1969) og Manden der elskede kvinder (1977). Truffaut har også skrevet filmens manuskript med hjælp fra Claude de Givray og Bernard Revon.

Hovedrollerne i filmen spilles af blandt andre Jean-Pierre Léaud (”De 400 Slag / Ung Flugt”) der spiller hovedpersonen Antoine Doinel. Antoines kæreste Christine Darbon, spilles af Claude Jade (Alfred Hitchcocks Topaz, 1969). Michael Lonsdale (Rosens Navn) spiller Antoines chef Georges Tabard og chefens kone Fabienne Tabard spilles af Delphine Seyrig (Last Year In Marienbad, 1961).

Filmen blev i 1969 nomineret til en Oscar for ”Bedste Udenlandske Film” men vandt desværre ikke. I stedet for vandt filmen ”Kritikerprisen” for ”Bedste Film” ved French Syndicate of Cinema Critics. Desuden blev den også nomineret til en Golden Globe, som den desværre heller ikke vandt.

Filmkarakteren Antoine Doinel er faktisk en blanding af to virkelige personers liv, oplevelser og historier. Karakteren er nemlig kraftigt inspireret af skuespilleren Jean-Pierre Léaud selv, samt instruktøren François Truffaut selv.

Vurdering:
Stjålne Kys er en fin og sød film der fortæller om det ubekymrede liv for en ung mand, i slutningen af 1960ernes Frankrigs, i hovedstaden Paris, hvor den unge mand netop går i gang med den voksne del af hans liv. Anden Verdenskrig er for længst overstået og tiderne begynder at blive bedre og bedre. Det betyder ikke alverden om man bliver fyret fra et job for det er nemt nok at få et nyt. Antoine Doinel er i denne film blevet en voksen mand og har været en tur i både hæren og i hærens fængsel. Han er dog ikke længere så rebelsk som han er portræteret i f.eks ”Les quatre cents coups” aka ”Ung Flugt” aka ”The 400 Blows” fra 1959 og i Antoine & Colette (1962), selvom han både besøger en prostitueret og rækker tunge af sin General.

Samme skuespiller, Jean-Pierre Léaud, spiller faktisk også ”Antoine Doinel” i filmene “L’amour à vingt ans” aka “Love at Twenty” aka “De unge elskende” (1962), samt “Domicile conjugal” aka “Bed & Board” aka “Elsker – elsker ikke” (1970) og “L’amour en fuite” aka “Love on the Run” aka “Kærlighed på flugt” (1979), som da helt sikkert skal ses efterfølgende. Jeg vil dog starte med at kigge nærmere på de to forløbere, som er blevet noget mere rost end ”Stjålne Kys” som måske ikke har den helt vilde handling, men fortæller en historie om kærligheden og det at melde klart ud til den man er forelsket i. I Stjålne Kys er det som om det hele går lidt i ring. Når Antoine er forelsket i en pige er hun ikke forelsket i ham. Så bevæger han sige videre ad livets landevej, og når så pigerne er forelskede i ham, så er han ikke længere forelsket i dem, da han nu har fundet nye piger at beundre.

Selve historien står til tider helt stille og handlingen føles ikke så svær at følge. Det er som om Truffaut maler et billede af Paris på kunstnerisk vis, men gør det med den form for kunst han er bedst til: Et Filmkamera. Filmen er bestemt halvanden time værd og kan især anbefales hvis du tør bevæge dig lidt væk fra de velkendte masseproducerede amerikanske blockbusters og gå i krig med den europæiske ”foreign films” filmskat.

Jeg strækker mig en smule og giver filmen 4½ Thumbs-Up.

Køb filmen på: moviezoo.dk

Se traileren her:

Filmplakater:

Synops:
Et nyforelsket par bestemmer sig for at tilbringe en hyrdetime sammen på en forladt kirkegård, men inden de ved af det, er natten faldet på. I mørket virker den gamle gravplads pludselig endnu større end i dagslys – og betydelig mere skrækindjagende. Stille og roligt sniger panikken sig ind på de to elskere, da det går op for dem, at de måske aldrig finder vejen ud igen…

Anmeldt af: Carsten

Filmen er venligst stillet til rådighed af: Another World Entertainment

Thumbs Up:

Handling:
Der er bryllup og to unge mennesker finder hinanden og kan ikke lade være med at kigge på hinanden i smug. For at komme i kontakt med hende, rejser fyren sig op og reciterer et digt han selv har kreeret, men det handler om kærlighed i døden og de fleste af gæsterne ved ikke helt hvad de synes, men klapper alligevel da han er færdig. Mens han reciterede digtet kiggede han intenst på den unge dame, hvilket fik hende til at opsøge ham bagefter, da han var gået udenfor, for at høre hvorfor han kiggede sådan på hende. Hans forklaring er ganske simpel: Det var den eneste måde at komme i kontakt med hende på.

De beslutter sig for at mødes den næste dag på den gamle forladte togbanegård, hvor de løber rundt blandt togene i en legen tagfat, hvorefter de beslutter sig for at tage et andet sted hen for at spise deres medbragte mad. Men da de kommer forbi den nærliggende kirkegård, beslutter han sig for at de skal gå derind, for der er jo stille og roligt og ingen der vil forstyrre dem, for der er kun de døde og de er begravet og eksisterer ikke længere, så der er ikke noget at være bange for. Hun er dog lidt modvillig, men går dog alligevel med. Efter at have gået rundt derinde et stykke tid og har fundet et godt sted, så skynder de sig tilbage efter madkurven, for hun har ikke lyst til at være alene på kirkegården. Men de er nu heller ikke helt alene, for der går flere folk rundt, der er kommet for at lægge blomster på deres elskedes grave, men hun synes nu stadig det er uhyggeligt.

For at vise at der ikke er noget at frygte finder han en grav, der er lukket med nogle jernlåger, som han åbner, hvorpå han beslutter sig for at kravle ned i mørket. Hun er lidt nølende, men da en mand kommer forbi og kigger olmt på hende, fordi de forstyrrer gravene og de døde, vælger hun alligevel at kravle ned til ham, hvor de klæder sig af og elsker helt til natten falder på. Det var ikke lige det der var planlagt og de bliver lidt overraskede – selv han bliver en lille smule bekymret og utryg til mode, for noget er at være på en kirkegård om dagen og være modig, noget helt andet er det dog at være det samme om natten, hvor ens fantasi overtager i mørket.

Ingen af dem kan rigtigt genkende vejen og de mister hurtigt orienteringen og begynder at gå lidt i panik, fordi de ikke kan finde ud. Men kirkegården er nådesløs og nærmest uendelig og inden længe er de tilbage ved den grav de hyggede sig i tidligere og det er lige før de begynder at blive hysteriske, for de går i ring og synes ikke at komme nogle vegne. De prøver så en anden vej og ser om den fører ud derfra. Han har dog glemt sit ur nede i krypten, men hun har ikke lyst til at gå tilbage og hun vil helst ikke være alene, så de fortsætter. Ved en af skulpturerne, en lille cherub, der holder en jernrose, stopper de op for at samle tankerne. Hun havde tidligere samlet en tilsvarende jernrose op nede ved stranden, som hun havde kastet fra sig, men i sin lettere paniske og overtroiske tilstand er hun overbevist om at jernrosen kan føre dem ud derfra. Han er dog af den overbevisning at hun er ved at miste forstanden og der går da heller ikke lang tid før de begynder at sloges i frustration over at de ikke kan finde ud og at den anden opfører sig tosset.

Det bliver for meget for ham, så han forlader hende, men falder så ned i en åben grav. Da hun hører hans klageskrig går hun ud i mørket efter ham og finder ham i graven, hvor hun selv hopper ned og hvor de atter falder i hinandens arme ovenpå flere skeletter. Nu er de atter sammen igen og de kravler op fra graven for at finde vejen ud, men da de kommer tilbage til den samme krypt som tidligere beslutter han sig for at hente sit ur, men da han er dernede lukker hun jernlågerne og lægger en jernstang gennem hægterne så han ikke kan komme ud, hvorpå hun begynder at danse gennem kirkegården indtil morgengryet byder hende velkommen. Derpå går hun tilbage til den samme grav, fjerner jernstangen og kravler selv ned og lukker efter sig.

Tekniske Detaljer:
Filmen vises i anamorfisk widescreen 1.66:1 og med fransk Dolby Digital 2.0 stereo lyd. Den varer 1 time og 17 minutter og er tekstet på dansk : svensk : norsk : finsk. Som ekstramateriale er der trailers for forskellige andre erotiske film.

Trivia:
Filmen er instrueret af Jean Rollin, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med i filmene Rape Of The Vampire (1968), The Nude Vampire (1970), Grapes Of Death (1978), The Living Dead Girl (1982), Lost In New York (1989) og Two Orphan Vampires (1997). Jean Rollin har desuden medvirket som manuskriptforfatter, sammen med Tristan Corbière, der har skrevet digtet og Maurice Lemaître, der har stået bag dialogen. Hovedpersonerne spilles af Françoise Pascal, som pigen og Hugues Quester som drengen. Françoise Pascal fik efterfølgende en rolle i TV-serien “Mind Your Language” der gik fra 1977-1979.

Vurdering:
Sikke en gang ligegyldigt vrøvl. Det er fransk og det er sært og karakterene er så ulogiske at det er til at ryste på hovedet over. Den platte lyrik som skal give sig ud for dialog er nærmest middelmådig dårlig og det er uforståeligt hvordan en så dårlig og ligegyldig film, der tydeligvis skal forestille sig at være en romantisk gyser, er blevet til og at investorerne ikke har følt at pengene var ekstremt dårligt givet ud. Men selv dårlige digte og dårlige film kan blive lavet, så det burde nok ikke overraske, og den her er virkeligt derude hvor det er lige før det er for meget af det gode.

Det eneste man sidder og tænker igennem det meste af filmen er: Hvorfor? Og ja, det er nok at afsløre for meget, men den eneste måde dette makværk overhovedet kan give mening er at de to karakterer begge er døde og hører til nede i den krypt, som de begge to forsvinder ned i flere gange i løbet af filmen. Man hører ikke rigtigt noget om deres liv udover filmen, hvad de laver og hvem de er, men selv med denne indstilling til filmen sidder man bare og ryster på hovedet over den dårlige dialog og det ringe skuespil der er overskruet og plat. Der er slet ingen uhygge, kun en sær følelse af: Nå… nu ter de sig som tossede igen fordi de ikke lige kan finde ud. Og den manglende respekt for de døde og deres gravsteder der vises i filmen er forargende og det føles mere som om det er med netop kun for at forarge og ikke rigtigt fordi det har noget egentlig grund.

Lyssætningen er helt hen i vejret: Det skal jo forestille at være nat i en stor del af filmen, men alligevel er kirkegården og karaktererne oplyst som om det var dag. Men, det er vist noget der er gennemgående i Jean Rollin film, at han ikke kan finde ud af nat og dag og i det hele taget at skabe en stemning. Det ville have været meget mere uhyggeligt og man ville have været inddraget meget mere i handlingen og karakterernes hysteriske frustrationer, hvis det havde været lidt sværere at se alt og alting omkring dem. For fantasien kan sagtens få frit spil på en kirkegård om natten og skabe en paniktilstand, som man ikke havde troet mulig ved at være på kirkegården om dagen, men Jean Rollin er slet ikke i stand til at frembringe den stemning og det får bare karaktererne til at synes som tosser… og så tillige at de begynder at opføre sig ekstremt sært i løbet af filmen… ja… der er ikke ret meget andet at sige end at denne film slet ikke er værd at anbefale, med mindre man er interesseret i en intens, grublende fyr og en zombieagtig kvinde hvor øjnene kører langsomt fra side til side og hun går rundt og ter sig mærkeligt uden grund, ja, så er filmen nok lige noget for dig.

Seriøst. Spild ikke din tid. Selv de bare bryster er ikke det værd. Der er så meget andet der er så meget bedre og kun begrænset tid, så brug den hellere på noget godt. Her får den altså kun 2 ud af 6. Den er simpelthen ikke mere værd.

Køb filmen på: moviezoo.dk

Se traileren her:

Synops:
Blinde om dagen og blodsugere om natten – De to unge forældre-løse piger Louise og Henriette lever et uhyggeligt dobbeltliv, hvor de det ene øjeblik er uskyldige jomfruer for i det næste at blive forvandlet til varmblodige vampyrer. En dag adopteres de af en berømt øjenlæge, men pigerne frygter, at han skal afsløre deres makabre hemmelighed. Snart begynder de at planlægge, hvordan de skal skaffe ham af vejen…

Anmeldt af: Carsten

Filmen er venligst stillet til rådighed af: Another World Entertainment

Thumbs Up:

Handling:
De to blinde unge piger, Louise og Henriette, bor på et kristent børnehjem. De er de to nonners absolutte favoritter, fordi at de ser dem som to små engle der er dømt til at lide i mørke og usikkerhed. Pigernes blindhed er et mysterium, så nonnerne har tilkaldt en øjenspecialist til at se på dem, men det er tydeligt at de har andre motiver med at tilkalde ham, da de håber på at han vil forbarme sig over dem og adoptere dem, så de forhåbentligt kan blive helbredt.

Hvad ingen ved er dog at de to piger er langt fra normale. Heller ikke deres blindhed er normal, for om natten vågner de op til dåd og kan sagtens se verden, omend dog i blå toner, men dog se, og de sniger sig ud af børnehjemmet og hen på den nærliggende kirkegård, hvor de løber rundt, leger og fortæller hinanden historier om hvem de var før de døde. De husker en tid hvor de levede i en storby langt derfra, hvor de er nu, og især en bro, hvor de fandt og overmandede et offer og drænede ham for blod, men det var ikke lang tid derefter at de oplevede deres seneste død.

De fantaserer om at de var Aztekiske guder og at hele folket var til for at hylde og ære dem og ofre sig selv for dem i religiøs fryd, så de kunne leve igen. I bund og grund ved de ikke hvem de er og hvorfor de er, så de søger tilflugt i fantasien, og virkeligheden er ikke andet end deres legeplads, hvor de fordriver tiden, som i en drøm.

Øjenlægen, Dr. Dennary, vælger at adoptere de to piger og tager dem med sig hjem til Paris, så han kan studere deres lidelse og forhåbentligt få dem til at se igen i fremtiden. Men når han er gået i seng, så sniger de sig ud for at opleve natten og gøre det der bringer dem mest glæde, nemlig at jage, overmande og drikke blodet fra ufrivillige ofre.

De føler sig nu bedst hjemme på en kirkegård, så da Dennary er afsted på en konference og først kommer hjem dagen efter, så vælger de to piger at tage metroen til en af de store kirkegårde i Paris. De tager afsted mens det stadig er lyst, men de har ingen problemer med at finde den. De passerer et ældre par og nogle unge elskende inden de finder en god plads, kryber sammen og lægger sig til at hvile til nattens mørke gør dem seende igen. Glade og frejdige løber de gennem kirkegården, men det ældre par, opfatter dem som dæmoner og manden begynder at jagte dem med en pind. Kæresteparret bliver afbrudt i deres kæleri og pigen kræver at fyren stopper den gamle tosse, der jagter d blinde piger, men da hun lades alene, så overfalder pigerne hende og tømmer hende for blod.

Tekniske Detaljer:
Filmen vises i anamorfisk widescreen i formatet 1.66:1 med engelsk Dolby Digital 2.0 stereo lyd. Den varer godt og vel 103 minutter og er undertekstet på dansk : svensk : norsk : finsk. Som ekstramateriale har den slideshows, trailers og et interview med Jean Rollin.

Trivia:
Efter 13 års dvale åbnede Jean Rollin kistelåget og pustede nyt liv i de væsner, som han så ypperligt formår at skildre: vampyrerne. Two Orphan Vampires er præcis, hvad hans fans havde ventet på: et comeback som ikke kun er uhyggeligt, erotisk og stemningsfuldt, men som også er en tidsrejse tilbage til den æra, hvor Rollin var bedst! Du kender måske Rollin fra andre film, der ofte også er blevet anmeldt her på hjemmesiden. Han har blandt andet stået bag The Nude Vampire (1970), Grapes Of Death (1978) og Lost in New York (1989), samt diverse andre. Se flere titler med Jean Rollin her: Moviezoo.dk

Vurdering:
Det er da en okay film og forholdet mellem de to søstre er da også filmens stærke side, men den er sådan lidt aparte og gammeldags, som noget der blev lavet i slutningen af halvfjerdserne eller i starten af firserne – på ingen måde noget som man forventer blev lavet i slutningen af halvfemserne. Den er kikset på den måde som man ser i den slags film fra den tid, så det at den er af nyere dato er jo lidt overraskende. Det er o et tegn på en instruktør der stadig lever i fortiden og ikke har været i stand til at udvikle sig, men stadig kører i den samme rille. Man hører jo tit folk sige at man lidt ønskede at man lavede film som i gamle dage, hvor der er opbygning og karakterudvikling og ikke bare effekter og eksplosioner… men det er en hel anden type film man snakker om her og gør sig ikke gældende for film som denne, hvor man hellere vil have at der var en progressiv udvikling fra det letter absurde til noget mere fyldestgørende.

Men det er absurd og lettere komisk højtravende, hvor det hele bare føles en lille smule plat. Vampyrdamen på kirkegården med det enorme, falske vinger ser jo mere komisk og ynkelig ud end skræmmende og overjordisk. Det er egentligt bare en masse folk der står og snakker om noget unaturligt uden egentlig indlevelse og følelse og man henfalder lidt til tanken om at den mørkhårede af søstrene ligner den amerikanske skuespiller Ellen Page en lille smule og hvad mon der ikke ville ske af forbedringer hvis historien blev lavet med hende i den ene af hovedrollerne, for hun er jo en rigtig god skuespillerinde. Men… så kommer man i tanke om at man er ved at se en film og ikke burde tænke på andre ting.

Ligesom i mange film fra før i tiden med minimalt budget, så er der tit kontinuitetsproblemer og det er der især med hvornår det er nat og hvornår det er dag i filmen. Tidsfornemmelsen er lidt hen i vejret og nattetid bliver indikeret af blå – da det er den farve de to piger kan se – fremfor grå og mørkt, hvilket ville være mere naturligt for nattetid. Men uha nej… kan da ikke have sort/hvid i en moderne farvefilm… farligt. Det er tydeligt at de fleste nattescener er filmet om dagen, hvor der så bare er brugt et blåt filter eller sådan noget, for alt er tydeligt og slet ikke dunkelt og svært at se, hvilket nok ville have tilføjet en smule mere atmosfære. Det er også lidt sjovt at de møder nogle mennesker på forskellige steder ved højlys dag, mens de er blinde… og så går der lidt tid og det bliver nat, men de mennesker er stadig på samme sted… så igen… en smule kikset. at det bare er lige på dag og nat, men ingen aften – ingen blød overgang fra dag til nat.

Igen sidder man og tænker at den basale historie om to søstre, der er blinde om dagen, men kan se om natten, lever for evigt og drikker blod, uden at nogen opdager dem eller mistænker dem for at være vampyrer, og hvor de ikke ved hvem de er, men så fantaserer sig til forskellige identiteter og i bund og grund holder sammen i tykt og tyndt, er en god historie, et godt koncept, der ville kunne udvikles til noget der er noget værd i de rette hænder. Denne film lever på denne basale ide og pigernes sammenhold, men i sig selv fejler den fælt med de kiksede bifigurer, det dårlige skuespil og episoder der er sådan lidt for sære.

Man sidder tilbage med tanken om hvorfor? Det giver jo ikke mening! Og man bliver irriteret over de urealistiske situationer man bliver udsat for i løbet af filmen, så som manden på kirkegården der løber efter dem med en pind og senere jagter dem med et jagtgevær. Hvorfor!? I vores tid og samfund… hvem fanden gør sådan noget? Hvem tror, at to piger der går rundt med solbriller og blindestok, men senere løber frejdigt rundt på kirkegården som seende, er dæmoner? Hvem tænker sådan? Og Dr. Dennary der skyder ind i en busk i et beboelseskvarter, fordi han fandt en cognac flaske i indkørslen og hørte nogle i busken… det er der sgu da for dælen heller ingen der gør. Men det er der bare for at skabe en fare for de to piger, så de kan vise deres dybe sammenhold. Det hænger ikke sammen og det giver ikke mening.

Det er en okay vampyrhistorie, der er lidt anderledes end normalt, men den kunne have været bedre, så den får 4 ud af 6 herfra.

Køb filmen på: moviezoo.dk

Synops:
Sjælen er krigens første offer. Inde i en kampvogn møder fire unge soldater krigens brutale virkelighed for første gang. Med kun et sigte som kontakt med omverdenen tvinges de både til hjælpeløst at betragte og aktivt at deltage i krigens forfærdeligheder. Det, der i begyndelsen lignede en almindelig rutineopgave, bliver hurtigt til en klaustrofobisk dødsfælde, et levende mareridt, hvor soldaterne må kæmpe for ikke at fortabe sig selv i krigens kaos.

Anmeldt af: Thomas

Filmen er venligst stillet til rådighed af: Pan Vision

Thumbs Up:

Handling:
Filmen begynder indeni en tank, hvor fire unge soldater introduceres for hinanden. De skal styre tanken, som skal hjælpe de Israelske fodsoldater i krigen imod Libanon. Året er 1982. Tre af de unge soldater har arbejdet sammen i nogen tid imens nummer 4 er ny i flokken. Udenfor har de den øverstbefalende Herzel (Oshri Cohen), som ind i mellem kommer ind i tanken og giver dem ordrer. Han fortæller dem via radioen at de skal køre lige igennem en Solsikke-mark og placere sig midt på vejen på den anden side af marken. Tanken ruller og når sit mål, hvor den standser op. Soldaten Maoz (Yoav Donat), der styrer tankens maskingeværer, holder øje med verden udenfor via sit kiggertsigte. Ud af ingenting kommer den øverstbefalende frem på stien og jager en skræk i livet på de unge soldater. De tror han er PLO terrorist og er klar til kamp. Heldigvis beder han dem om at fjerne sigtet fra sig, via sin radio. Han kommer ind i tanken og giver de fire nervøse soldater yderligere kommandoer.

De har en time til solen står op, så han befaler dem at få noget søvn. Soldaten der styrer tankens bombe beholdning vil diskutere med sergeanten, som mener at han skal holde vagt, imens de andre tre får sig en halv times søvn. Bombesoldaten kan ikke forstå at den nye mand, ved maskingeværet ikke kan tage vagten, men således bliver det. Kort tid efter holder står solen op og krigen kan rigtigt begynde.

Dog sidder de fire soldater i deres klaustrofobiske indelukke og venter og venter og venter, imens de spærrer den lille vej, for modkørende trafik. Pludselig dukker en civil bil op på vejen og standser ikke, da den nervøse og tøvende maskingeværsskytte holder sig fra aftrækkeren lige lang tid nok. Da han endelig affyrer to varselsskud, er bilen næsten fremme ved tanken og kører brændende ind i kanten af marken. Bilen er fyldt med terrorister, der hopper ud af den brændende bil og åbner ild imod fodsoldaterne udenfor. En af dem bliver dødeligt såret, hvilken nok ikke var sket, hvis den unge soldat indeni tanken, havde skudt imod terroristerne, som han havde fået besked på. Den sårede soldat dør hurtigt og bliver efterfølgende smidt ned til de fire soldater i tanken, indtil en helikopter kan samle ham op og bringe ham hjem til Israel.

Maskingeværsskytten beklager sin afventen og forklarer at han pludselig var blevet bange, da det var levende mål udenfor og ikke tomme tønder, som på træningsbanen. Da den næste civile bil krydser deres vej, tager han derimod ingen chancer og skyder med det samme imod bilen. En lukker øjnene og trykker på aftrækkeren. Da han igen åbner øjnene vælter det rundt med døde og sårede høns udenfor. En hønseavler ligger hårdt såret på jorden og råber og skriger. Den unge skytte synker lige en ekstra gang og indser at han denne gang faktisk har skudt en civilist. Deres øverstbefalende som går rundt udenfor i den rigtige krigszone, gør kort process og skyder den gamle mand, der mangler både arme og ben. Gruppen må videre.

De rykker ind i en lille libanesisk by fyldt med civile. Der formodes at være PLO terrorister i byen og israelernes opgave er at komme dem til livs. Byen er allerede blevet bombet af fly, så der ligger både døde civile og døde terrorister over det hele. Snart når de til en åben plads, hvor nogle terrorister skyder imod dem fra øverste etage, i et højhus der er blevet bombet åben. Maskingeværsskytten sigter på terroristerne, men har svært ved at få dem på kornet, da de beskytter sig bag en civil mand og kvinde og deres datter. Krig er jo krig, så de israelske soldater skyder imod huset og hvis det koster de civile deres liv, ja så er det jo bare synd. Terroristerne dør og den civile kvinde slipper med livet. Hun kommer kort efter ud af bygningen i chok og kan ikke finde sin mand og datter. Hun råber og græder, imens de israelske soldater prøver at genne hende væk. Indeni kampvognen følger de fire unge soldater med i dramaet, som fluer på væggen. Deres øverskommanderende er en hård negl, men han hjælper alligevel damen, da der går ild i hendes tøj, som hun er nødt til at smide og efterfølgende vælter nalvnøgen rundt på gaden.

Kort efter går turen videre igennem byen. Maskingeværsskytten holder øje med situationen udenfor igennem sit lille kiggertsigte. Pludselig ser han en terrorist med en bazooka og før han kan nå at gøre noget, kan han se et missil fare direkte imod kampvognen. Det hele eksploderer og vælter rundt. Sigtekornet i hans maskingevær bliver halvt smadret og det hele ryster. En stor sæk croutoner, som ligger indeni tanken og bliver brugt som snacks, flyver rundt i hele tanken og ender på alle vægge og instrumenter, som i forvejen er smadret godt ind kondensvand fra det lille indelukkede miljø, hvor man ryger og smider skodderne i vandet i tankens bund og når man skal tisse, gør man det bare på gulvet. Soldaterne udenfor får heldigvis overmandet terroristen. De fire soldater indeni tanken nærer et lille håb om at blive sendt hjem fra krigen. De håber tanken er defekt og ikke kan køre mere, så de kan komme væk fra dette helvede. Men da den øverstkommanderende kommer tilbage i tanken giver han dem en moralsk opsang, beder dem få gjort tanken ren og får chaufføren til at blive ved med at prøve at starte tanken indtil den rent faktisk starter. Der er ingen kære mor her… Krigen fortsætter, også for de fire soldater indeni tanken…

Tekniske Detaljer:
”Libanon” varer 89 minutter. Filmen vises i widescreenformatet 2.35:1 (1080p for Blu-Ray versionen) og har et arabisk Dolby Digital 5.1 Surround Sound eller 5.1 DTS lydspor. Underteksterne kan vælges på Dansk,Svensk, Norsk eller Finsk. Du skal være minimum 15 år for at se filmen. Ekstramateriale er der ikke noget af, men filmens trailer kan ses i bunden af anmeldelsen, med engelske undertekster.

Trivia:
”Libanon” er produceret via et samarbejde imellem Israel, Frankrig, Libanon og Tyskland. Filmen er optaget i Israel. Instruktøren og manuskriptforfatteren er Samuel Maoz, der tidligere har instrueret dokumentarfilmen Total Eclipse fra 2000. Filmen har vundet diverse filmpriser og i blandt dem ”Golden Lion” på Venice Film Festival i Italien, ”Human Values Award” på Thessaloniki Film Festival i Grækenland, en ”Golden Frog” for bedste cinematografi ved Camerimage i Polen og ”Award of the Israeli Film Academy” på Awards of the Israeli Film Academy i Israel.

Skuespillerne der medvirker i filmen kender vi ikke så meget til men de spiller alle helt uovertruffent. De vigtigste navne er Reymond Amsalem (Rendition, 2007) som Assna, Oshri Cohen (Agora, 2009) som Herzel, Yoav Donat som Shmulik, Michael Moshonov (For My Father, 2008) som Yigal, Zohar Shtrauss (Eyes Wide Open, 2009) som Gamil og Itay Tiran (Beaufort, 2007) spiller Asi.

”Libanon” kendes internationalt som ”Lebanon” eller ” Levanone”. Filmen er baseret på instruktøren Samuel Maoz egne oplevelser, som soldat i 1982 konflikten, i mellem Libanon og Israel.

Vurdering:
”Libanon” er en meget stærk film, baseret på sande hændelser og oplevelser. Det meste af handlingen foregår indeni tanken. Når vi ser noget af krigen udenfor er det igennem det lille kiggertsigte på maskingeværet. Miljøet indeni tanken emmer af mandesved, varme, frygt og klaustrofobi. Man tisser bare på gulvet eller i en lille beholder. Man ryger indenfor og smider skodderne hvor der lige er plads. Der er ingen plads at bevæge sig rundt på og det hele er meget snævert. Dialogen i mellem de fire soldater fører handlingen fremad og ofte bliver deres samtaler påvirket af hanlingerne udenfor. Der ligger meget psykologi bag filmen og soldaterne får det bare værre og værre. Ingen af disse unge fyre er helte. Ingen af dem er glade for at gå i krig og dræbe og ingen af dem ønsker selv at ende med at miste livet.

Instruktøren Maoz var selv soldat da den første libanesiske krig indledtes i 1982. Maoz blev dybt traumatiseret af oplevelserne og led sidenhen af vredesudbrud og lange perioder med depression. Først i 2007 følte han at han måske kunne vinde noget, både for ham selv men også for andre mennesker, ved at lave en fiktionel version af sine egne oplevelser fra krigen. Maoz har lavet en film der stiller grundlæggende spørgsmål om krig og om vores samfund, som ikke tænker over konsekvenserne ved at sende unge mænd og kvinder i kamp, ofte med døden til følge. Nu til dags hører vi jo stadig om flere og flere soldater der lider under psykologiske problemer når først de vender tilbage fra krig i Irak og Afganistan.

Kameraføringen i filmen er også enormt flot og ikke helt så normal som vi kender det fra de fleste krigsfilm. I denne film får vi masser af close-ups på de unge talentfulde israelske skuespillere, der ofte siger mere med deres ansigtsudtryk og kropssprog, end med de linier de har lært fra manuskriptet. Jeg må sige at filmen fanger fra første øjeblik og så er den lidt anderledes end hvad man lige er vandt til at se og det er noget der tæller opad i min bog. Jeg elsker at blive overrasket og det må jeg sige jeg gjorde af ”Libanon”. Se den!

Jeg vil give filmen 6 af 6 Thumbs-Up.

Køb filmen på DVD på moviezoo.dk:

Køb filmen på Blu-Ray på moviezoo.dk:

Se traileren her:

International Plakat:

Synops:
Det er flovt at blive overhalet af en taxa – i hvert fald når man er feteret rallymester og hamrer op ad en snoet bjergvej for fulde gardiner. Men Daniel har en fødende kvinde på bagsædet, så der er ikke tid til at holde tilbage for søndagsbillister. Der er den efterhånden klassiske Taxi-replik “vi når det aldrig!” med Daniels snart lige så klassiske svar “bare rolig, jeg kender en genvej!”. Og så begynder han ellers at køre råddent – sådan rigtig råddent – med 306 km/t og dekorative udskridninger. “Taxi” er tilbage i byen!

Anmeldt af: Thomas

Filmen er venligst stillet til rådighed af: Pan Vision

Thumbs Up:

Handling:
Filmen starter under et rally-løb på små kringlede bjergveje. Følger man med i Tour De France cykelløbet, virker bjergområdet yderst bekendt og de små veje med 180 graders sving vækker minder. En rallykører og hans ”co-pilot” kæmper for at køre ruten så fejlfrit som muligt, så de kan vinde løbet. Noget overraskede bliver de dog, da de pludselig ser en hvid taxa i bakspejlet. En taxa som endda kører stærkere end dem og som gør klar til at overhale, på de små bjergveje. Bag rattet i taxaen sidder Daniel Morales (Samy Naceri), som vi alle kender fra den første film.

Daniel slipper forbi rallybilen i et af de skarpe sving og skyder lidt efter sin bil over løbets målstreg, uden at ænse at rallyløbet overhovedet finder sted. Han drøner videre mod byens hospital, hvor han gerne vil sætte sine passagerer af, da kvinden skal føde et barn og manden er ret hjælpeløs. Daniel når hospitalet op rekord tid, men fødslen er allerede startet på bagsædet, så han må vente på at barnet bliver født, inden han kan haste videre til sin aftale med kæresten Lilly Bertineau (Marion Cotillard), hvis forældre Daniel skal med hjem og hilse på. Hun ringer selvfølgelig på mobilen og Daniel har svært ved at forklare den stønnende kvinde i baggrunden og det hjælper ikke ligefrem, da han forvirret prøver at beskrive hvad der sker. Heldigvis er Lilly ret overbærende med Daniel og vælger at tro på ham, da han endelig dukker op til middagsmad ved svigerforældrene.

Imens på Marseilles politistation, møder vi vores gode venner, fra den første film, Politikommisær Gibert (Bernard Farcy), Émilien Coutant-Kerbalec (Frédéric Diefenthal) og den smukke Petra (Emma Sjöberg-Wiklund). Endelig har Émilien fået sit kørekort efter at have taget køreprøven mere end 20 gange. Hans kørelærer skal flytte fra Marseilles, så han giver Émilien kørekortet, selvom han stadig er lige ringe til at køre bil. Émilien er blevet kærester med Petra og deres chef Gibert, har nye opgaver for det franske politi. Den japanske Minister (Haruhiko Hirata) kommer på besøg i byen, for at se hvordan det franske politi, klarer anti-terror opgaver. Gibert har lavet en plan. Operation Ninja går ud på at køre japans minister rundt i byen og udsætte ham for nogle planlagte terror angreb, som politiet så slår ned på bedste vis. England og Tyskland har også haft besøg og Giberts stolthed er simpelthen for stor til at lade de andre lande være de bedste. ”Når vi kan slå dem i fodbold, kan vi også vinde denne opgave!” siger han stolt under sin briefing.

Taxachaufføren Daniel er endt til middagsmad hos kæresten Lillys forældre. Hendes far General Edmond Bertineau (Jean-Christophe Bouvet) virker en smule skræmmende på Daniel, men middagen går bedre og bedre, imens hendes far fortæller gamle kriganekdoter. Pludeselig ringer ”den røde telefon” og så er det noget vigtigt. Generalen har glemt at han skal til lufthavnen og modtage den japanske minister. Han forlader derfor middagsselskabet og hopper ind i den ventende bil. Den kører dog lige ud foran en lastbil og bliver nærmest kørt over. Generalen er dog uskadt og må nu have et lift til lufthavnen i Daniels taxa. Og de har travlt. Rigtig travlt. Så Daniels slipper endnu engang sine kundskaber løs bag rattet og fyrer taxaen af.

Snart er de i lufthavnen hvor også vores venner fra politiet venter. Generalen når frem i sidste øjeblik og tager imod den japanske delegation. Daniel bliver inviteret med indenfor i en hangar hvor der venter forfriskninger og en overraskelse. Politiet har fået fremstillet en raket-afvisende, skudsikker, camoufleret og specialbygget Peugeot, som skal køre den japanske minister rundt i byen. De mangler dog en ordentlig chauffør, så selvom Daniel egentlig helst ville hjem til Lilly, ender han bag rattet i den specielle bil, som er stemmestyret. Siger man ”Ninja!” starter bilen og siger man ”Japser!” stopper den. Det kommer der jo lidt sjov ud af, da den japanske ministers tolk ikke kan genkende ordet ”Japser!” og spørger Daniel hvad det betyder. Bilen stopper og starter nogle gange og turen går videre igennem Marseille, hvor de bliver udsat for diverse terrorhandlinger. Politiet klarer det flot hver gang, indtil Daniel kører i en fælde, hvor nogle rigtige terrorister lykkes med at kidnappe ministeren, ved at lave et hul i taget af bilen, men en kranstyret klo. Samtidig bliver også Petra kidnappet og nu går den vilde jagt så på de rigtige forbrydere. Endnu engang bliver Daniel indblandet i sagerne og må dissé sin kæreste, for at hjælpe politii og militær, som han egentlig hader lige meget.

Tekniske Detaljer:
Taxi 2 varer 85 minutter. Filmen vises i widescreen formatet 2.35:1 og har et fransk Dolby Digital 2.0 Stereo lydspor. Underteksterne kan vælges på Dansk,Svensk, Norsk eller Finsk. Du skal være minimum 15 år for at se filmen. Ekstramateriale er der ikke noget af, men en trailer kan ses i bunden af anmeldelsen.

Trivia:
Taxi er indspillet i Marseilles, Frankrig i 1999. Gérard Krawczyk er instruktøren denne gang og historien og manuskriptet er skrevet Luc Besson. Krawczyk har blandt andet også instrueret de efterfølgende film Taxi 3 (2003) og senest Taxi 4 (2007). Luc Besson har skrevet, instrueret og produceret et hav af film. De bedst kendte film instrueret af Besson er nok: Subway (1985), Le Grand Bleu / The Big Blue (1988) Nikita (1990), Léon: The Proffesional (1994), The Fifth Element (1997), Joan of Arc (1999), Angel-A (2005) og Arthur og Minimoyserne 1+2+3 (2006-2010). Som manuskriptforfatter bliver listen dog noget længere med titler så som: Taxi (1998), Joan of Arc (1999), The Transporter (2002), Taxi 3 (2003), District 13 (2004), Danny the Dog (2005), Transporter 2 (2005), Revolver (2005), Taken (2008), Transporter 3 (2008) og senest From Paris with Love (2010).

Hovedrollen som Daniel Morales spilles af Samy Naceri. Samy medvirker også i Taxi 1 (1998), Taxi 3 (2003), Taxi 4 (2007) og spiller en af personerne i SWAT-udstyr i Besson-filmen Leon: The Professional (1994). Kæresten Lilly Bertineau spilles af Marion Cotillard, som du nok har bemærket i Taxi (1998) og Taxi 3 (2003) eller måske som Josephine i Big Fish (2003), Fanny Chenal i A Good Year (2006), Edith Piaf i La vie en rose (2007), Luisa Contini i Nine (2009) eller senest som Mal i Inception (2010). Émilien spilles af Frédéric Diefenthal der også er med i Taxi 1+2+3+4. Petra spilles af den svenske model Emma Sjöberg-Wiklund, som foruden Taxi 1+2+3+4 også har spillet med i Simon Sez (1999) og Big Kiss (2004).

Det skal nævnes at 17. august 1999 blev kameramanden Alain Dutartre dræbt, da en bil, kørt af en stuntman, fløj for langt over et hop over nogle tanks og ramte Alain, samt sårede Jean-Michel Bar. Taxi 2 blev oprindeligt udgivet i 836 biograf print. Det største nummer for en fransk film nogensinde og det slog rekordholderen, Star Wars: Episode I – The Phantom Menace (1999), der var udgivet i 797 print.

Vurdering:
Taxi 2 er på den ene side mere action og comedy fra samme skuffe, som blev åbnet til den første film, men på den anden side er man underholdt og får andrenlinchock af de vilde køreture. Der er mere avanceret high-tech udstyr med i denne to’er og vi finder da også snart ud af, at Daniel hader militæret, lige så meget som han hader politiet, så lidt nyskabelse er der dog sket. Kærlighedsforholdet imellem Lilly og Daniel kører stadig på den samme frekvens, imens den uduelige Émilien får scoret den smukke Petra og endelig får det fordømte kørekort, som er mere til gene, end til for at få mig til at grine. Den del af historien kunne jeg godt være foruden. Hvem får lige lov til at tage køreprøven om, et uendeligt antal gange? På den anden side, Hvilken taxa kan køre fra en top-tunet rallybil. Det er ikke det realistiske vi skal bide os fast i, men i stedet bare overgive os og lade handling være handling og i stedet nyde de flotte actionscener, de vilde køreture og de mange ninjaer, der ynder at dyrke parkour, i stedet for at gribe til våben.

Kunne du godt klare at se den første film mere end én gang og er du vild med biler, sammenstød og ninjaer vil du ikke blive skuffet over denne to’er. Den har dog samme problem som mange andre to’ere. Den tør ikke bevæge sig for langt væk fra de ting som virkede i den første film og derfor kommer nogle ting til at virke lidt cliché-agtige. Det er dog udmærket underholdning og skuespillerne kan man heller ikke klantre noget. De lever sig igen ind i rollerne og leverer godt skuespil.

Jeg vil give filmen 4,5 af 6 Thumbs-Up.

Køb Taxi 2 på moviezoo.dk:

Køb Taxi 1 på moviezoo.dk:

Se traileren her:

Synops:
Velkommen i Luc Bessons TAXI. Fræs på fransk så selv Hollywood er misundelig. Med macho knægte, turbo-øser og luksus-sild. TAXI er velsmurt underholdning, hamrende effektiv og meget morsom. Og kørescenerne? Oh-la-la. Marseilles blev afspærret. Toptunede biler med specialfunktion i bedste James Bond-stil. Professionelle racerkører bag rattet og gaspedalen hamret helt i bund. Filmen er optaget i real time. Så når det ser ud til, at de kører 200 km/t, så er det fordi, de kører 200 km/t. Hvis du har tendens til at blive køresyg, så snup et par tabletter inden du ser filmen. MEN SE DEN! Og lad så bilen stå et par timer bagefter – til du er faldet lidt ned igen.

Anmeldt af: Thomas

Filmen er venligst stillet til rådighed af: Pan Vision

Thumbs Up:

Handling:
Filmen starter med en toptunet scooter, med en stor pizzakasse på bagagebægeret, kører vildt afsted igennem Marseilles gader, imens Dick Dales sang ”Misirlou”, også benyttet på soundtracket til Pulp Fiction (1994), drøner ud af skærmen og påvirker vores sindsstemning, så vi bliver peppet op og bliver klar. Klar til ACTION.

Scooteren når snart sin destination, Pizza Joes, hvor den stopper op med hvinende bremser. Daniel Morales (Samy Naceri) har gjort det igen. Slået rekorden og alle de andre pizzabude ved pizzariaet klapper og hujer. Det er Daniels sidste aften som én af dem. Han har sagt op og vil nu være Taxachauffør. En anden branche, som også inkluderer en masse kilometer på tælleren og som kræver Daniels fantastiske køreegenskaber. Pizzaria ejeren Joe (Georges Neri) holder afskedtale og Daniel takker af og tager sin afsked med alle kollegaerne, inden han tager hjem med sin kæreste Lilly (Marion Cotillard).

Dagen efter gå Daniel hen til Taxa kontoret, hvor man kan blive indregistreret og får udleveret et taxaskilt til at sætte på sin bil. Han er nu officielt Taxachauffør. Han ligger stille og roligt ud. Han får sin første kunde, som skal nå et fly i Marseille lufthavn og der er ikke lang tid at gøre med. Han stikker Daniel nogle penge til at starte med og siger han kan beholde de overskydende sedler, hvis de når til lufthavnen inden flyet letter. Daniel tager den med ro og beder manden om at spænde sikkerhedsselen. Daniel trykker herefter på et par knapper, der nærmest forvandler hans almindelige Peugoet bil, som i Transformers, og gør den til den vildeste gaderacerbil nogensinde. Daniels store passion i livet er biler og han elsker at køre stærkt, så han skifter sit almindelige ret ud og sætter et noget mindre racerbils-rat på. Ready to go. Han fyrer bilen af med så hastig en fart at hans kunde hurtigt fortryder, at han bad om at de skulle skynde sig. Han er rædselsslagen og ligner en der skal kaste op. De kører dog så hurtigt at han faktisk ikke kan kaste op på grund af trykket, førend han igen er udenfor bilen. Flyet når han selvfølgelig med masser af tid til overs. Undervejs har Daniel brudt utallige trafikregler, væltet politiets fartscanner og gjort sig skyldig i masser af lovovertrædelse, der ville koste ham kassen i bøder.

Den næste kunde han får er en gammel dame. Hun skal ikke køres ret langt, hvilket selvfølgelig er trist for Daniel, men han er sød og rar og hjælper hende, med alle hendes indkøbsposer, op i sin lejlighed, hvor hun skal lave mad til sin søn, der arbejder for IBM. Hun laver mad til en uge af gangen, så sønnen ikke dør af sult. Han kan åbenbart ikke selv kokkerere. Daniel siger farvel og kører videre ud i byen, hvor han pludselig holder ved siden af en af de gamle kollegaer fra pizzariaet. Han snakker om at han netop er stukket af fra panserne og Daniel griner inde i sig selv, da han ser to politibetjente, på motorcykel, komme nærmere og nærmere det kryds, hvor de holder og snakker. Da kammeraten opdager strisserne stikker han af fra dem igen og Daniel fortsætter sin dag.

Vi møder også Marseilles politistyrke der er ramt af Mercedes Banden fra Tyskland, som røver byens banker og kører i Mercedes biler. De har indtil nu røvet mange banker, og er ikke blevet fanget endnu. Commissaire Gibert (Bernard Farcy), som er en ret uheldig og knap så dygtig chef, prøver at arrangere og organisere politiets indsats i bankrøverne. Han får hjælp af den gudesmukke Petra (Emma Sjöberg-Wiklund), som en af de andre unge politimænd, Émilien Coutant-Kerbalec (Frédéric Diefenthal), er håbløst forelsket i. Émilien er en rigtig taber type. Han kan ikke finde ud af noget selv. Han har dumpet køreprøven cirka 500 gange og hans egen mor tør ikke fortælle at han er politimand (Hun fortæller folk at han arbejder ved IBM). Émilien laver ikke sin egen mad og han bruger det meste af dagen som politimand, med at sidde og surfe på Internettet.

En dag hvor Émilien er hjemme ved sin mor og hente mad til hele ugen, skal han bruge en taxa for at få alt maden hjem i sin lejlighed. Hans mor ringer efter den flinke chauffør Daniel og sådan ender Émilien på bagsædet af Daniels taxa. Daniel roser Émiliens mors mad og de snakker om løst og fast. Snart drejer samtalen sig ind på politiet, som Daniel hader. Han tror jo at Émilien arbejder ved IBM, så han har ingen skrøner over at trash-talke politiet. Émilien bliver lidt småsur og samtale udvikler sig til diskussion. Det hele ender med at Daniel giver taxaen noget gas og giver Émilien en køretur for livet. Surt er det dog da de når frem til destinationen og Émilien finder sit politiskilt frem? Daniel kommer med ind på stationen, hvor han prøver at snakke sig fra at miste sit kørekort, men Émilien lader ham ikke lige sådan slippe. Émilien vil dog gerne fange bankrøverne på egen hånd, for at imponere Petra, så han udtænker en snedig plan, hvori Daniel indgår, som hans personlige chauffør.

Får Daniel mon lov til at beholde kørekortet? Fanger de mon bankrøverne? Scorer Émilien mon Petra? Får Daniel nogensinde tid til sin smukke kæreste? Alle disse spørgsmål må du selv se filmen for at få besvaret.

Tekniske Detaljer:
Taxi varer 86 minutter. Filmen vises i widescreen formatet 2.35:1 og har et fransk Dolby Digital 2.0 Stereo lydspor. Underteksterne kan vælges på Dansk,Svensk, Norsk eller Finsk. Du skal være minimum 15 år for at se filmen. Ekstramateriale er der ikke meget af på DVD’en, men filmens trailer kan ses i bunden af anmeldelsen.

Trivia:
Taxi er indspillet i Marseilles, Frankrig i 1998. Gérard Pirès er instruktøren og historien og manuskriptet er skrevet Luc Besson. Pirès har instrueret film siden slutningen af 60′erne og har blandt andet stået bag La fête des mères (1969), L’art de la turlute (1969), L’agression (1975), Attention les yeux! (1976), The Swindle (1980), Rends-moi la clé! (1981) og senest filmen Sky Fighters (2005). Luc Besson har skrevet, instrueret og produceret et hav af film. De bedst kendte film instrueret af Besson er nok: Subway (1985), Le Grand Bleu / The Big Blue (1988) Nikita (1990), Léon: The Proffesional (1994), The Fifth Element (1997), Joan of Arc (1999), Angel-A (2005) og Arthur og Minimoyserne 1+2+3 (2006-2010). Som manuskriptforfatter bliver listen dog noget længere med titler så som: Joan of Arc (1999), Taxi 2 (2000), The Transporter (2002), Taxi 3 (2003), District 13 (2004), Danny the Dog (2005), Transporter 2 (2005), Revolver (2005), Taken (2008), Transporter 3 (2008) og senest From Paris with Love (2010).

Hovedrollen som Daniel Morales spilles af Samy Naceri. Samy medvirker også i Taxi 2 (2000), Taxi 3 (2003), Taxi 4 (2007) og spiller en af personerne i SWAT-udstyr i Leon: The Professional (1994). Kæresten Lilly Bertineau spilles af Marion Cotillard, som du nok har bemærket i Taxi 2 (2000) og Taxi 3 (2003) eller måske som Josephine i Big Fish (2003), Fanny Chenal i A Good Year (2006), Edith Piaf i La vie en rose (2007), Luisa Contini i Nine (2009) eller senest som Mal i Inception (2010). Émilien spilles af Frédéric Diefenthal der også er med i Taxi 2+3+4. Petra spilles af den svenske model Emma Sjöberg-Wiklund, som foruden Taxi 2+3+4 også har spillet med i Simon Sez (1999) og Big Kiss (2004).

Det skal nævnes at der var Professionelle racerkørere bag rattet under optagelserne til filmen og gaspedalerne blev hamret helt i bund. Filmen er optaget i real-time. Så når det ser ud til, at de kører 200 km/t, så er det fordi, de rent faktisk kører 200 km/t. Filmen har vundet 3 filmpriser. En for redigerign og to for Soundtrack og lydspor.

Vurdering:
Taxi eller Taxi 1 som den kaldes nogen steder scorer virkeligt højt i min bog. Der er ikke det helt vilde ved historien, som er simpel, sjov og ligetil, men alligevel overraskes man konstant og imponeres. Filmen blev så godt modtaget i 1998 at man siden har lavet hele tre franske efterfølgere, optaget i Frankrig og desuden også har genindspillet filmen i USA.

Filmen er rigtig flot filmet og den bugner af action og testosteron. Alligevel er der plads til mindre vilde og voldsomme scener, som til gengæld udfyldes af en sjov dialog og en kanon humor, som man sagtens kan tåle at se igen og igen, hvis man som drengerøv, er nødt til at se bil scenerne igen. Smukke damer får vi også lov til at kigge på og de spiller også en rolle i historien og er ikke blot med som pynt. Pynt er dog heller ikke nødvendigt, da actiondelen i filmen sagtens ville kunne bære sig selv, men på den anden side har smukke kvinder vel aldrig gjort skade på nogen eller?

Alt går bare op i en højere endhed med Taxi filmen og det er forståeligt, når det er Luc Besson der har stået bag manuskriptet. Han er i en liga for sig og kan noget specielt, som mange screenwriters ville ønske de havde. Filmens soundtrack og lydside er også fænomenal. Vi akkompagnieres af svedig fransk Hip Hop samt andet actionfyldt musik, der lige hidser os en smule op og sætter os i stemning til at der skal ske noget vildt. Og det sker der. På Skærmen.

Jeg vil give filmen 6 af 6 Thumbs-Up.

Køb filmen på moviezoo.dk:

Tag en taxa-tur med Daniel her:

Synops:
Faderen i fra falleret fransk familie tror, at skæbnen er på hans side, da en rigmandsdatter takker ja til at gifte sig med hans søn. Snart drager pigen og hendes tante afsted for at mødes med den nye familie, men hvad de ikke ved, er at et mystisk og brunstigt uhyre er på jagt efter den unge viv.

Anmeldt af: Carsten

Filmen er venligst stillet til rådighed af: Another World Entertainment

Thumbs Up:

Handling:
Filmen handler om den unge Lucy Broadhurst (Lisbeth Hummel), der har indvilliget i at indgå ægteskab med sønnen, Mathurin de l’Esperance (Pierre Benedetti) til en falleret fransk adelsmand og hun rejser sammen med sin tante Virginia (Elizabeth Kaza) til Frankrig for at mødes og giftes med sin kommende mand. Ifølge et testamente, skal de være gift inden en hvis dato for at de kan få del i arven og det er lige ved at være op over.

De stopper ude i skoven, da Lucy gerne vil se området lidt, inden de finder vej op til slottet. Hun kan godt lide at tage billeder og bliver da også væk fra Virginia, som ikke er helt vild med stedet. Det ser også ud som om at det bare har fået lov til at gro vildt og slet ikke bliver passet, men da hun endelig har stillet sin lyst kører de ind på den rigtige sidevej og kommer ind i gården hvor Mathurins medhjælpere er ved at parre nogle heste, hvilket hun også lige skal have nogle Polariod billeder af.

Da de kommer ind bliver de hilst velkommen af Duc Rammendelo De Balo (Marcel Dalio) som holder dem ved selskab, mens Mathurin bliver gjort klar, vasket og døbt af den lokale præst, da han ikke blev døbt som barn. Han fortæller dem om den unge Romilda de l’Esperance, der samlede og tørrede blade fra haven for over 200 år siden og som mødte og bekæmpede et bæst og begravede det, ved den gamle søjle, som Lucy tog et billede af tidligere. Hendes gamle korset, med kradsemærker, gemmes i et lille møbel med glaslåger.

Ifølge testamentet skal de giftes af hans bror, Kardinal Joseph de Balo, men han er ikke særligt interesseret i at snakke med ham eller have noget med dem at gøre og er derfor svær at komme i kontakt med. Men, Pierre de l’Esperance (Guy Tréjan) tvinger ham til at gøre alt hvad han kan for at få fat i sin bror og få ham til at komme rettidigt, indenfor tidsfristen, ellers vil han afsløre for alle at han forgiftede sin tidligere kone efter to måneders ægteskab.

Præsten er udover at skulle døbe Mathurin også inviteret til at overvære brylluppet, dog med den funktion at han kan vie dem, hvis kardinalen ikke kommer. De håber dog at de ikke kommer så vidt, men han overnatter på slottet sammen med sine to kordrenge, som han er ekstremt glad for.

Senere får de to kvinder forevist deres værelser og der opholder de sig indtil aftenmaden, hvor det er første gang at Lucy mødes med Mathurin, udover gennem brevkorrespondance. Han er pæn og velfriseret og nybarberet, men med en skadet arm og hånden i gips. Mens de snakker, bliver han dog en smule overstadig og Pierre sender ham væk fra bordet. Det hele føles lidt akavet, men da Lucy får et brev fra Mathurin leveret efter maden, er alt godt igen og hun begynder at længes efter ham.

Stedet og huset har en påvirker hende stærkt og hun begynder at drømme sære, erotiske drømme om den unge Romilda, der for 200 år siden gik ind i skoven efter et lille lam, der var løbet væk, for så at finde det, flået i småstykker. Bæstet er stadig i nærheden og kaster sig over Romilda, som forskrækket skynder sig væk, men når ikke langt før den atter er over hende. Lucy bliver så seksuelt opstemt af visionerne at hun begiver sig ud på gangene, for at mødes med Mathurin på hans værelse, men han sover tungt og uroligt og hun tør ikke rigtigt at vække ham. Men synerne fortsætter og bæstet får flået al tøjet af Romilda og begynder derpå at voldtage hende indtil den når klimaks og dør af anstrengelserne. Romilda slap væk med livet i behold, men, mødet har mærket hende for livet og har dybdegående konsekvenser langt ud i fremtiden.

Er det muligt for efterkommerne at leve et lykkeligt liv, eller er de alle fordømte på grund af Romildas omgang med bæstet?

Tekniske Detaljer:
Filmen vises i formatet anamorfisk 1.66:1, med Dolby Digital 2.0 lyd og varer 95 minutter. Den er tekstet på dansk : svensk : norsk : finsk. Af ekstramateriale forefindes en kort featurette der forklarer filmens tilblivelse og giver et indblik i nogle af producktionsrekvisitterne. Derudover er der trailer- og slideshow, trivia og biografier, samt filmens originale trailer.

Trivia:
Den polske filminstruktør og animator Walerian Borowczyk er måske ikke den første til at gøre opmærksom på, at eventyr langt fra er så uskyldige, som de giver sig ud for. Men hans legendariske skandalefilm La Bête – Jomfruen og menneskedyret (1975) er nok en af de film, der mest konsekvent har vendt vrangen ud på en af vores folkekære fortællinger ”Skønheden og Udyret”, for at give plads til de mange erotiske undertoner. Borowczyk har både instrueret og skrevet manuskriptet til filmen, der er indspillet i Frankrig i 1975. Det var dengang ikke nemt at lave film i Polen, der led under en yderst stærk censur. Læs mere herom i anmeldelsen af Kieslowskis Blind Chance (Przypadek) fra 1981.

Filmen franske og originale titel er ”La bête”, imens den her i Danmark er kendt under navnet ”Jomfruen og menneskedyret”. Filmen går også under navnene ”The Beast in Heat”, ”The Beast”, ”Death’s Ecstacy” og i Polen kaldes den ”Bestia”.

Vurdering:
Det er en noget rodet film. I nogle scener er der mange hjælpere og i andre er der næsten slet ingen og man sidder lidt og tænker… hvorfor? Hvad er meningen med filmen? Den ser ikke rigtigt ud til at have nogen, udover at vise nøgne kvinder uden grund, lyster uden grund og latterlige moralske floskler uden grund, så som: hvis du har sex med et bæst, så dør du… eller… dit oldebarn gør… uden grund. WHAT!?!! Okay, for lige at komme helt i dybden med denne her film… så er der to handlingsforløb – det der skete i fortiden, som hovedpersonen enten drømmer om eller har visioner om, mens hun er på landstedet, og så er der historien der foregår i nutiden med en ekstremt dysfunktionel familie, der er mere sære end forståeligt er.

Huset og hele familien er fuld af hemmeligheder og man får indblik i nogle af dem i løbet af historien, men det meste af det omhandler utugt og bestialitet og så lige krydret med mord indenfor familien. Men man efterlades i en konfus tilstand af at der bare er smidt en masse ideer mod projektet, blandet sammen og så hverken sorteret eller med interesse for om det gav mening for historien. Og dette virvar bliver karakteren Virginia smidt lige ind i, men hun er nu heller ikke helt logisk i sine handlinger, for enten bliver hun fanget af atmosfæren i huset, som er fuld af perversiteter, eller også er hun bare en liderlig horebuk, ligesom datteren, til en af de ældre herrer – umuligt at huske hvem af dem – der knepper den sorte hushjæp og ellers gnubber sig op af alting i seksuel frustration – for hun river sin natkjole i stykker, onanerer med en rose, som faderen havde sendt i sønnens navn, da sønnen er lidt af en dør, og så ellers styrter frem og tilbage mellem sit eget og sin forlovedes værelse og kommer tættere og tættere på ham ved hvert besøg.

Datteren blev først antaget som værende en eller anden trunte fra byen, der kom og hyggede sig med hushjælpen, men senere så henter hun nogle børn, og så var tanken lidt at hun måske var babysitter… men så finder man ud af at hun er datter til en af herrerne gården. Hvem er så ikke lige til at huske. Det er gennemgribende forvirrende og sært uden grund… men, det er jo også en fransk film.

Tanken med filmen er åbenbart at vise en kvinde blive voldtaget af et kæmpe stort rottemonster, som så dør efter udløsningen og så en præst der tydeligvis hygger sig med sine kordrenge og så ellers bare sære mennesker, hvis bevæggrunde ikke rigtigt giver mening. Det hele virker bare sådan lidt… nå, ja… okay… det er fandme sært. Hvis det er meningen at det skulle forarge… ja, så gjorde det nok engang… men det er nærmest for komisk ligegyldig til at man rigtigt gider engagere sig i filmen.

Det er nærmest som en surrealistisk drøm, der bare bliver mere og mere mærkelig. Alligevel sidder man tilbage og tænker at det var sgu da en omsonst omgang møg man lige fik serveret der. Rottemonsteret med kæmpepikken er nok den del af produktionen der er brugt flest penge på. Designet er egentligt ganske okay, hvis det ikke lige var for den enormt malplacerede pik, der sprøjter bare det mindste. Og voldtægtsscenen den medvirker i er bare så fjollet at der ikke rigtigt er noget at komme efter der.

Skuespillet er ringe og overdrevent og man føler ikke rigtigt at det er rigtige personer man følger, men derimod ekstreme karikaturer, men problemer der kunne løses med få velplacerede ord, men som forbliver uløst, fordi de åbenbart skal være på tværs, for at skabe dybde og drama. Det er desværre hovedrystende ligegyldigt og man begynder hurtigt at sidde og kede sig.

Hvis man har lyst til at se et rottemonster med en stor pik jagte en dame, som taber tøjet hurtigere end det tager at klæde sig af for natten, og egentlig er lidt ligeglad med resten, ja, så er det her nok lige den komiske film for dig. Ellers… så kan slet ikke anbefales herfra. Der er ingen handling, ingen historie og ingen karakterer der giver mening eller føles værd at bruge tid på.

Filmen får 2 ud af 6 Thumbs-Up for rottemonstret.

Køb filmen på moviezoo.dk: